Fra København til Houston og roadtrip i Ford Mustang Cabriolet

Det tog sin tid at komme fra København til Houston via Paris. Først var der forsinkelser i lufthavnene, så fulgte ti timer med Air France og til sidst en lang ventetid ved immigration i USA. Men det hele var hurtigt glemt, da jeg endelig stod i Houston i mere end 25 graders varme og fik udleveret nøglerne til en Ford Mustang cabriolet. Nu kunne min påske-roadtrip for alvor begynde.

14. april 2011

Tidlig afgang fra København mod Paris

Det blev en tidlig start på årets påske-roadtrip. Mit fly fra København til Paris skulle afgå allerede klokken 06.55, så jeg havde bestilt en taxa til klokken 05.20 for at være i god tid.

På min seneste tur til USA, hvor jeg havde fejret nytårsaften i Austin, havde der været en del ventetid ved bagageindleveringen. Denne morgen gik det til gengæld rigtig hurtigt. Også sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn fungerede upåklageligt.

Så langt, så godt.

Glæden blev dog kortvarig. Selv om alle passagerer var ombord og klar til afgang til tiden, trak arbejdet på jorden ud. Vi missede vores tildelte afgangstid og måtte vente på en ny.

Først sad vi og ventede ved gaten. Derefter taxiede flyet ud til en afsides del af lufthavnen, hvor vi kunne fortsætte med at vente.

Jeg havde oprindeligt en time og 40 minutter mellem flyene i Paris, så i første omgang tog jeg det ganske roligt. Det ændrede sig dog, da jeg fandt ud af, hvor langt jeg skulle bevæge mig i Charles de Gaulle-lufthavnen.

Flyskifte i Paris med Air France

Det viste sig, at jeg skulle gå et godt stykke fra ankomstterminalen, ud i ankomsthallen og derefter igennem sikkerhedskontrollen igen for at komme videre til mit fly mod Houston.

Det var ikke ligefrem nogen smidig oplevelse. Der var mange mennesker, køer og ikke den store hjælp at hente undervejs.

Heldigvis lykkedes det mig at nå frem til gaten og komme med flyet. Vi blev ganske vist endnu en smule forsinkede, men det vigtigste var trods alt, at jeg kom afsted mod USA.

Ti timer med Air France på vej til Houston

Jeg havde hverken kunnet tjekke ind hjemmefra eller benytte automaten i lufthavnen. Derfor havde jeg fået tildelt et tilfældigt sæde på den lange flyvning: 26A, en vinduesplads i en kabine med 3-4-3 sædekonfiguration.

Ti timer på et fly er efter min mening lige på grænsen af, hvad der er til at holde ud, når benpladsen er begrænset.

Desværre var det ikke kun pladsen, der trak ned på denne flyvning. Servicen hos Air France var heller ikke noget at skrive hjem om.

Vi fik ganske vist mad og drikke kort efter afgang, men derefter var det meget begrænset, hvor meget vi så til kabinepersonalet.

Hvis man ville have et glas vand, måtte man selv rejse sig og gå ned for at hente det. Det er ikke noget stort problem, hvis man sidder ved midtergangen. Men fra en vinduesplads skal man først forbi sine medpassagerer, og det bliver hurtigt besværligt, hvis de sidder og sover.

På andre langdistanceflyvninger havde jeg oplevet, at personalet med jævne mellemrum gik gennem kabinen med vand og juice. Det havde været en rar service på denne tur.

Men efter omkring ti timer i luften nærmede vi os endelig Houston.

Lang ventetid ved immigration i Houston

Jeg har været i USA mange gange, men denne gang skulle vise sig at blive en af de mere tidskrævende oplevelser ved immigration.

Jeg havde tidligere prøvet at blive taget til side til en ekstra grundig kontrol i 2007. Denne gang var problemet først og fremmest, at køen bevægede sig utrolig langsomt.

Der var faktisk ikke særlig mange mennesker foran mig, da jeg ankom. Alligevel tog det en evighed at komme frem til skranken.

På et tidspunkt stod min kø helt stille i mere end 20 minutter, mens en familie blev udspurgt. Den næste rejsende så ud til at være en udvekslingsstudent med en større samling dokumenter, hvor der tilsyneladende manglede nogle oplysninger.

Derefter var der endnu en passager, som måtte forlade køen for at udfylde de nødvendige papirer.

Jeg begyndte efterhånden at glæde mig ganske meget til, at det blev min tur.

Ekstra mange spørgsmål ved indrejse til USA

Da jeg endelig nåede frem til skranken, viste det sig, at jeg heller ikke skulle slippe helt så let.

Immigrationsmedarbejderen havde en del spørgsmål om mine tidligere rejser til USA. Jeg fik indtryk af, at han syntes, det var lidt usædvanligt, at jeg havde besøgt landet så mange gange.

Han ville blandt andet vide, hvad jeg arbejdede med, og hvordan jeg kunne have et almindeligt arbejde og samtidig holde ferie i USA så ofte.

Jeg forsøgte at forklare, hvordan danske ferieforhold fungerer, og at seks ugers ferie kombineret med helligdagene omkring påske faktisk giver ganske gode muligheder for at rejse.

Det virkede ikke, som om forklaringen gjorde det store indtryk.

Han var også meget interesseret i, hvorfor jeg rejste alene, og spurgte to gange, om jeg kendte nogen i USA.

Jeg kendte ganske vist mennesker andre steder i landet, men ikke nogen i denne del af USA. Det var også det, jeg forklarede ham.

Efter en længere samtale var han tilsyneladende tilfreds med svarene, og jeg fik endelig lov til at fortsætte.

Nu manglede jeg bare at hente min bagage og finde frem til udlejningsbilen.

Hente lejebil i Houston: En Ford Mustang cabriolet

Det var tredje gang, jeg skulle hente en lejebil i Houston, så her kendte jeg heldigvis både vejen og proceduren.

Efter en kort tur på omkring fem minutter med shuttlebussen ankom jeg til biludlejningen. Fra jeg stillede mig ved skranken, til jeg havde fået udleveret bilen, gik der under ti minutter.

Det var noget af en kontrast til den lange ventetid ved immigration.

Da jeg kom frem, holdt der kun én Ford Mustang klar. Der lå ganske vist en seddel med en anden persons navn i forruden, men jeg overhørte medarbejderne tale om, at de skulle bestille endnu en Mustang frem.

Så jeg vidste allerede, inden papirarbejdet var afsluttet, at jeg nok skulle få den bilmodel, jeg havde set frem til.

Den ene medarbejder traf dog en hurtig beslutning og gav mig den Mustang, der allerede holdt der.

Så vidt jeg kunne forstå, havde bilen oprindeligt været reserveret til et Executive-medlem, som var forsinket.

Det betød også, at jeg fik den gratis flaske vand, der stod klar i forruden. Det var da en ganske fin lille bonus.

Endelig på landevejen i Texas

Jeg gik en hurtig runde om bilen for at kontrollere, at der ikke var ridser eller buler, som skulle registreres, inden jeg kørte afsted.

Og så var det ellers bare om at komme ud på vejen.

Efter den lange flyvetur, forsinkelserne i Paris og ventetiden ved immigration var det fantastisk endelig at sidde bag rattet i en Ford Mustang cabriolet.

Vejret var også helt perfekt. Der var mere end 25 grader i Houston, så jeg havde bestemt ikke noget imod at have fået en bil uden tag.

Omkring ti minutter senere var jeg på vej nordpå mod Huntsville i Texas. Radioen spillede, og undervejs fik jeg justeret sæde og spejle og lært bilens forskellige funktioner lidt bedre at kende.

Jeg skulle blandt andet lige finde ud af, hvordan radioen og fartpiloten blev betjent fra rattet.

Det havde været en lang rejsedag, men nu var ventetiden endelig forbi.

Min påske-roadtrip i USA var for alvor i gang.