WoodSongs i Lexington med Tommy Emmanuel og ægte Kentucky-stemning

Guitarekvilibristen Tommy Emmanuel var gæst i WoodSongs i Lexington, og det blev en af de musikoplevelser på roadtrippen, der virkelig hang ved. Et intimt radioshow med musik, samtale og en 13-årig guitarist gav os præcis den slags lokale Kentucky-oplevelse, man ikke nødvendigvis finder i en almindelig turistguide.

16. september 2013

WoodSongs Old-Time Radio Hour i Lexington

Kun få dage efter vores musikalske oplevelse på Grand Ole Opry var det tid til endnu et amerikansk radioshow med levende publikum. Denne gang var rammerne langt mindre, og navnet nok ukendt for de fleste danskere: WoodSongs Old-Time Radio Hour.

WoodSongs er bygget op omkring roots, folk, bluegrass, country og beslægtede musikgenrer. Showet kombinerer liveoptræden med samtale, så man både hører musikken og får historien om kunstneren, instrumenterne og inspirationen bag.

Et frivilligt drevet radioshow fra Kentucky

WoodSongs blev skabt af folkemusikeren Michael Johnathon og begyndte i 1998. Programmet har gennem årene udviklet sig fra små optagelser med ganske få tilskuere til et internationalt distribueret radio- og tv-program med et stort arkiv af koncerter og interviews.

En af de ting, der gjorde oplevelsen anderledes end Grand Ole Opry, var hele stemningen omkring produktionen. WoodSongs blev drevet med en stor frivillig indsats og havde mere karakter af et lokalt kulturprojekt, der var vokset langt ud over Kentuckys grænser, end af en stor kommerciel koncertproduktion.

En helt anden koncertoplevelse end Grand Ole Opry

Grand Ole Opry havde budt på mange kunstnere, korte musikalske indslag, radioreklamer og et stort publikum. WoodSongs var langt mere intimt. På showet denne aften var Tommy Emmanuel hovedpersonen, og den næste times tid kunne han både spille og fortælle om sin opvækst, teknik og musikalske baggrund.

Vi boede på Gratz Park Inn tæt på Lyric Theatre, hvor WoodSongs blev optaget på dette tidspunkt, så vi kunne gå gennem Lexington til aftenens show.

På vej gennem Lexington til Lyric Theatre

Turen gennem kvarteret omkring teatret gav samtidig endnu et kig på Lexington. Området var i forandring, og gamle bygninger fik nye funktioner. En tidligere benzinstation var blevet omdannet, mens et ældre og noget slidt hus var på vej gennem en renovering.

Og så er der bare et eller andet ved amerikanske brandbiler. De ser altid en anelse mere imponerende ud end nødvendigt.

Michael Johnathon åbner WoodSongs

Showet begyndte med programmets skaber og vært Michael Johnathon. Efter en kort introduktion til aftenens program spillede han selv, inden hovedgæsten blev præsenteret.

Stemningen på scenen var afslappet og uformel, men produktionen var professionel. Det var netop kombinationen, der fungerede godt. Man havde følelsen af at være med til en lokal musikaften, selv om showet samtidig blev produceret til et publikum langt uden for Lexington.

Tommy Emmanuel på WoodSongs

Aftenens gæst var Tommy Emmanuel. Jeg kendte ham ikke rigtigt på forhånd, men havde selvfølgelig søgt lidt på ham, da jeg fandt ud af, hvem der skulle optræde. Det tog ikke mange minutters guitarspil at forstå, hvorfor han havde ry for at kunne noget helt særligt med instrumentet.

WoodSongs bruger formuleringen “You don’t have to be famous, you just have to be good” om filosofien bag programmet. Tommy Emmanuel opfyldte i den grad den sidste del.

Den næste times tid vekslede mellem musik og samtale. Michael Johnathon spurgte ind til Emmanuels opvækst, musikalske karriere og teknik, hvorefter Tommy kunne illustrere historierne direkte på guitaren. Fordi han havde været gæst på WoodSongs flere gange tidligere, kunne samtalen også bevæge sig længere ned i de mere nørdede detaljer omkring hans spillestil.

Fra Chet Atkins til Tommy Emmanuel

Tommy Emmanuel begyndte at spille professionelt allerede som barn i Australien, og Chet Atkins blev en af hans helt store musikalske inspirationskilder. De to kom senere til at spille sammen, og Atkins gav Emmanuel titlen Certified Guitar Player, en særlig anerkendelse som kun ganske få guitarister har modtaget.

Det gjorde næste del af showet ekstra passende. På samme måde som Emmanuel havde set op til Chet Atkins, stod der nu en ny generation af guitarister klar med Emmanuel som forbillede.

13-årige Parker Hastings spiller med sit idol

Mod slutningen af showet kom den kun 13-årige Parker Hastings på scenen. Han var allerede en imponerende guitarist og fik lov til at spille sammen med Tommy Emmanuel foran publikum.

Det fungerede både som et musikalsk højdepunkt og som en ret fin illustration af, hvordan musiktraditioner gives videre. Først Chet Atkins, så Tommy Emmanuel og nu en 13-årig guitarist, der stod på scenen sammen med sit eget forbillede.

Show 731 kan stadig høres

Det er svært at gengive en koncertoplevelse, især når formatet både består af musik og samtale. Heldigvis findes netop det show, vi så, stadig i WoodSongs store arkiv.

Det er WoodSongs show 731 med Tommy Emmanuel, og arkivet indeholder også hundredvis af andre udsendelser.

Hele showet er desuden kommet på YouTube:

Billetter til WoodSongs

I 2013 kostede vores billet 10 dollars. Jeg havde troet, at en billet var blevet arrangeret gennem turistbureauet i Lexington, men det viste sig ikke at være tilfældet. Heldigvis var der stadig pladser ved døren, så vi kom ind alligevel.

WoodSongs eksisterer fortsat, men både spillested, billetpris og reservationssystem har ændret sig gennem årene. Derfor ville jeg ikke bruge de gamle oplysninger fra 2013 til at planlægge et aktuelt besøg. Tjek i stedet det aktuelle program og spillested på WoodSongs hjemmeside, hvis du er i Lexington og vil opleve en optagelse.

En af de oplevelser man ikke finder overalt

WoodSongs blev en af de oplevelser fra roadtrippen, som hang ved bagefter. Ikke fordi Lyric Theatre var enormt eller produktionen prangende, men nærmest det modsatte. Det føltes lokalt, personligt og meget Kentucky.

Det var en af de aftener, hvor man tilfældigvis befinder sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og får en oplevelse, man aldrig havde planlagt en hel roadtrip omkring. Tommy Emmanuel gjorde selvfølgelig sit til, at netop denne aften blev ekstra god.

Lyric Theatre så ikke nødvendigvis ud af meget, da vi ankom i dagslys, men med lysene og skiltene tændt om aftenen fik bygningen den helt rigtige klassiske amerikanske teaterstemning.

Pumpkin beer som afslutning på aftenen

På vej tilbage sluttede vi aftenen på Lexington Beerworks med nogle lokalt bryggede pumpkin beers. Det var september i USA, så efterårssæsonen var allerede begyndt at finde vej ned i ølglassene.

Er WoodSongs værd at opleve i Lexington?

Hvis der bliver optaget et show, mens man er i Lexington, ville jeg bestemt undersøge muligheden. Man behøver ikke kende kunstneren på forhånd, for en stor del af charmen er netop at opdage musikere gennem den blanding af koncert og samtale, som WoodSongs bygger på.

For os var det en perfekt kontrast til Grand Ole Opry. Nashville gav os den store og traditionsrige countryinstitution, mens Lexington gav os en langt mere intim aften med guitar, historier og følelsen af at være med til noget lokalt.