White Sands National Park

White Sands National Park byder bl.a. på slæde-ture, men ellers et utrolig hvidt landskab. Fik også en tilfældig motocross oplevelse denne dag.

12. april, 2014

Tidligt mod White Sands National Park

Jeg havde endnu en lang dag foran mig, men modsat min tur til New Mexico, så var der to planlagte oplevelser på denne – White Sands National Park og VLA (Very Large Array), som jeg dækker i næste indlæg.

Ud over en del kørsel, som gjorde dagen lidt lang, så tog spontane oplevelser også tid. Generelt tager ting bare længere tid end du regner med, på din roadtrip.

Jeg havde overnattet i Alamogordo i New Mexico, som er byen tættest på White Sands National Park.

Der var stadig lidt jetlag i kroppen, så kom tidligt op, og kørte mod White Sands så det passede med Visitor Center åbningstid.

White Sand National Park Visitor Center

Visitor centeret, eller besøgscenteret, er en god kilde til information og altid et godt stop inden du kører ind i en nationalpark eller monument.

Her vil være de seneste info om noget af parken er lukket etc., hvad der er must-see, specielt hvis du ikke har så lang tid, og andre nyttige oplysninger.

Det kan også være din sidste mulighed for et toilet med træk-og-slip i lang tid.

National Monument eller National Park?

White Sands National Park er et knap 600 km2 område med verdens største gips-klitter, deraf det hvide sand.
Ikke gips som du kender det i gipsplader og det fine pulver til gipsafstøbninger, men lidt grovere, som fint hvidt strandsand. Så du bliver ikke fedtet ind i pulver (og klistret til hvis det regner) når du roder rundt i klitterne.

White Sands var et National Monument i 2014 da jeg besøgte stedet. Det blev i flere omgange først forsøgt klassificeret som nationalpark, men forskellige interesser stak altid en kæp i hjulet for den proces.

Den korte forklaring på forskellen mellem nationalpark og monument: Nationalparker er primært for bevaringen af naturen og det idylliske (hindre ændringer i landskabet etc).
Monuments er primært til bevaring af noget historisk (gamle bygninger, monumenter etc.) eller videnskabeligt (i dette tilfælde verdens største gips-klitter).
Begge har undtagelser.

I 2019 blev White Sands National Monument endelig ændret til National Park.

Adgang til White Sands National Park

White Sands National Park er åbent året rundt. Det ligger dog klemt inde mellem en air force base og White Sands Missile Range. Det betyder der er aktivitet i luften over parken fra tid til anden, som betyder adgangen til parken kan være lukket i op til tre timer.

Disse lukninger er som oftest at finde på White Sands National Park hjemmeside.

Jeg var heldig denne morgen, at alt var åbent, men værd at have med i planlægningen, hvis du er på de kanter.

Slædetur i White Sands National Park

Butikken i besøgscenteret har en vigtig ting du kan købe, for at få lidt mere ud af stedet: En slæde.

Når du ved at du kan køre på slæde ned af de høje klitter, giver nogle af de t-shirts du ser i besøgscenteret lidt mere mening.

Jeg købte en slæde og smørelse og tog med mig ud i klitterne.

White Sands National Park er ikke kæmpe, og du kører en rundtur når du er inde i parken.

Der er masser af stop, og mulighed for at hike et godt stykke væk fra din bil – og måske endda fare lidt vildt i det hvide område.

Jeg nøjedes med at udforske nogle af de klitter der lå tæt ved parkeringspladserne.

Det var ikke en varm dag og det blæste en del. Ikke en god kombination med masser af fint sand, så det knasede lidt i tænderne.

Timelapse rundt i White Sands National Park

Her er en video fra min køretur rundt i White Sands National Monument:

Ved 18 sekunder kan du se mig klædt godt på med min slæde i hånden.

Vejret indbød ikke til længere hikes i området, men det er en af de store trækplastre ved stedet, for det er den bedste måde rigtig at opleve White Sands National Monument.

Det er også et populært udflugtmål for børnefamilier, netop pga. de høje klitter som du kan køre på slæde på, så ikke unormalt med større forsamlinger der spiser frokost eller sågar har bbq’s derude.

Dog er alkohol ikke tilladt inde i parken fra februar til maj. Det forbud kom i 1996, hvor Spring Break for områdets unge tog overhånd inde i parken.

Efter White Sands National Park gik turen først et godt stykke mod nord og siden vest på.
Lidt en omvej, men et kæmpe område, med White Sands som den sydlige del, er udlagt til White Sands Missile Range og militært område, så du kan ikke krydse det på den mest direkte rute.

Tilfældig motocross oplevelse

Et stykke nord for byen Tularosa så jeg et skilt til Tularosa Speedway og kunne se der var aktivitet derinde.

Der var et stort motocross stævne denne weekend, men jeg slap for at betale indgang, da jeg blot ville kigge på. Indgangen var for de der skulle camperer og køre i weekenden.

Min Ford F-150 pick-up passede perfekt ind og jeg parkerede den mens jeg gik rundt og fik en på opleveren.

Der var godt gang i den blandt de mange deltagere, som rodede med deres to- og firehjulede og gjorde dem klar til nogle runder på motocross banen.

Der var konstant larm fra banen og der var en dejlig atmosfære af rednecks, benzin og amerikansk gæstfrihed.

Jeg brugte noget tid på et se noget motocross og bade i stemningen inden jeg skulle videre i mit program.

Spontane stop

Et spontant stop som dette, er med til at krydre en roadtrip. Muligheden for at lave stop som disse er desværre noget mange går glip af fordi de har lagt et for stramt program for dagen. For mange kilometer der skal køres og for mange planlagte stop. Det er stop og pauser som altid tager længere tid end du regner med.

Jeg fortsatte fra Tularosa Speedway nord på og siden vest på mod VLA – Very Large Array.

Trinity Site – den første atombombe

I den nordlige del af Missile Test Range ligger Trinity Site. Det var her den første atombombe blev sprængt den 16. Juli, 1945.

Der er en Historic Site poster i vejkanten der fortæller lidt om det historiske ved stedet og hvor navnet måske kommer fra.
Det er dog ikke den helt rigtige placering. Trinity Site ligger et godt stykke inde på Missile Tast Range og du kan ikke selv køre derind.

Det er dog muligt at komme ind til stedet som civil. Det kan du den første lørdag i april og oktober.

Et besøg der nok bliver betydelig mere populært fra 2023, hvor filmen Oppenheimer har premiere.

Radioaktivitet på selve stedet (ikke ude ved vejen hvor jeg var) er stadig højere end normalt, men ikke farligere end den ekstra stråling du får, når du flyver til USA, så ikke noget at være bekymret for.

Efter Trinity Site gik turen stik vest mod VLA.

Åbne strækninger er der masser af på disse kanter og da det er ørken, så var der også de obligatoriske advarsler undervejs.

Annual Pass til nationalparker

Du kan spare penge på adgangen til nationalparkerne ved at købe et annual pass (årskort). Skal du besøge flere nationalparker på din roadtrip, kan udgiften til entre godt løbe op. Skal du rundt på den klassiske roadtrip på vestkysten, inkluderer den ofte 3-4 af de store nationalparker. Det løber op i mere end 100 dollars i entre. Et annual pass koster 80 US dollars (pris i 2024) og giver adgang til mere end nationalparkerne..

Andre roadtrip oplevelser:

Farvel til lækre Lajitas Resort

Det var et glædelig gensyn med Lajitas Reosrt nede ved den mexicanske grænse. Boede der også to dage denne gang og fik 100 dollar i lommepenge.

Grafitti på Cadillac Ranch

Cadillac Ranch er ikke en oprindelig Route 66 oplevelse, men er blevet et must-see stop. Tag spraymaling med og sæt dit personlige præg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada