Big Bend National Park: Chisos Basin, solnedgang og stjernehimmel

Efter turen gennem West Texas nåede jeg endelig Big Bend National Park. Her ventede ørken, Chisos Mountains Lodge, solnedgang gennem The Window og en af de mørkeste stjernehimler, jeg har oplevet. Det blev også en noget koldere nat, end Texas-navnet måske lægger op til.

24. marts, 2013

Fra Marathon ind i Big Bend National Park

Fra Marathon fortsatte jeg sydpå ad Highway 385 mod Big Bend National Park.

Der er omkring 40 miles fra Marathon til Persimmon Gap, den nordlige indgang til parken, og der ligger ikke ligefrem en perlerække af byer på strækningen.

Undervejs passerede jeg endnu et Border Patrol-checkpoint. Det var placeret, så kontrollen foregik for nordgående trafik, så på vej sydpå kunne jeg bare fortsætte.

Efter nogle dage med stadig mere åbent og tørt landskab var jeg nu for alvor på vej ind i det område, der havde været et af turens hovedmål.

Ørkenen ændrer karakter i Big Bend

Så snart jeg passerede skiltet til Big Bend National Park, syntes jeg, landskabet ændrede karakter.

Det var stadig ørken, men på en eller anden måde mere dramatisk og mere idyllisk.

Ørkenlandskab ved indgangen til Big Bend National Park i Texas

Big Bend er dog lidt en acquired taste.

Hvis man bare ser “ørken”, kan meget af området hurtigt virke ensformigt. Det interessante ligger i detaljerne: klippernes skiftende farver, små grønne områder omkring vand, udtørrede flodlejer, forskellige typer kaktus og krat og bjergene, der hele tiden ændrer form, når man bevæger sig gennem landskabet.

Det er ikke en park, hvor alle seværdigheder står langs vejen med et stort skilt.

Old Ore Road og de primitive veje

Fra Persimmon Gap fortsatte jeg mod Panther Junction.

Den del af hovedvejen er efter min mening ikke den mest dramatiske strækning i Big Bend, men der findes masser af muligheder for at komme væk fra asfalten.

På min tur i 2010 havde jeg blandt andet kørt på Old Ore Road, en 26 miles lang gammel rute, der oprindeligt blev brugt til transport af malm fra mexicanske miner mod jernbanen i Marathon.

Se min tur gennem Big Bend fra 2010.

Det er værd at understrege, at Old Ore Road ikke bare er en almindelig grusvej. NPS kræver i dag rigtig firehjulstræk og høj frihøjde, og vejforholdene kan ændre sig markant efter regn og flash floods.

I september 2026 er Old Ore Road faktisk midlertidigt lukket efter oversvømmelser, så forholdene bør altid kontrolleres hos NPS, inden man bevæger sig ud på parkens primitive veje.

Panther Junction midt i parken

Panther Junction fungerer som parkens centrale knudepunkt med visitor center, vejkryds og tankstation.

Herfra kan man fortsætte østpå mod Rio Grande Village, Hot Springs og Boquillas-området eller vestpå mod blandt andet Chisos Basin, Ross Maxwell Scenic Drive og Santa Elena Canyon.

Jeg stoppede for at få et stempel i min National Park Passport-bog og fyldte også lidt benzin på Jeep’en.

Det var dyrere end uden for parken, men i Big Bend er afstandene store nok til, at jeg ikke ville begynde at spare på de forkerte dråber.

Tankstationen ved Panther Junction findes stadig, og pumperne kan i dag benyttes døgnet rundt med kreditkort.

En autocamper på steroider

På parkeringspladsen ved Panther Junction stod samtidig en af de mere ekstreme autocampere, jeg har set.

Stor ekspeditionsautocamper ved Panther Junction i Big Bend National Park

Tysk ekspeditionskøretøj parkeret i Big Bend National Park

Det lignede mere noget, der var bygget til en ekspedition gennem Sahara end til en amerikansk nationalpark.

Der var en tysk familie på tur i den. Om den var lejet, købt eller fragtet til USA fandt jeg aldrig ud af.

Der er næppe mange steder på de almindelige veje i Big Bend, hvor man ligefrem har brug for sådan et monster.

Men den så sej ud.

Ind i Chisos Basin

Mit mål for aftenen var Chisos Mountains Lodge inde i Chisos Basin.

Turen fra hovedvejen ind mod bassinet er stadig en af mine favoritstrækninger i hele parken. Vejen stiger ind mellem Chisos Mountains, hvorefter landskabet åbner sig igen inde i bassinet.

Sidste gang jeg var her, optog jeg køreturen:

Chisos Basin ligger omgivet af bjergtoppe på næsten alle sider. Den markante åbning mod vest kaldes The Window, og det er herfra vand kan løbe ud af bassinet efter regn. Det er samtidig et af parkens klassiske steder at se solnedgangen.

Jeg troede dengang, at bassinet var resterne af et gammelt vulkankrater. Det er en meget nærliggende tanke, når man står der.

Men geologien er mere kompliceret. Chisos Mountains er i høj grad formet af vulkansk aktivitet og magma for titusinder af årtusinder siden, men NPS vurderer, at der ikke lå en egentlig vulkan i selve Chisos Basin. Kombinationen af vulkanske bjergarter og millioner af års erosion har skabt det landskab, man ser i dag.

Overnatning på Chisos Mountains Lodge

Chisos Mountains Lodge var og er noget særligt, fordi det er den eneste almindelige hotelovernatning inde i Big Bend National Park.

Chisos Mountains Lodge inde i Chisos Basin i Big Bend National Park

Chisos Basin og bygninger ved Chisos Mountains Lodge

Der findes også camping i parken. Chisos Basin Campground er en almindelig udviklet campground med blandt andet drikkevand og toiletter, mens Big Bend også har en lang række primitive roadside campsites ude i backcountry.

De primitive pladser er noget helt andet. Her kan man få en flad plads og masser af fred, men typisk ingen skygge, toilet, vand eller strøm. Flere kræver desuden en high-clearance 4WD for overhovedet at komme frem.

Jeg fik det sidste værelse

Jeg havde faktisk ikke booket Chisos Mountains Lodge hjemmefra.

Planen havde været lidt åben, og jeg havde overvejet at overnatte i Marathon. Aftenen før ringede jeg alligevel til lodgen og var heldig at få det sidste ledige værelse.

Marts er en populær periode i Big Bend. Temperaturen er normalt langt mere behagelig end midt om sommeren, og det betyder også stor efterspørgsel på både hotelværelser og campingpladser.

Det er derfor stadig en destination, hvor jeg ville booke på forhånd. Big Bend er ikke et sted, hvor man bare kører fem minutter ned ad vejen til næste hotel, hvis alt er optaget.

Chisos Mountains Lodge fungerer fortsat i 2026 som parkens eneste hotelovernatning. Planerne om en omfattende ombygning og lukning af Chisos Basin blev ændret i 2026, og lodgen annoncerer igen værelser. Serviceudbuddet er dog ændret, og den gamle restaurant er aktuelt lukket.

Mit værelse lå godt gemt væk

Jeg fik et værelse i nogle mindre bygninger et stykke fra hovedbygningen.

Udsigten fra selve værelset var ikke noget særligt, men det generede mig ikke. Der var kun omkring ti minutters gang til trailheads, butik og hovedområdet, og til gengæld var der dejligt stille.

Værelse ved Chisos Mountains Lodge i Big Bend National Park

Små lodgebygninger i Chisos Basin Big Bend

Her kan du se, hvordan jeg boede sidste gang, jeg var i Big Bend. Værelset dukker op omkring 5:50 inde i videoen.

På plads til solnedgangen ved The Window

Da jeg havde fået installeret mig, tjekkede jeg tidspunktet for solnedgang og solopgang.

Der var ikke TV på værelset, mobildækningen var begrænset, og strømmen kunne være lidt mindre stabil end hjemme. Til gengæld var der wifi.

Det passede mig fint.

Temperaturen var allerede faldet, så jeg tog tre lag tøj på og fandt et sted med udsigt gennem The Window. Her satte jeg kameraet op til en timelapse af solnedgangen.

Solnedgang gennem The Window i Chisos Basin Big Bend

Aftenlys over Chisos Mountains i Big Bend National Park

Farver efter solnedgang over The Window i Big Bend

Flere andre havde fået samme idé, og mens kameraet arbejdede, faldt jeg i snak med en ældre herre fra Seattle.

Hans mål var at besøge alle USA’s nationalparker, og i løbet af samtalen viste det sig, at hans far kom fra en af øerne i det sydfynske øhav.

Ret langt hjemmefra at falde over den forbindelse.

Månen vandt over solnedgangen

Min timelapse blev ikke specielt god.

Til gengæld opdagede jeg alt for sent, at noget mere spektakulært var i gang bag mig.

Månen var på vej op over bjergene.

Månen står op over Chisos Mountains i Big Bend National Park

Stor måne over bjergene i Chisos Basin Texas

Måneskin over Big Bend National Park efter solnedgang

Jeg skulle måske have vendt kameraet 180 grader fra begyndelsen.

En af USA’s mørkeste stjernehimler

Når mørket falder på i Big Bend, kommer næste seværdighed helt af sig selv.

Der er meget langt til større byer og dermed næsten ingen lysforurening.

Big Bend fik allerede i 2012 status som International Dark Sky Park, og National Park Service beskriver området som et af de mørkeste steder i de sammenhængende 48 amerikanske stater.

Det kunne mærkes.

Stjernehimmel over Big Bend National Park fotograferet fra Chisos Basin

Mange stjerner på nattehimlen over Chisos Mountains Texas

Der var langt flere stjerner, end jeg normalt kunne se hjemmefra i Danmark, og jeg gjorde et forsøg på at fotografere dem.

Resultatet blev nogenlunde.

Det var også tydeligt, at der var lidt endnu, før jeg kunne kalde mig nattehimmelfotograf.

Varmen tilbage på lodgen

Efter fotograferingen gik jeg tilbage mod Chisos Mountains Lodge for at få varmen og kigge dagens billeder igennem.

I 2013 havde lodgen en stor restaurant og bar, så der satte jeg mig inden sengetid.

Restaurant og bar ved Chisos Mountains Lodge i 2013

Restauranten er i 2026 lukket. Der er i stedet blandt andet en food truck og butik i Chisos Basin, så den praktiske oplevelse er ikke helt den samme som på min tur.

En overraskende kold nat i Texas

Temperaturen fortsatte nedad efter mørkets frembrud og nærmede sig frysepunktet.

Det er værd at huske, at Chisos Basin ligger omkring 1.650 meter over havet. Selv når ørkenen længere nede er varm, kan aftener og nætter i bjergene blive ganske kolde.

Mit værelse var heller ikke ligefrem bygget til dansk vinterstandard.

Jeg måtte derfor lære varmeblæseren at kende inden sengetid.

Den gjorde sit arbejde, men skulle køre stort set hele natten. Og den var ikke stille.

Så efter en flot solnedgang, en endnu flottere måne og en imponerende stjernehimmel fik jeg ikke ligefrem turens bedste nattesøvn.

Men jeg var midt i Big Bend.

Det var svært at klage alt for meget.

Ofte stillede spørgsmål om Big Bend og Chisos Basin

Hvor ligger Persimmon Gap i Big Bend?

Persimmon Gap er den nordlige indgang til Big Bend National Park og ligger omkring 40 miles syd for Marathon på Highway 385.

Kan man køre Old Ore Road i en almindelig bil?

Nej. National Park Service kræver i dag en rigtig high-clearance 4WD til Old Ore Road. Vejforholdene kan desuden føre til midlertidige lukninger, så den aktuelle status bør kontrolleres inden turen.

Er Chisos Basin et gammelt vulkankrater?

Nej. Chisos Mountains har en omfattende vulkansk geologisk historie, men NPS vurderer, at der ikke lå en vulkan i selve Chisos Basin. Bassinet og bjergene er resultatet af blandt andet magma-intrusioner og langvarig erosion.

Kan man overnatte inde i Big Bend National Park?

Ja. Chisos Mountains Lodge er den eneste almindelige hotelovernatning inde i nationalparken. Derudover findes flere udviklede campgrounds og mange primitive backcountry-campsites.

Er Big Bend et godt sted at se stjerner?

Ja. Big Bend er International Dark Sky Park og har noget af den laveste lysforurening blandt nationalparkerne i de sammenhængende 48 amerikanske stater.

Er der benzin inde i Big Bend National Park?

Ja. Der findes blandt andet en tankstation ved Panther Junction, hvor benzin- og dieselpumper kan bruges døgnet rundt med kreditkort.

Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026

Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Gennem Texas til Alamogordo, NM

Lidt tarvelig morgenmad hos Taco Bell, olie i miles omkreds, en to-hovedet kalv og bjerge. Turen på tværs af Texas til New Mexico havde det hele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada