Blue Ridge Parkway med bluegrass, bjergdis, tåge og Mabry Mill

Den blå dis hang over Blue Ridge Parkway, bluegrass-musikken blev hyldet ved Blue Ridge Music Center, og bjergvejret viste sig fra sin omskiftelige side med sol, tåge og regn på samme køretur. Dagens mål var blandt andet historiske Mabry Mill i Virginia.

20. september 2013

Mest muligt af Blue Ridge Parkway

Med base lidt uden for Boone i North Carolina og næsten direkte ved Blue Ridge Parkway havde vi et perfekt udgangspunkt for at udforske mere af den ikoniske bjergvej og nogle af attraktionerne langs den.

Dagen før var vi kommet nordfra gennem Shenandoah National Park og Skyline Drive. Vi var fortsat et stykke sydpå ad Blue Ridge Parkway, men havde til sidst forladt den langsomme bjergvej for at indhente noget tid på de hurtigere hovedveje.

Denne dag skulle noget af det forsømte derfor indhentes. Fra Boone kørte vi mod nord tilbage ind i Virginia med Blue Ridge Music Center og Mabry Mill som nogle af dagens faste stop.

Den blå dis over Blue Ridge Mountains

Dagen begyndte med nogenlunde klart vejr og den karakteristiske blålige dis over bjergene. Det er netop den effekt, der har givet Blue Ridge Mountains deres navn. Vegetationen udsender naturlige organiske forbindelser, som sammen med lys og partikler i luften bidrager til det blålige slør over de fjerne bjergkamme.

Skyerne lå allerede over bjergene, men når det ikke regnede, var temperaturen behagelig nok til at stoppe ved udsigtspunkterne uden den store mængde overtøj. Vejret skulle dog nå at ændre sig ganske markant senere på dagen.

En af de flotte strækninger på Blue Ridge Parkway

Blue Ridge Parkway er 469 miles, cirka 755 kilometer, lang, og der er naturligvis forskel på, hvor dramatisk landskabet er undervejs. Nogle kilometer kan føles forholdsvis ens, mens andre strækninger hele tiden lokker med overlooks, historiske områder og små afstikkere.

Turen fra området ved Boone nordpå mod Mabry Mill hører efter min mening til den sidste kategori. Landskabet skifter mellem skov, åbne marker, bjergudsigter og spor efter den kulturhistorie, der har præget Appalachians gennem generationer.

Blue Ridge Parkway er bygget til sightseeing frem for hurtig transport. Den normale maksimale hastighed er 45 mph og flere steder lavere. Skal man bare fra A til B, findes der næsten altid hurtigere alternativer, og det er en del af grunden til, at trafikken føles anderledes end på almindelige amerikanske hovedveje.

Blue Ridge Music Center ved grænsen til Virginia

Kort efter statsgrænsen mellem North Carolina og Virginia nåede vi Blue Ridge Music Center ved milepost 213. Centret fortæller historien om den rige musiktradition i Blue Ridge-regionen med blandt andet old-time, string band, gospel og bluegrass.

Det er lidt for enkelt bare at sige, at folkemusikken fra området hedder bluegrass. Bluegrass voksede frem som en særlig amerikansk musikform i 1940’erne og samlede inspiration fra blandt andet Appalachian string band-musik, country, gospel, blues og britiske og irske musiktraditioner.

Navnet kommer fra Bill Monroe and the Blue Grass Boys, som var med til at definere den stil, vi i dag kalder bluegrass. Blue Ridge-regionen har samtidig sine egne meget ældre musiktraditioner, som centret også fortæller om.

Roots of American Music

Blue Ridge Music Center har både museum og koncertfaciliteter. Udstillingen fokuserer på Roots of American Music og fortæller, hvordan forskellige musikalske traditioner mødtes og udviklede sig i Blue Ridge og de omkringliggende Appalachian Mountains.

I sæsonen spilles der fortsat levende musik ved centret. Der er mindre Midday Mountain Music-optrædener og større koncerter i det udendørs amfiteater, så man kan være heldig at få selve musikken med som en del af stoppet.

Centret havde også musik til salg, og som så mange gange tidligere på en roadtrip endte jeg med at købe et par CD’er til bilen. En af dem var Steve Martins The Crow: New Songs for the Five-String Banjo. Ja, den Steve Martin, som de fleste nok først og fremmest forbinder med komediefilm. Han er samtidig en ganske seriøs banjospiller.

Her kan du se mere om Blue Ridge Music Center. Centret er sæsonåbent, så aktuelle åbningstider bør kontrolleres inden besøget.

Vejret skiftede på få minutter

Kort efter vi forlod Blue Ridge Music Center ændrede dagen karakter. Det var ikke som et almindeligt uvejr, man kunne se bevæge sig imod os i horisonten. Vi kørte nærmest rundt om et sving og direkte ind i det.

På ganske kort tid blev udsigten erstattet af tåge, temperaturen faldt og regnen begyndte. Det gjorde kørslen markant anderledes end bare få kilometer tidligere.

Tågen blev efterhånden så tæt, at udsigten var væk, og andre biler først blev synlige på ganske kort afstand. På en snoet bjergvej med overlooks og mange langsomme turister er det en god anledning til at få farten helt ned og holde god afstand.

Vejret lå nærmest i lommer over bjergene. Efter et stykke tid var vi pludselig ude af det værste igen, og kun mindre skyer og tågebanker hang tilbage mellem bjergene.

Omskifteligt bjergvejr på Blue Ridge Parkway

Den slags hurtige vejrskift er værd at være forberedt på langs Blue Ridge Parkway. Vejen følger bjergkammene gennem et langt område, og lokale forskelle i højde, vind, fugtighed og terræn kan give meget forskellige forhold over relativt korte afstande.

Det betyder også, at et dårligt view ét sted ikke nødvendigvis siger noget om forholdene længere fremme. På vores tur gik vi på kort tid fra blå bjergudsigter til tæt tåge og tilbage mod mere brugbart vejr.

Mabry Mill på Blue Ridge Parkway

Heldigvis klarede vejret op igen, netop som vi nåede Mabry Mill ved milepost 176,2. Den historiske vandmølle er et af de mest genkendelige motiver langs hele Blue Ridge Parkway.

Edwin Boston Mabry begyndte at bygge møllen omkring år 1905. Den fungerede blandt andet som gristmill og savværk og blev gennem årene udbygget med forskellige funktioner, som kunne udnytte vandkraften.

I dag er det især den lille mølle, dammen og vandhjulet, der gør Mabry Mill til et af Parkways klassiske fotostop. Den kan ses fra området ved vejen, men det er først på stien rundt om bygningerne, at man får de mest kendte vinkler.

Appalachian historie omkring Mabry Mill

Mabry Mill-området består af mere end selve møllen. Der findes blandt andet historiske bygninger, værksteder og udstillinger, der fortæller om livet og håndværket i Appalachians omkring begyndelsen af 1900-tallet.

En vigtig detalje er, at ikke alle bygninger på området oprindeligt stod præcis her. Selve møllen og smedjen er historiske for stedet, mens andre bygninger senere er blevet flyttet til området for at skabe et bredere billede af livet i regionen.

I sæsonen arrangerer National Park Service fortsat blandt andet demonstrationer, musik og guidede aktiviteter. Derfor kan oplevelsen være ganske forskellig afhængigt af, hvornår på året man kommer.

Mabry Mill Restaurant i 2013 og i dag

Da vi besøgte Mabry Mill i 2013, lå der også restaurant og souvenirbutik ved området. Jeg havde fået fortalt, at restauranten serverede en god frokost, men vi ankom først sidst på eftermiddagen og nåede kun et hurtigt kig i butikken og et meget praktisk besøg på toilettet inden lukketid.

Det gjorde ikke så meget. Vi skulle videre til Patrick County Fair, så der var ikke tid til et længere restaurantstop.

Forholdene har siden ændret sig. National Park Service valgte i 2026 en ny operatør til restaurant- og butiksfaciliteterne ved Mabry Mill, og området er under fornyelse. Selve Mabry Mill og de historiske aktiviteter kan fortsat opleves, men man bør kontrollere de aktuelle forhold, hvis mad eller butik er en vigtig del af besøget.

Her kan du se mere om Mabry Mill Restaurant.

Blue Ridge Parkway er mere end udsigten

Det er let at tænke på Blue Ridge Parkway som 755 kilometer med bjergudsigter, men dagens køretur viste meget godt, hvorfor ruten er mere interessant end det. På få timer fik vi både musiktraditioner, landskab, tåge, historiske bygninger og en mere konkret introduktion til livet i Appalachians.

Det kræver tid at køre Parkway på den måde. Hvis målet kun er at komme frem, findes der meget hurtigere veje. Men netop denne dag var det de langsomme kilometer og stoppene undervejs, der var hele pointen.