Great Sand Dunes National Park

Great Sand Dunes National Park blev afbrudt af regnvejr, men det gør på ingen måde sandklitterne mindre spektakulære.

16/17. august, 2018

De åbne vidder mod Great Sand Dunes

Turen videre ned til Great Sand Dunes tog os endnu længere væk fra alting og de lange, øde strækninger dukkede op.

For at komme fra Royal Gorge ned til Great Sand Dunes National Park gik turen først nord om Sangre de Cristo bjergkæden. Derefter sydpå ned til Great Sand Dunes National Park (se kort nederst i indlægget).

Det er åbne vidder og ikke megen bebyggelse og en masse lige ud ad landevejen.

Fra Royal Gorge var der 2,5 times kørsel ned til Great Sand Dunes, kun afbrudt af en tankning og en frokost pause.

Great Sand Dunes afbrudt af regnvejr

Definitionen af ‘ude midt i ingenting’ er hvor Great Sand Dunes ligger. Du kan se klitterne på lang afstand. Det kan virke som om de er tæt på, men størrelsen snyder. Når du nærmer dig går det op for dig hvor stort området er.

For enden af en lang vej, der kun fører derud og klemt ind i et sving i bjergkæden Sangre de Cristo Range, ligger et område på 75 km2 med sandklitter. Samme størrelse som øen Tåsinge ved Fyn. Der er ca. 230 meter til toppen af den højeste klit.

Besøgscenteret er et godt sted at starte. Der kører en 20 minutters film om stedets specielle geologi og økosystem. Fascinerende hvor meget vand der skal til for at holde liv i en ørken.

Du kan se de store klitter fra besøgscenteret og endda hike ud til dem derfra, men du kan også køre tættere på og spare på kræfterne.

Desværre begyndte det at regne kraftigt netop som filmen sluttede og vi skulle ud til klitterne.

Vi valgte at skyde oplevelsen til næste morgen, da vi kun boede en halv time væk i byen Alamosa.

Overnatning i Alamosa

I Alamosa ligger San Luis Valley Brewery, der udover et bredt udvalg i egne øl, også serverer et godt måltid mad.

Jeg lagde ud med en flight af forskellige øl, mens jeg ventede på en Bison Chili Burger.
På gåturen tilbage til hotellet nuppede vi en dessert to-go fra en nærliggende butik.

Morgen i Great Sand Dunes National Park

Fordi vores besøg dagen før regnede væk, tog vi tidligt derud den følgende morgen. Solen stod op på vej derud (før 7 om morgenen) og vi rendte ind i nogle morgenfriske hjorte i vejkanten.

Great Sand Dunes tager sig ekstra dramatiske ud i den opstående sol. Først henlagt i skygge pga af bjergene omkring.
Langsomt rammer solens stråler de høje klitter. Den lave vinkel gør lyset kaster skygger og for alvor optegner toppene på de individuelle klitter.

Vi kørte direkte ned til parkeringspladsen nær klitterne og begav os ud i området.
Det første flade stykke kan du opleve som en flod, afhængig af hvornår på året du kommer forbi. Så tænk på, du måske skal igennem vand for at komme ud til klitterne. På Nationalparkens hjemmeside kan du se billeder af den flod der kan være foran klitterne (se link nedenfor).

Vandet fra aftenen før var for længst sivet ned i sandet og der var ikke noget run off fra bjergene, så vi kunne tage turen tørskoet ud i Great Sand Dunes.

Men vandet havde efterladt en skorpe på de ellers knas tørre klitter. Det gjorde det nemmere at gå turen ud til hvor klitterne så småt begynder. Op og ned af klitterne betød det mindre og du bruger hurtigt nogle kræfter på at lege rundt i sand klitterne.

Afsætter du en time til din hike (halv time hver vej) kan du komme ud til de første lave klitter.
Vil du højere op skal du afsætte en del mere tid til dit besøg.

Vi brugte en times tid ved Great Sand Dunes National Park og med turen derud og tilbage, plus det løse var det 2.5 time af morgenen der gik.

Vi skulle bl.a videre mod Chimney Rock Natural Monument denne dag, så havde nogle timer på vejen foran os, så kunne ikke afsætte mere tid.

Besøg Great Sand Dunes national Park

Great Sand Dunes National Park er åbent året rundt. Det er kun besøgscenteret der har åbningstider.
Der kan være vejr eller ting i løbet af året, der kan have indflydelse på, hvornår og hvordan du kan komme ud til Great Sand Dunes National Park.
Her kan du finde flere informationer om priser og beskaffenhed.

Se ruten i beskrivelsen ovenfor

Her kan du se ruten jeg kørte i beskrivelsen ovenfor fra Royal Norge ned til Great Sand Dunes og ind til byen Alamosa.

Annual Pass til nationalparker

Du kan spare penge på adgangen til nationalparkerne ved at købe et annual pass (årskort). Skal du besøge flere nationalparker på din roadtrip, kan udgiften til entre godt løbe op. Skal du rundt på den klassiske roadtrip på vestkysten, inkluderer den ofte 3-4 af de store nationalparker. Det løber op i mere end 100 dollars i entre. Et annual pass koster 80 US dollars (pris i 2024) og giver adgang til mere end nationalparkerne..

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Johnston Canyon og byen Banff

Et idyllisk landskab blev kun bedre af et langt tog. En lang gåtur i Johnston Canyon behøvede ikke noget ekstra for at være super.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada