Min anden morgen i Big Bend begyndte igen i kulde med kameraet rettet mod Chisos Mountains. Senere mødte jeg fire andre danskere, monterede kameraet i Jeep’en og endte på en cirka seks kilometer lang vandretur gennem tørre flodlejer og klipper til Upper Burro Mesa Pour-off.
25. marts, 2013
Nyt forsøg med timelapse ved solopgang
Natten i Chisos Basin havde været kold, og der skulle gå nogle timer, før solen for alvor fik magt.
Jeg tog godt med tøj på og gik ned til samme sted, hvor jeg aftenen før havde forsøgt at fotografere solnedgangen gennem The Window.
Denne gang var målet solopgangen.
Med solen i ryggen havde jeg bedre lysforhold end aftenen før, men på denne tid af året stod solen stadig så lavt, at hele området ikke nåede at blive oplyst, mens jeg stod der.
Det var stadig koldt, men svært at klage over omgivelserne.
Fire danskere midt i Big Bend
Jeg er ret begejstret for Texas og især området omkring Big Bend, San Antonio og Austin.
Texas er nok ikke det oplagte førstevalg for alle danskere, der planlægger en roadtrip i USA. Det kræver lidt, at man holder af store afstande, ørken, små byer og landskaber, hvor oplevelserne ikke nødvendigvis står med neon omkring sig.
Men bliver man først bidt af Texas, er der meget at komme tilbage efter.
Derfor var Big Bend også et af de sidste steder, jeg havde forventet pludselig at høre dansk.
Alligevel mødte jeg fire danskere, to par. Det ene par havde en ranch ved Bandera, mens det andet var på besøg hos dem.
Det var sjovt at stå så langt ude i West Texas og møde andre danskere, der tilsyneladende var mindst lige så fascinerede af staten som mig.
De skulle senere samme vej ud af parken og videre mod Lajitas, hvor de skulle overnatte. Jeg havde selv været i Lajitas på tidligere ture i 2010 og 2011, så vores ruter krydsede hinanden flere gange denne dag.
Kan man have bagage med i en Corvette?
På parkeringspladsen stod også en Corvette, som var ved at blive pakket.
Jeg blev lidt overrasket over størrelsen på bagagerummet og spurgte ejeren, om jeg måtte tage et par billeder.
Det var en coupé, og under den store bagklap var der overraskende god plads til roadtrip-bagage.
Corvette har ikke bagsæder, men det betyder ikke nødvendigvis, at man skal rejse med tandbørsten i lommen. Coupé-versionerne har traditionelt haft væsentligt mere bagageplads end cabrioletudgaverne, hvor tagmekanismen tager en større del af pladsen.
Timelapse på vej ud af Chisos Mountains
Da jeg senere forlod Chisos Basin, forsøgte jeg mig med endnu et kamera-setup.
Jeep Wranglerens næsten lodrette forrude gjorde det muligt at montere spejlreflekskameraet på en sugekopholder. Jeg satte fjernbetjeningen til at tage et billede hvert tredje sekund og lod kameraet arbejde hele vejen ud af bjergene.
Resultatet kan ses her:
Jeg skulle nok have taget endnu flere billeder.
Så havde jeg i det mindste endnu en undskyldning for at komme tilbage.
En dag uden nogen rigtig plan
Jeg havde ikke et fast program denne dag.
Jeg skulle bare ud af nationalparken, forbi Far Flung Outdoor Center, hvor jeg skulle på tur på Rio Grande næste dag, og derefter videre til overnatningsstedet, inden det blev mørkt.
Det gav plads til at vælge en vandretur undervejs.
Upper Burro Mesa Pour-off Trail
Jeg havde allerede været gennem Big Bend på to tidligere ture, så jeg ledte efter en hike, jeg ikke havde prøvet før.
Valget faldt på Upper Burro Mesa Pour-off Trail langs Ross Maxwell Scenic Drive.
National Park Service opgiver i dag ruten til 3,8 miles tur-retur, cirka 6,1 kilometer, med omkring 150 meters samlet højdeforskel.
Den er klassificeret som moderat, men afstand alene fortæller ikke hele historien. Underlaget skifter mellem almindelig sti, løst sand, tørre washes, store sten og steder, hvor man må bruge hænderne.
Jeg brugte omkring et par timer på turen.
En nem start gennem ørkenen
Fra parkeringspladsen begynder turen ganske fredeligt på en grus- og jordsti gennem det åbne ørkenlandskab.
Det varer bare ikke ved.
Klipper og scrambling
Efter omkring ti minutter begyndte de første større klipper at dukke op.
Ruten følger efterhånden et naturligt dræn gennem landskabet, og flere steder skulle jeg ned ad stejle klippepartier.
Det var ikke teknisk klatring, men flere steder krævede det, at jeg brugte både hænder og fødder og samtidig huskede, hvilken vej der virkede bedst til turen op igen.
Derefter vekslede ruten mellem stenede passager og flade, udtørrede flodlejer.
Gennem åbningen i klipperne
Længere inde snævrer landskabet ind, og ruten går gennem en markant åbning i klipperne.
Herfra havde jeg omkring 10-15 minutters vandring tilbage, inklusive yderligere nogle stejle passager.
Jeg prøvede hele tiden at lægge mærke til, hvordan jeg kom ned. Det gør returrejsen noget lettere, når man senere står nedenfor og skal finde den bedste vej op.
Den stejle passage før målet
Den sidste del bød på en stejl klippepassage på nogle meter.
Stenen var flere steder glat, men jeg kunne finde revner og naturlige greb til hænder og fødder.
Det er netop sådan nogle steder, hvor en relativt kort hike på kortet kan tage betydeligt længere tid end en almindelig gåtur på seks kilometer.
Upper Burro Mesa Pour-off
Til sidst kom jeg ind i et næsten kuppelformet klipperum.
Her ender drænet brat ved toppen af Upper Burro Mesa Pour-off.
National Park Service angiver faldet til omkring 100 feet, cirka 30 meter.
I tørt vejr står man ved kanten af et udtørret vandfald. Når kraftig regn rammer oplandet, kan vand derimod blive samlet i de samme washes, jeg netop havde fulgt, og styrte gennem canyonen.
Det er derfor ikke en rute, man skal begive sig ud på ved truende vejr. NPS advarer specifikt mod flash floods her, fordi canyonens stejle vægge flere steder gør det umuligt at komme hurtigt op i sikkerhed.
Alene på vandreturen
Jeg gik det meste af turen alene.
Da jeg begyndte, holdt der én anden bil ved trailhead. Omkring 15 minutter inde mødte jeg tre personer på vej tilbage.
Derefter så jeg ikke andre på resten af turen ud til pour-off’et eller på store dele af vejen tilbage.
Det er en fed oplevelse at gå alene gennem sådan et landskab, men det betyder også, at man bør være mere konservativ i sine valg. Hvis man falder eller kommer til skade, er det langt fra sikkert, at næste vandrer dukker op fem minutter senere.
NPS anbefaler i dag blandt andet, at man fortæller andre, hvor man går hen og hvornår man forventer at være tilbage, medbringer kort, vand, lys og førstehjælpsudstyr og ikke baserer sikkerheden på, at der er mobildækning.
Cairns hjælper med at vise ruten
På dele af turen var der ingen traditionel anlagt sti.
I stedet kunne små cairns, altså stablede sten, hjælpe med at vise den tilsigtede rute gennem klipper og washes.
Det betyder dog ikke, at man bare kan slå navigationen fra. NPS gør opmærksom på, at tilfældige stenstabler kan føre vandrere væk fra den rigtige rute og beder besøgende om ikke selv at bygge nye cairns.
På returen er det især vigtigt at holde øje med, at man følger de samme dræn tilbage.
Sand er hårdere at gå i, end det ser ud
En stor del af turen gik gennem tørre flodlejer med løst sand.
Det ser umiddelbart nemt ud, men blødt sand kan hurtigt trække energi ud af benene.
Når det var muligt uden at forlade den naturlige rute eller trampe vegetation ned, fandt jeg mere fast underlag med grus og sten i stedet for det blødeste sand.
Det gjorde en mærkbar forskel.
Big Bend bliver bedre, når man forlader bilen
Upper Burro Mesa Pour-off bekræftede igen noget af det, jeg godt kan lide ved Big Bend.
Man kan opleve meget fra bilen. Ross Maxwell Scenic Drive, Chisos Basin og udsigterne langs hovedvejene er en stor del af parken.
Men Big Bend bliver for mig først rigtig interessant, når jeg parkerer bilen og bevæger mig et stykke væk fra vejen.
Der er mere end 150 miles vandrestier i parken, og nogle af de mindre besøgte ørkenruter giver netop den fornemmelse af plads og isolation, som er svær at finde mange andre steder.
Upper Burro Mesa Pour-off var ikke dagens plan, da jeg stod op.
Det endte med at blive dagens højdepunkt.
Ofte stillede spørgsmål om Upper Burro Mesa Pour-off
Hvor lang er Upper Burro Mesa Pour-off Trail?
National Park Service opgiver ruten til 3,8 miles tur-retur, cirka 6,1 kilometer, med omtrent 150 meters samlet højdeforskel.
Hvor svær er Upper Burro Mesa Trail?
NPS klassificerer den som moderat. Ruten går gennem sandede washes og over klipper og kræver flere steder scrambling, hvor hænderne må bruges.
Hvor højt er Upper Burro Mesa Pour-off?
Pour-off’et er omkring 100 feet højt, svarende til cirka 30 meter.
Er Upper Burro Mesa Trail farlig i regnvejr?
Ja. Man bør ikke gå ruten ved stormvejr eller risiko for kraftig regn. Flash floods kan løbe gennem canyonen, og de stejle vægge gør det svært eller umuligt at komme hurtigt i sikkerhed.
Er Upper Burro Mesa Trail let at finde rundt på?
Dele af ruten følger et naturligt dræn og kan være mindre tydelige end en almindelig anlagt sti. Cairns kan markere ruten, men NPS anbefaler kort og opmærksom navigation og advarer mod tilfældige stenstabler.
Hvor meget vand skal man have med på hike i Big Bend?
På Upper Burro Mesa anbefaler NPS cirka én liter vand pr. person for hver planlagt times vandring. På længere ture i Big Bend bør man generelt medbringe rigeligt ekstra vand og aldrig regne med naturlige vandkilder.
Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026
Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.
Hjælp med at hjælpe andre
Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Overnatning:
