North Cascades er en af tre nationalparker i staten Washington. Diablo Lake er det mest berømte stop i parken.
24 august, 2025
Nationalparker i Washington
Staten Washington i Pacific Northwest gemmer på tre nationalparker:
- North Cascades
- Olympic
- Mount Rainier
De ligger alle nær Seattle og kan fint opleves på dagsture med Seattle som base.
Jeg besøgte to af dem på denne roadtrip. North Cascades denne dag og Olympic på vej retur fra Canada på ruten tilbage til Seattle.
Mount Rainier besøgte jeg senest i 2023 og har været forbi tidligere i både 2016 og 2010.
Naturen i Washington
Efter et stop i western-byen Winthrop gik turen op gennem bjergene mod North Cascades National Park.


Det er en fin køretur, som viser noget af den natur som staten Washington også har at byde på.
Washington har desværre et ry for at være lidt kedelig og er af mange forbundet med regn, men det er slet ikke tilfældet.
Var jeg i stedet kørt øst på fra Winthrop, var jeg kommet ud i et landskab der kunne forveksles med Arizona. Det er også der du finder en dæmning større end Hoover Dam og kløfter og floder der kan konkurrere med det meste af USA.
Der er god variation i staten Washington og du kan nemt fylde en roadtrip op med forskellige oplevelser rundt i Pacific Northwest (Washington, Oregon, Idaho).
North Cascades National Park
North Cascades National Park er ikke særlig stor. Arealet af parken er, men den del du har nem adgang til på en roadtrip, er kun hovedvejen igennem parken. Skal du rigtig opleve parken, skal du af sætte flere dage til at tage på back country hikes og vandreture.
Parken har ca. 40.000 besøgende pr. år og den er gratis at besøge og koster ikke noget at køre igennem parken. Køreturen alene kan gøres på et par timer. Afsæt 3-4 timer til diverse stop og pauser. Kører du RV gennem parken, skal du dog betale for at campere.

Diablo Lake
Det mest kendte stop i North Cascades National Park, er Diablo Lake. Søens turkis farve kommer af smeltevand, som bringer mineraler fra bjergene ned til søen.

Nær udsigtspunktet går vejen ned til søen, hvor der er adgang til vandet. Der er en større campingplads dernede og en lille strand, som var godt fyldt denne dag. Derfra kan du også komme ud på vandet, og jeg kunne spotte flere padleboards ude på søen.
Gorge Overlook
Flere steder er der små hikes og muligt at spotte nogle vandfald eller komme tættere på de forskellige søer og floder.
Da jeg dels var udfordret motorisk på denne tur (https://www.renefrederiksen.dk/paa-skadestuen-i-usa-i-2025/) og jeg kun havde en enkelt dag til at køre turen gennem parken, valgte jeg kun et mindre vandfald tæt ved vejen. Jeg vidste dog der ventede mange større og imponerende vandfald på turen gennem Canada, så dette (og Snoqualmie Falls dagen før (https://www.renefrederiksen.dk/2025/10/05/snoqualmie-falls-og-turistbyer/) ) var fint som intro til denne roadtrip.


North Cascades National Park Visitor Center
Jeg anbefaler at holde ind ved nationalparkernes besøgscentre for at bedst klædt på til dit besøg. Der er som regel en form for udstilling der fortæller lidt om parken og ikke mindst hvad du kan opleve af dyreliv. Skal du på hikes, så er et besøg et krav. Specielt hvis der kræves tilladelser for at vandre. Det er også ved besøgscentrene du finder den mest opdaterede info i forhold til trafik eller vejrmæssige ændringer.

Har du tiden til det, så kan en Ranger Talk også være værd at stoppe efter. Har selv benyttet mig af disse flere steder. Giver et godt indblik i parken og giver mulighed for at få svar på alle dine spørgsmål.


Info om North Cascades National Park
North Cascades National Park har åbent året rundt og er gratis at køre igennem. Der kan dog være vejrmæssige udfordringer i området, specielt om vinteren, så altid en god idé at holde dig opdateret på nationalparkens hjemmeside.
Her kan du finde mere info om North Cascades National Park.
Oplevelser i nationalparker
Her kan du se mere fra mine besøg i andre nationalparker rundt om i USA og Canada.
Annual Pass til nationalparker
Du kan spare penge på adgangen til nationalparkerne ved at købe et annual pass (årskort). Skal du besøge flere nationalparker på din roadtrip, kan udgiften til entre godt løbe op. Skal du rundt på den klassiske roadtrip på vestkysten, inkluderer den ofte 3-4 af de store nationalparker. Det løber op i mere end 100 dollars i entre. Et annual pass koster 80 US dollars (pris i 2025) og giver adgang til mere end nationalparkerne..
Tidsreservation til nationalparker i 2025
I 2025 skal du reservere tid på forhånd for at komme ind i fem af de populære nationalparker i USA. Kravet svinger fra park til park. I nogle perioder er det kun i weekenderne, i andre gælder kravet alle dage. Det er nemt at bestille tid online og anbefales at gøre på forhånd. Udover reservation af adgang, så er der også nogle aktiviteter (primært hikes) der kræver reservation på forhånd.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com










