Fra Lake Havasu til San Diego: Parker Dam, Shoe Tree og Palm Springs

Fra Lake Havasu til San Diego havde jeg omkring fem timers effektiv kørsel og intet på programmet undervejs. Det blev derfor en af de roadtrip-dage, hvor vejen selv måtte levere oplevelserne. Parker Dam, kilometer efter kilometer af stille ørken, gamle jernbanespor, hundredvis af sko på et hegn og til sidst Palm Springs sørgede for, at der alligevel blev lidt at stoppe efter.

10. januar, 2013

Fra Lake Havasu mod San Diego

Fra Lake Havasu gik turen videre mod San Diego. Den direkte køretid lå omkring fem timer, og jeg havde ikke noget bestemt på programmet undervejs, så der var plads til at vælge de mindre veje og stoppe, når noget så interessant ud. På kortet lignede det mest en lang transportdag gennem ørkenen. I praksis dukkede der alligevel nogle ganske mærkelige små stop op.

Første oplagte afstikker lå lige syd for Lake Havasu. Her ligger Parker Dam, som er selve årsagen til, at Colorado River bliver til Lake Havasu. Dæmningen ser ikke specielt voldsom ud, især ikke når man få dage tidligere har stået ved Hoover Dam, men udseendet bedrager lidt. Parker Dam er 320 feet høj som konstruktion, men omkring 73 procent ligger under den oprindelige flodbund. Det er derfor kun en relativt lille del af dæmningen, man faktisk kan se.

Parker Dam blev bygget i 1930’erne og holder vandet tilbage i det cirka 45 miles lange Lake Havasu-reservoir. Dæmningen producerer også elektricitet, men en væsentlig del af Lake Havasus funktion er vandforsyning. Herfra pumpes Colorado River-vand blandt andet ind i den lange Colorado River Aqueduct mod det sydlige Californien. Jeg nøjedes dog med det mere jordnære turistperspektiv og fortsatte sydpå.

Ud på Rice Road og længere væk fra trafikken

Jeg kunne have valgt en rute, hvor en større del af dagen blev kørt på Interstate, men det havde jeg ikke meget lyst til. Kort efter området ved Parker Dam drejede jeg derfor ud gennem Californiens ørken og endte på de meget lange vejstrækninger omkring Rice Road. Her var trafikken sparsom, horisonten stor og en jernbane fulgte vejen i lange perioder. Eller også fulgte vejen jernbanen. Det var lidt svært at se, hvem der havde været der først.

På en af de lange lige strækninger fik jeg øje på noget langs jernbanedæmningen, som jeg genkendte fra andre amerikanske vejstrækninger. Folk havde brugt lyse sten og andet materiale til at skrive navne og små hilsner på skråningen op mod skinnerne. Jeg holdt ind til siden og gik op for at kigge nærmere.

Der var næsten ingen trafik. Da bilen var slukket, og jeg var kommet lidt væk fra vejen, forsvandt selv den sidste lyd fra motorens varme metal og airconditionanlægget. Så var der bare stille. Ikke den slags stilhed, man får hjemme, når naboen midlertidigt holder op med at bore, men rigtig ørkenstilhed med flere kilometer til det næste menneske.

På skråningen havde rejsende skrevet familienavne, initialer og hilsner med de materialer, der var til rådighed. Jeg fandt nogle gamle jernbanesøm og bidrog diskret med et lille DK. Det var ikke ligefrem land art, der ville ændre kunsthistorien, men nu var Danmark også repræsenteret på skråningen.

Efter lidt tid med absolut ingenting som hovedattraktion gik jeg tilbage til bilen og fortsatte mod San Diego. Det lyder måske ikke som et stort roadtrip-stop, men jeg kan stadig huske stilheden. Det kan man ikke sige om alle seværdigheder.

Hundredvis af sko på et hegn midt i ørkenen

Ikke længe efter fik jeg øje på noget andet i vejkanten. På afstand lignede det mest en større samling affald, men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at tingene hang på et hegn. Jeg bremsede, vendte om og gik hen for at se, hvad det var.

Det viste sig at være sko. Mange sko. Sneakers, støvler og andre former for fodtøj hang på hegnet uden nogen forklaring på stedet, og jeg havde ingen idé om, hvorfor nogen havde valgt at efterlade dem netop her. Så jeg gjorde det oplagte: tog billeder og undersøgte historien senere.

Det viste sig, at der tidligere havde stået et såkaldt Rice Road Shoe Tree på stedet. Forbipasserende havde gennem årene kastet eller hængt gamle sko op i et tamarisktræ, indtil træet brændte ned i 2003. Traditionen forsvandt ikke sammen med træet. I stedet begyndte folk at hænge sko på hegnet og andre ting omkring stedet, og Rice Road Shoe Fence blev i praksis afløseren.

Der findes flere af den slags shoe trees i USA. På Highway 50 i Nevada, også kendt som The Loneliest Road in America, stod et af de mest kendte ved Middlegate. Det enorme træ var dækket af sko, indtil nogen fældede det i slutningen af 2010. Også dér fortsatte traditionen efterfølgende på et andet træ. Det siger et eller andet om amerikanske roadside attractions, at hvis nogen fjerner et træ med gamle sko, bygger folk bare et nyt.

Jeg havde ikke et par sko til overs i bagagen, så mit eget bidrag begrænsede sig til billeder.

Forbi Joshua Tree og General Patton

Videre vestpå kom jeg forbi området omkring Joshua Tree National Park. Jeg valgte ikke at køre ind i selve parken denne gang, fordi tiden skulle bruges på at komme videre mod San Diego, og jeg allerede havde fået masser af ørkenlandskab denne dag. Joshua trees kan også ses uden for parkgrænsen, så jeg følte ikke noget akut behov for endnu en afstikker.

Jeg ville dog formulere den beslutning lidt anderledes i dag end i 2013. Dengang skrev jeg, at landskabet inde i parken ikke var meget anderledes end udenfor. Det er en grov generalisering. Joshua Tree National Park beskytter næsten 800.000 acres, hvor Mojave- og Colorado-ørkenen mødes, og rummer både Joshua tree-skove, enorme granitformationer, bjerge, tørre søer, cholla-kaktus og naturlige palmeoaser. Denne dag prioriterede jeg bare køretiden.

Langs Interstate kom jeg også forbi General Patton Memorial Museum ved Chiriaco Summit. Placeringen virker lidt tilfældig, når man bare kommer kørende forbi en tankstation og fastfood midt i ørkenen, men museet ligger her af en grund. Området var en del af det enorme Desert Training Center, hvor amerikanske soldater under Anden Verdenskrig blev trænet til krigsførelse i ørkenen under blandt andre General George S. Patton. Museet findes stadig, men denne gang fortsatte jeg forbi.

Fra brun ørken til grønne Palm Springs

Efter flere timer med sten, sand, lave buske og store tomme horisonter blev kontrasten pludselig ret voldsom. Jeg kom ned i Coachella Valley og ind i Palm Springs, hvor brede veje, græs, hække og lange rækker af palmer fik området til at ligne en kunstigt vandet oase. Efter resten af dagens landskab virkede byen næsten overdrevet grøn.

Palm Springs har længe været et ferie- og weekendsted for det sydlige Californien, især Los Angeles-området. Kombinationen af vintervarme, resorts, golfbaner, swimmingpools og bjerge gør det ret oplagt, og ferieboligerne ligger ikke nødvendigvis i den billige ende. Byen havde også en helt anden skala end de store byområder. De brede avenuer og palmerne kunne minde lidt om dele af Los Angeles, men stemningen var mere afslappet og overskuelig.

Palmerne er svære at komme udenom. De står stort set overalt, og en gang imellem dukker der en bygning op, der forsøger at gøre lidt mere ud af sig selv end nødvendigt. Denne 7-Eleven var et ganske godt eksempel. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad den arkitektoniske ambition præcist var, men den var i hvert fald ikke diskret.

Fra Palm Springs var der ikke flere afstikkere på programmet. Jeg kom ud på Interstate, satte kursen mod San Diego og lod resten af dagens kilometer være transport.

Næste stop var et hotel ved vandet i San Diego.

Ofte stillede spørgsmål om turen fra Lake Havasu til San Diego