Min sidste aften på roadtrippen blev brugt på nogle af de ting, Austin gør bedst: solnedgang ved vandet, pit BBQ til middag og live musik på 6th Street. Selv på en mandag i januar var byen ikke helt gået i seng.
2. januar 2017
Sidste aften i Austin
Efter nytår i Fort Worth, shopping og donuts i Round Rock og et stop ved Hamilton Pool nåede jeg Austin sidst på dagen.
Det var sidste overnatning på turen, og jeg behøvede ikke bruge meget tid på at finde ud af, hvad aftenen skulle gå med.
Jeg har været i Austin flere gange og har blandt andet også holdt nytårsaften i Austin.
Jeg er stadig vild med byen. Den har lidt af det hele uden helt at føles som de andre store Texas-byer.
Solnedgang ved Lady Bird Lake
Jeg begyndte aftenen ved vandet gennem downtown. Lady Bird Lake er teknisk set et reservoir på Colorado River, skabt af Longhorn Dam, men når man står midt i byen, føles det mere som en bred flod gennem Austin.
Området bliver brugt flittigt til kajak, paddleboard, både og løb langs stierne på begge sider.


Flagermusene under Congress Avenue Bridge
Congress Avenue Bridge gemmer på en af Austins mere specielle oplevelser i den varme del af året.
Om sommeren holder omkring 1,5 millioner Mexican free-tailed bats til under broen. Ved solnedgang forlader de kolonien i store bølger for at finde føde, og hundredvis af mennesker samles på broen og langs vandet for at se det.
Jeg har oplevet de mange flagermus i Austin flere gange, og det er stadig en af de mere usædvanlige storbyoplevelser i USA.
Der var ingen flagermus denne januaraften. Til gengæld leverede Austin en ganske fin solnedgang.

En downtown der stadig lever om aftenen
Austin er både delstatshovedstad, universitetsby og storby, og det kan mærkes downtown.
I mange amerikanske byer bliver centrum noget stille, når kontorerne lukker. Austin har til gengæld stadig restauranter, barer, musik og folk på gaden om aftenen.
Selv denne mandag i januar var der nok at tage sig til.
BBQ i Austin
BBQ og Texas hænger ret uløseligt sammen, og Austin er ikke nogen undtagelse. Syd for byen ligger Lockhart, som er et af de steder, man næsten ikke kan komme udenom, hvis man går op i Central Texas BBQ.
I Austin er Franklin Barbecue nok det mest kendte navn, men det var ikke nogen mulighed til aftensmad. Så valget faldt på Cooper’s Old Time Pit Bar-B-Que på Congress Avenue.

Cooper’s har rødder tilbage til 1960’erne i Llano og har siden åbnet flere steder i Texas. Austin-lokationen lå lidt mere poleret end nogle af de klassiske BBQ-joints ude på landet, men håndværket fejlede ikke noget.

Jeg satte mig i baren og fik både kød og lidt hjælp til ølvalget. Bartenderne kendte deres udvalg og kunne samtidig pege videre mod steder i byen, hvis aftenen skulle fortsætte.

Texas State Capitol efter mørkets frembrud
Efter BBQ var en gåtur tiltrængt, så jeg fortsatte gennem downtown på jagt efter nogle aftenmotiver.
Austin er hovedstad i Texas, og selvfølgelig betyder det en Capitol Building. Og fordi det er Texas, er den naturligvis ikke beskeden.

Texas State Capitol stod færdig i 1888 og ligger midt i downtown. Man kan komme indenfor og se bygningen både på egen hånd og på gratis guidede ture.
Jeg synes generelt, det er værd at kigge indenfor i en State Capitol, hvis man alligevel er i en delstatshovedstad. Der er næsten altid mere historie og arkitektur gemt derinde, end facaden antyder.
Live Music Capital of the World
Austin lever ikke kun af BBQ. Byen har i årtier brugt betegnelsen Live Music Capital of the World, og på 6th Street er det svært helt at undgå musikken.

6th Street er en af byens klassiske underholdningsgader, hvor barer og spillesteder ligger tæt.


Nogle steder tager cover charge, mens andre har gratis live musik. På en travl weekend kan der være masser af mennesker i gaden, men denne mandag i januar var universitetsstuderende stadig på juleferie, og tempoet var noget lavere.
Det meste var dog åbent.

En stille mandag på 6th Street
Priserne var heller ikke afskrækkende. På Cooper’s havde jeg betalt omkring 10 dollars for en fadøl og en Jack Daniel’s med cola, og rundt på 6th Street var flaskeøl til 3-4 dollars og drinks omkring 5-6 dollars ikke usædvanligt dengang.
Jeg endte på Blind Pig Pub, hvor et band spillede på tagterrassen.
18 grader en januaraften gjorde ikke ligefrem oplevelsen dårligere.


Food trucks i Austin
Austin er også en af de amerikanske byer, hvor food trucks for alvor er blevet en del af madscenen.
Nogle står samlet på små pladser, mens andre nærmest er bygget ind som en permanent del af restauranter og barer.

Et af de mere oplagte eksempler dengang var Gourdough’s Public House, hvor donutkonceptet var vokset fra food truck til restaurant.

Her kunne man blandt andet få en burger serveret med donuts i stedet for almindelige burgerboller. Hvis det lyder lidt voldsomt, er det fordi det er det.
Jeg havde tidligere prøvet konceptet i Nashville. Den slags behøver ikke blive en ugentlig vane for at være værd at prøve én gang.
Gourdough’s Public House er i dag lukket
Den konkrete restaurantoplevelse kan man ikke længere gentage. Gourdough’s Public House på South Lamar lukkede permanent i 2022.
Det er endnu et godt eksempel på, hvorfor gamle roadtripindlæg hurtigt bliver små tidslommer. Byen består, men restauranter, barer og food trucks skifter undervejs.
En god sidste aften på roadtrippen
Det blev ikke nogen vild mandag aften. Det var heller ikke nødvendigt.
Solnedgang ved Lady Bird Lake, BBQ, en tur forbi Capitol og lidt live musik på 6th Street var en ganske passende måde at slutte nytårsroadtrippen på.
Austin behøvede ikke gøre så meget mere for at bevare sin plads blandt mine favoritbyer i Texas.
Ofte stillede spørgsmål om Austin
Kort om flagermus, BBQ, Capitol og live musik.
Hvornår kan man se flagermus ved Congress Avenue Bridge?
Kolonien er størst i den varme del af året, typisk fra forår til efterår. På sommeraftener kan omkring 1,5 millioner Mexican free-tailed bats opholde sig under broen.
Findes Cooper’s BBQ stadig i Austin?
Ja. Cooper’s Old Time Pit Bar-B-Que ligger fortsat på Congress Avenue i downtown Austin.
Kan man besøge Texas State Capitol?
Ja. Capitol er åbent for både self-guided besøg og gratis guidede ture på de fleste dage.
Findes Gourdough’s Public House stadig?
Nej. Restauranten på South Lamar lukkede permanent i 2022.
Hjælp med at hjælpe andre
Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Overnatning:










