I 1980 eksploderede Mount St. Helens i et af de mest berømte vulkanudbrud i USA’s historie. 57 mennesker omkom, enorme skovområder blev ødelagt, og landskabet omkring vulkanen blev forandret på få minutter. 30 år senere kørte vi ad den lange bjergvej ind mod vulkanen. Desværre havde vejret andre planer.
For 30 år siden eksploderede vulkanen Mount St. Helens.
Det skete om morgenen den 18. maj 1980 og blev et af de mest ødelæggende vulkanudbrud i moderne amerikansk historie.
57 mennesker omkom, og landskabet nord for vulkanen blev forandret på ganske få minutter.
Udbruddet på Mount St. Helens i 1980
Udbruddet begyndte for alvor klokken 8.32 om morgenen, da et jordskælv med en styrke på 5,1 fik vulkanens ustabile nordside til at kollapse.
Det udløste det største jordskred, der er registreret i moderne historie.
Da bjergsiden forsvandt, blev trykket i vulkanen pludselig frigivet. Resultatet blev en voldsom eksplosion ud gennem siden af bjerget.
Den glohede blanding af gas, aske og klippemateriale bevægede sig med mindst 480 km/t gennem området.
Eksplosionen ramte et område på omkring 600 km² og nåede op til cirka 27 km fra krateret.
I de inderste områder stod stort set ingen træer tilbage. Længere væk blev hele skove lagt ned, mens træerne yderst i eksplosionszonen blev svedet af varmen.
Toppen af Mount St. Helens blev samtidig omkring 400 meter lavere.
Når man kender historien, virker det måske en smule tosset frivilligt at køre langt ind i bjergene mod en stadig aktiv vulkan.
Men det gjorde vi.
Den lange vej ind mod Mount St. Helens
Vi valgte at “tage chancen” og begav os ind mod Mount St. Helens.
Turen gik ad en lang og snoet bjergvej gennem et landskab, der gradvist ændrede karakter, jo tættere vi kom på vulkanen.
Der var bare ét problem.
Tåge.
Og ikke bare lidt tåge.
Vi kørte gennem noget af den tykkeste tåge, vi havde oplevet på hele turen.
Indimellem kom der huller i skyerne, og vi kunne se bjergene og landskabet omkring os. Det gav os lidt håb om, at vejret måske ville klare op, inden vi nåede helt ind.
Det gjorde det ikke.
Johnston Ridge Observatory tæt på vulkanen
På vores besøg i 2010 kunne man køre helt frem til Johnston Ridge Observatory, som lå kun omkring otte kilometer fra Mount St. Helens.
Observatoriet var opkaldt efter vulkanologen David A. Johnston, som overvågede Mount St. Helens, da vulkanen eksploderede den 18. maj 1980.
Han befandt sig på en observationspost omkring otte kilometer fra vulkanen og blev dræbt under udbruddet.
Placeringen ved Johnston Ridge gav normalt en fantastisk udsigt direkte mod vulkanens enorme krater.
Normalt.
Da vi kom frem, kunne vi ikke se en pind.
Mount St. Helens befandt sig lige foran os, men kunne lige så godt have ligget 100 kilometer væk.
Alt var hvidt.
Et panoramavindue med udsigt til tåge
Inde i besøgscenteret kunne man se en film om området og det voldsomme udbrud i 1980.
Selve præsentationen var ret smart lavet.
Efter filmen blev der åbnet op for et stort panoramakig mod Mount St. Helens.
Ideen var selvfølgelig, at man efter at have set billederne af vulkanens ødelæggende kræfter pludselig skulle sidde med den rigtige vulkan foran sig.
Det må være ret spektakulært på en klar dag.
Hos os var den store finale et panoramakig til en massiv hvid tågevæg.
Folk i salen kunne ikke lade være med at smile og grine lidt af situationen.
Det var svært andet.
Vi havde kørt hele vejen ind gennem bjergene for at komme så tæt som muligt på Mount St. Helens, og nu sad vi otte kilometer fra vulkanen uden at kunne se den.
Landskabet efter udbruddet
Selvom tågen ødelagde udsigten til selve Mount St. Helens, var turen ikke spildt.
Området omkring vulkanen fortæller nemlig mindst lige så meget om udbruddet som selve krateret.
På vej væk stoppede vi ved en af søerne i området.
Udbruddet i 1980 ændrede hele områdets afvanding. Det enorme jordskred blokerede blandt andet Coldwater Creek og skabte Coldwater Lake.
Andre eksisterende søer blev også voldsomt påvirket. Spirit Lake blev eksempelvis ramt af jordskredet, og vandstanden steg markant.
Det er svært at forestille sig omfanget af katastrofen, når man i dag står i et grønt landskab med søer og voksende skov.
Naturen vender tilbage ved Mount St. Helens
Noget af det mest interessante ved besøget var at se, hvordan naturen havde reageret i de 30 år siden udbruddet.
I 1980 blev enorme skovområder lagt ned på få minutter.
Da vi besøgte området i 2010, var vegetationen for længst begyndt at vende tilbage mange steder.
Nye træer voksede mellem resterne af de gamle, og områder, der efter udbruddet havde været dækket af aske og vulkansk materiale, var langsomt blevet grønne igen.
Men sporene var stadig tydelige.
Det er netop kombinationen af ødelæggelse og genopbygning, der gør området så interessant.
Mount St. Helens er ikke bare et sted, hvor der engang skete en naturkatastrofe. Det er også et stort naturligt laboratorium, hvor man kan følge, hvordan et økosystem udvikler sig efter en voldsom forstyrrelse.
Mount St. Helens er stadig en aktiv vulkan
Udbruddet den 18. maj 1980 var ikke afslutningen på den vulkanske aktivitet.
Mount St. Helens er stadig en aktiv vulkan og har haft flere perioder med vulkansk aktivitet siden katastrofen.
Efter det store udbrud fortsatte mindre udbrud og dannelsen af lavakupler gennem 1980’erne.
En ny længere udbrudsperiode begyndte i 2004 og fortsatte frem til 2008, hvor lava langsomt byggede nye formationer inde i krateret.
Så når man står og kigger mod Mount St. Helens, ser man ikke bare resterne af en vulkan, der hører fortiden til.
Den er stadig levende.
Besøget værd trods tågen
Vi fik ikke det klassiske billede af Mount St. Helens.
Vi fik faktisk næsten ikke set selve vulkanen.
Alligevel var besøget turen værd.
At køre gennem området, se landskabet og lære mere om, hvad der skete den 18. maj 1980, giver et helt andet indtryk af naturens kræfter end at læse om udbruddet hjemmefra.
Og måske gjorde tågen bare oplevelsen lidt mere mindeværdig.
Det kræver trods alt en vis timing at køre hele vejen til en af USA’s mest berømte vulkaner og ende med at sidde otte kilometer fra den uden at kunne se en pind.
Videre fra Mount St. Helens til Portland
Efter besøget ved Mount St. Helens fortsatte vores roadtrip sydpå.
Næste stop var Portland i Oregon, hvor vi skulle bo et par dage.
Vi forlod derfor vulkanen og tågen og satte kursen mod endnu en ny stat på turen.
