Red Canyon ved Flaming Gorge

Flaming Gorge er en storslået oplevelse i Utah. Flaming Gorge er et dramatisk stop med billedeskøn udsigt og skræmmende langt ned til bunden.

24 sep, 2019

Klassisk diner og morgenmad

Den sidste uge af denne roadtrip, var kun løst planlagt på forhånd. Efter Yellowstone havde planen hele tiden været at nå her til (se link til kort nederst i beskrivelsen), da jeg ville genbesøge området ved Flaming Gorge. Resten af turen faldt på plads, mens jeg nød en klassisk morgenmad på en diner.

Motellet jeg havde haft som stop for natten var ikke noget specielt, men det var morgenmaden. Lige ved motellet ligger en klassisk diner i det ikoniske design, med tilhørende krombeklædning. Indretningen var som taget ud af en film og gennemført i vinyl og klassiske tern. Maden var ok og serveringen blev håndteret effektivt og med et smil.

Jeg valgte en skillet med æg og pandekager – ca. dagens anbefalede kalorieindtag. Forude ventede 5.5 timers kørsel, hvor mit første planlagte stop var ved Flaming Gorge.

Skiftende landskab og farver i Utah

Køreturen ud af Green River i Wyoming og mod Flaming Gorge er ikke så sindsoprivende til at begynde med, men da jeg var forbi byen Manila og begyndte at køre op mod plateauet i Flaming Gorge National Recreation Area ændrede landskabet sig.

De røde farver, som Utah er kendt for, trådte for alvor frem og kontrasten med den blå farve i himmel og vandet i Green River indrammede mange must-stop og tage-billeder-pauser på turen op.

Den videre tur tog mig lidt væk fra den kløft (gorge) der trækker så mange til området, men ved Red Canyon Visitor Center kunne jeg komme helt ud til kanten.

Flaming Gorge

Flaming Gorge er et rekreativt område, så du må flere ting i området, som ikke er tilladt i de fleste nationalparker. Green River floden, der flyder gennem den store kløft, er en yndet destination. Du kan bl.a. søsætte din båd ved en marina ude ved Manila, hvor jeg startede turen ind i området. Fra toppen ved Red Canyon Visitor Center kan du dog ikke komme i nærheden af vandet. Kun se det.

Der er 1700 fod ned (518 meter) til floden, og det er næsten lodrette klippevægge. Der er derfor opsat hegn langs kanten og skilte anbefaler at man holder ekstra opsyn med børn når man besøger stedet.

Fra besøgscenteret (som desværre var lukket, da åbningstiden indskrænkes afhængig af sæson) er der flere gode views og du skal have en god zoom for at så dem der sejler forbi nede på floden.

Min første slange i USA

En anden årsag til at holde øje med børn i området, er dyrelivet. Der er både bjørne, bjergløver, klapperslanger og skorpioner. Jeg fik selv krydset noget dyreliv af, som jeg har ønsket at se i mine 15 år rundt om i USA. Jeg så en slange. Ikke en lille orm, men en rigtig slange på en meters penge.

Den lå i vejkanten og jeg registrerede den først som ”noget der lå på vejbanen”, men tænkte hurtigt: var det en slange? 30 meter længere fremme fik jeg stoppet bilen og gik forsigtigt tilbage med mit zoom kamera (18-270mm), da jeg ville sikre mig det ikke var en klapperslange. Der er immervæk to timer til et hospital herude. Det var ikke en klapperslange, så jeg bevægede mig tættere på (dog stadig uden at vide om den var giftig). Har sidenhen fundet frem til, at det er en Glossy Snake eller en i den familie – og den er ikke giftig.

Flaming Gorge Dam

Fra kanten af Flaming Gorge kørte jeg videre mod dagens andet stop: Flaming Gorge Dam & Visitor Center. Her ankom jeg kort før en tour gik i gang, så sprang straks på. Det var der to andre der også gjorde, hvilket jeg var glad for. Har været på en del ture hvor det kun har været mig og guiden, og det er nogle gange lidt akavet.

Turen er gratis og med en guide kommer du vidt omkring. Du starter med et sikkerhedstjek og du må kun have kamera og hvad du kan have i lommerne med. Ingen tasker eller rygsæk. Du får en historisk gennemgang af dæmningens historie (fra 1964) og info om dens dimensioner (153 meter høj og 392 meter bred). Efter noget tid oppe på dæmningen tager turen dig med elevator ned i bunden til det indvendige kraftværk, der laver strøm af det vand der løber gennem dæmningen. Til sidst kommer du ud i bunden og kan tage Flaming Gorge Dam i betragtning fra den vinkel.

Green River, Utah

Resten af dagen var kørsel og der var ikke rigtig noget at stoppe efter. Så snart jeg forlod Flaming Gorge Recreational Area, kørte jeg gennem et privat område, der bruges til minedrift. Det var en stor kontrast at køre i, hvor overfladen flere steder var skrællet og store lastbiler skrumlede rundt i landskabet. Det foregik i et område der var mange gange større end det jeg havde oplevet i kobberminebyen Butte, MT tidligere på denne roadtrip.

Byen Green River i Utah var valgt til overnatning fordi den lå i en fornuftig afstand fra den jeg havde overnattet i dagen før – og så hed byen det samme. Flere af byens moteller har brugt penge på, at holde liv i deres neon.

Se ruten i beskrivelsen ovenfor

Her kan du se ruten jeg kørte i beskrivelsen ovenfor fra min morgenmad på en diner i Green River, WY via Flaming Gorge og ned til byen Green River i Utah.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Denver til Steamboat Springs

Turen fra Denver til Steamboat Springs bød på hele paletten af oplevelser. Vejret var rigtig forår med sol, snestorm og sol igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada