Washington Dulles Airport: Immigration og lejebil i USA

En direkte flyvning med SAS fra København til Washington Dulles Airport blev begyndelsen på vores to ugers roadtrip gennem det østlige USA i august og september 2015. Immigration gik usædvanligt hurtigt, men problemer med bagagen og en lang kø i tolden forsinkede os alligevel. Heldigvis gik afhentningen af lejebilen hos Alamo nemt, og efter en køretur til Alexandria kunne vi slutte dagen med en burger fra Roy Rogers, inden de historiske oplevelser begyndte næste morgen.

29. august 2015

Flybilletter fra København til Washington D.C.

Vores roadtrip gennem det østlige USA begyndte i Københavns Lufthavn, hvor vi skulle med SAS direkte til Washington Dulles International Airport. Vi havde planlagt en tur på omkring to uger med oplevelser i blandt andet Washington D.C., New York, New Jersey og Maryland, og selvom Washington hele tiden havde været en del af rejseplanen, var det faktisk ikke meningen, at turen skulle begynde og slutte her.

Vi havde oprindeligt kigget på New York som udgangspunkt, blandt andet fordi flybilletterne dertil var de billigste, da jeg begyndte at undersøge mulighederne. Men når man planlægger en roadtrip, er flybilletten jo kun en del af den samlede pris, og det kan godt betale sig at undersøge både fly, billeje og overnatninger, inden man beslutter, hvilken lufthavn man vil benytte.

I dette tilfælde viste det sig, at flybilletterne til New York var omkring 500 kroner billigere, mens billejen fra Washington Dulles var hele 3.000 kroner billigere for den samme periode. Det var derfor ikke nogen svær beslutning at vælge Washington som start- og slutpunkt, når den samlede besparelse var så stor.

Det er en af de ting, jeg altid vil anbefale at undersøge, hvis du planlægger en roadtrip, der kommer gennem flere større byer. Der kan nemlig være ganske stor forskel på prisen for at leje bil i forskellige lufthavne, og nogle gange kan det sagtens betale sig at vælge en lidt dyrere flybillet, hvis du til gengæld kan spare væsentligt mere på billejen.

Vi havde desuden planer om at besøge flere storbyer på denne tur, hvor bilen ville komme til at holde parkeret en del af tiden, så der var ikke behov for at vælge en særlig stor eller dyr bilklasse.

Direkte fly med SAS til Washington Dulles

Flyveturen fra København til Washington gik planmæssigt, og efter omkring ni timer i luften landede vi i Dulles Airport, som ligger vest for Washington D.C. i den nordlige del af Virginia.

En direkte flyvning over Atlanten er efter min mening en ganske behagelig måde at begynde en roadtrip på, især når man skal hente en lejebil efter ankomsten og derfor gerne vil undgå at være alt for træt efter en lang rejse med flere mellemlandinger.

De ni timer blev brugt på de sædvanlige måltider, som dukker op i løbet af flyvningen, og ellers på lidt underholdning på min medbragte iPad.

Underholdningssystemerne på langdistancefly er generelt blevet ganske gode, men jeg har efterhånden fået en vane med at medbringe mine egne film og tv-serier på en tablet, så jeg har noget at se, både når jeg sidder i lufthavnen og undervejs på flyveturen.

Det er ikke fordi flyselskabernes udvalg nødvendigvis er dårligt, men jeg synes, det er rart selv at kunne vælge, hvad jeg gerne vil se, frem for at skulle finde noget interessant blandt de film og serier, som tilfældigvis er tilgængelige på den pågældende flyvning.

Og så er ni timer trods alt en del tid, der skal bruges på et eller andet, inden man er fremme.

De specielle busser i Washington Dulles Airport

Når man lander i Washington Dulles International Airport, er der en detalje ved lufthavnen, som adskiller sig fra mange andre amerikanske lufthavne.

Afhængigt af hvilken gate man ankommer til, kan man nemlig blive transporteret videre i nogle ganske specielle busser, som nærmest ligner en blanding mellem en almindelig bus og en stor mobil ventesal.

Det er de såkaldte mobile lounges, som har været en del af Dulles siden lufthavnens åbning i 1962, og de blev oprindeligt udviklet som en måde at transportere passagererne mellem terminalen og flyene på.

De ser noget anderledes ud end de busser, man normalt møder i en lufthavn, blandt andet fordi de er meget høje og har en karakteristisk konstruktion, som får dem til at ligne et køretøj, man ikke rigtig forventer at se køre rundt mellem flyene.

Da vi ankom i 2015, oplevede jeg, at passagererne blev fordelt mellem forskellige busser, hvor der tilsyneladende blev skelnet mellem dem, som skulle videre med et andet fly, og dem, som havde Washington som deres endelige destination.

Jeg ved ikke, om det var den normale procedure for alle flyvninger på daværende tidspunkt, men det fungerede ganske fint, og efter den lidt usædvanlige transport kunne vi fortsætte mod immigration.

Dulles benytter fortsat nogle af disse mobile lounges, men lufthavnen er under løbende modernisering, og planen er på længere sigt at erstatte en stor del af systemet med mere direkte forbindelser mellem terminaler og gates.

Kun 20 minutter gennem immigration i Dulles

Immigration kan være en af de mere tidskrævende dele af en rejse til USA, og gennem årene har jeg prøvet både meget hurtige og ganske langsommelige ankomster til forskellige amerikanske lufthavne.

Derfor var det en positiv overraskelse, at det denne gang kun tog omkring 20 minutter fra det tidspunkt, hvor jeg stillede mig i kø til immigration, til vi var kommet igennem.

Det var ikke fordi, der var specielt få mennesker, for der var faktisk en del passagerer, som skulle gennem kontrollen, men den delvist automatiserede proces fungerede ganske effektivt.

I 2015 var der selvbetjeningskiosker, hvor man blandt andet skulle indtaste forskellige oplysninger, få taget billede og registrere fingeraftryk, inden man fortsatte til den egentlige paskontrol.

Det var en af de hurtigste oplevelser med immigration, jeg havde haft i USA på det tidspunkt, og det var naturligvis en ganske god begyndelse på rejsen.

Hvis du vil læse mere om mine erfaringer fra forskellige lufthavne, har jeg samlet en række beskrivelser af afrejse, mellemlandinger og immigration i USA, hvor jeg gennemgår nogle af de praktiske forhold ved at ankomme til USA.

Procedurerne i de amerikanske lufthavne har dog ændret sig flere gange siden 2015, så man skal ikke regne med at møde præcis de samme selvbetjeningskiosker og den samme fremgangsmåde i dag.

Bagageproblemer og ventetid i tolden

Efter den usædvanligt hurtige tur gennem immigration troede vi egentlig, at vi snart ville være ude af lufthavnen og på vej efter lejebilen.

Sådan skulle det dog ikke helt gå.

Normalt tager paskontrollen så lang tid, at den indcheckede bagage ofte allerede er kommet ud på bagagebåndet, når man når frem til bagageudleveringen. Denne gang var det omvendt, for selvom vi var kommet hurtigt gennem immigration, måtte vi vente yderligere omkring en halv time på vores kufferter.

Der var tilsyneladende tekniske problemer i bagageområdet, som påvirkede bagageudleveringen for flere fly, og derfor begyndte der efterhånden at samle sig en del mennesker, som ventede på at komme videre.

Da bagagen endelig dukkede op, opstod der til gengæld et nyt problem, for nu var der pludselig mange passagerer, som alle skulle gennem den sidste toldkontrol på omtrent samme tidspunkt.

Det betød endnu en kø, hvor vi måtte vente omkring en halv time, inden vi endelig kunne fortsætte ud af ankomstområdet.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg tidligere havde oplevet at bruge så lang tid på netop tolddelen ved ankomsten til USA, for normalt har den været noget af det hurtigste, hvor jeg ofte kun har ventet ganske få minutter.

Det var derfor lidt ironisk, at vi denne gang var kommet usædvanligt hurtigt gennem immigration, men alligevel endte med at bruge en del tid i lufthavnen, fordi bagagen og tolden ikke helt ville samarbejde.

Heldigvis var vi nu færdige med fly og bagage for denne gang, og næste opgave var at finde vores lejebil.

Shuttlebus til Alamo Car Rental i Dulles Airport

Biludlejningsselskaberne i Washington Dulles ligger på lufthavnens område, men ikke inde i selve terminalen, så man skal benytte en af de gratis shuttlebusser for at komme frem til udlejningskontorerne.

Det fungerer lidt anderledes end i nogle amerikanske lufthavne, hvor alle biludlejningsselskaber er samlet i én stor bygning, for i Dulles har selskaberne egne eller fælles shuttlebusser, som kører til de forskellige faciliteter.

Det var dog ganske nemt at finde ud af, hvor vi skulle hen, for området var tydeligt skiltet, og busserne havde store markeringer med navnene på udlejningsselskaberne.

Vi havde bestilt vores lejebil hos Alamo hjemmefra, så det eneste, vi skulle gøre, var at finde den rigtige shuttlebus og fortsætte til udlejningskontoret.

I dag kører Alamos shuttlebusser fortsat mellem terminalen og biludlejningen, og de deler transport med Enterprise og National.

Du finder den aktuelle afhentning ved Ground Transportation-området på terminalens nederste niveau, hvor busserne blandt andet benytter stoppestederne 2C og 2D.

Det er altså stadig en forholdsvis enkel proces at komme fra ankomstområdet til biludlejningen, når man først har fået sin bagage og er ude af terminalen.

E-ZPass til betalingsveje mellem Washington og New York

Hos Alamo gik det forholdsvis hurtigt at få ordnet papirarbejdet, og efter omkring fem til ti minutter var vi klar til at vælge bil.

Jeg havde som sædvanlig bestilt lejebilen hjemmefra, og normalt forsøger jeg at undgå de ekstra produkter og forsikringer, som man ofte bliver tilbudt ved skranken, hvis jeg allerede har sørget for at have den nødvendige dækning og de ønskede tilvalg gennem min reservation.

Denne gang var der dog ét ekstra produkt, som jeg valgte at sige ja til, nemlig E-ZPass.

E-ZPass er et elektronisk betalingssystem til motorveje, broer og tunneler i store dele af det nordøstlige USA og fungerer i princippet lidt ligesom en dansk BroBizz, hvor betalingen bliver registreret automatisk, når man passerer et betalingsanlæg.

Vi vidste på forhånd, at vi skulle køre en del mellem Washington D.C., New York, Philadelphia og tilbage mod Washington, og på den rute er der ganske mange veje, broer og tunneler, hvor man skal betale for at komme igennem.

Det virkede derfor som en praktisk løsning at få en transponder til lejebilen, så vi ikke skulle bekymre os om de forskellige betalingsstationer undervejs.

I 2015 kostede det 20 dollars at leje E-ZPass gennem Alamo, og da turen var slut, havde vi brugt yderligere 106 dollars på betalingsveje.

Det er faktisk en ganske betydelig udgift på en roadtrip, og især hvis man planlægger at køre meget omkring New York og de andre store byer i det nordøstlige USA, synes jeg, at man bør tage vejafgifterne med i sit budget.

Alamo har siden ændret sin ordning for elektronisk betaling på betalingsveje, og i dag tilbyder selskabet blandt andet TollPass, hvor man normalt betaler et servicegebyr for de dage, hvor systemet bliver brugt, samt selve vejafgifterne.

Derfor skal mine 20 dollars fra 2015 ikke opfattes som en aktuel pris, men som et eksempel på, hvad ordningen kostede ved vores besøg.

Du kan læse mere om mine erfaringer med udlevering af lejebil i USA, hvor jeg også gennemgår nogle af de ting, jeg normalt er opmærksom på ved skranken.

Frit valg mellem Nissan Altima og Hyundai Sonata

Jeg havde reserveret en bil i full-size-klassen, som eksempelvis kunne være en Ford Fusion eller tilsvarende model.

Jeg havde håbet, at der ville holde en Ford Fusion eller måske en Chevrolet Impala klar, men sådan skulle det ikke være denne gang.

Hos Alamo var der frit valg mellem de biler, som holdt i den reserverede kategori, og denne dag bestod udvalget primært af Nissan Altima og Hyundai Sonata.

Efter at have kigget lidt på mulighederne faldt valget på en Hyundai Sonata, som var en ganske stor og komfortabel sedan med masser af udstyr.

Bilen havde blandt andet aktiveret SiriusXM-satellitradio, hvilket altid er en ganske fin ekstra detalje på en roadtrip, hvor man kan komme til at tilbringe mange timer på vejene.

Jeg havde dog ikke de store ambitioner om at få en speciel bil på netop denne tur, for vi skulle bruge en del tid i større byer, hvor bilen ville komme til at holde parkeret i længere perioder.

Det vigtigste var derfor at få en fornuftig, rummelig og behagelig bil, som kunne transportere os rundt mellem de forskellige destinationer uden problemer.

Og det kunne Sonataen sagtens.

Jeg har tidligere skrevet om mulighederne for at vælge lejebil ved afhentning i USA, hvor jeg forklarer, hvordan det fungerer, når du kan vælge mellem flere biler inden for den kategori, du har reserveret.

Det er dog værd at huske, at frit valg ikke nødvendigvis tilbydes på alle udlejningsstationer eller ved alle reservationer.

Første overnatning i Alexandria, Virginia

Selvom vi var landet i Washington, var det ikke meningen, at vi skulle begynde turen med sightseeing i selve hovedstaden.

Vi havde i stedet valgt at køre sydpå til Alexandria i Virginia, hvor vi havde bestilt den første overnatning på et Hampton Inn & Suites.

Køreturen tog omkring en time, afhængigt af trafikken, og efter både flyveturen, bagageproblemerne og afhentningen af lejebilen var det ganske rart endelig at komme frem til hotellet.

Hotellet var booket hjemmefra, hvilket jeg ofte gør, når jeg skal ankomme til USA efter en længere flyvetur, så jeg ikke skal bruge tid på at lede efter overnatning, når jeg først har fået lejebilen.

På denne tur havde vi også bestilt flere af de øvrige hoteller på forhånd, blandt andet fordi vi skulle opholde os i større byer, hvor jeg gerne vil have styr på både beliggenhed, pris og parkering, inden vi ankommer.

På mine roadtrips gennem mindre byer og mere øde områder har jeg ofte større fleksibilitet med overnatningerne, men når turen går til steder som Washington, New York og Philadelphia, kan det være en fordel at planlægge lidt mere.

Du kan læse mere om mine erfaringer og anbefalinger til overnatning på en roadtrip i USA, hvor jeg også beskriver, hvornår jeg foretrækker at bestille på forhånd, og hvornår jeg lader planerne være mere åbne.

En Roy Rogers-burger som afslutning på dagen

Det havde efterhånden været en ganske lang dag, og selvom flyveturen var gået planmæssigt, havde ventetiden i lufthavnen taget lidt mere på kræfterne, end vi havde regnet med.

Jetlaggen begyndte også at melde sig, så der var ikke de store ambitioner om at finde en særlig interessant restaurant eller bruge aftenen på yderligere oplevelser.

Vi skulle bare have noget at spise.

Det blev derfor til et besøg hos Roy Rogers, som er en amerikansk fastfoodkæde, man især finder i den østlige del af USA, og som jeg ikke tidligere havde haft særlig meget erfaring med.

Det er en af de ting, jeg synes er lidt sjove ved at rejse rundt i forskellige dele af USA, for selvom man møder mange af de samme store fastfoodkæder næsten overalt, er der også en del regionale kæder, som man stort set kun finder i bestemte dele af landet.

Roy Rogers er blandt andet kendt for burgere, roastbeef-sandwiches og fried chicken, men efter denne lange rejsedag blev det blot til en burger, som ikke ligefrem imponerede.

Den var en smule slatten, men den gjorde trods alt det, den skulle, og jeg var efterhånden mere interesseret i at komme tilbage til hotellet og få sovet end i at gøre aftensmaden til en større oplevelse.

Nogle gange er det også sådan, den første dag på en roadtrip bliver, når den begynder med ni timer i et fly og slutter med en længere tur gennem en amerikansk lufthavn.

Næste stop: George Washington’s Mount Vernon

Hotellet i Alexandria var ikke valgt tilfældigt, for det lå omkring ti minutters kørsel fra den første egentlige seværdighed på vores roadtrip, George Washington’s Mount Vernon.

Mount Vernon var George Washingtons hjem og plantage i Virginia, og det skulle blive det første af mange historiske stop på denne tur gennem det østlige USA.

Det var samtidig en af grundene til, at jeg havde glædet mig til netop denne rejse, for området omkring Washington D.C., Maryland, Virginia og de øvrige østlige stater rummer en ganske stor del af USA’s tidlige historie.

Efter en dag, hvor det meste havde handlet om transport, immigration, billeje og praktiske ting, var vi derfor klar til at begynde på de oplevelser, som vi egentlig var rejst over Atlanten for.

Og så var det ganske rart, at vi ikke skulle starte næste morgen med endnu en lang køretur.

Praktisk information om Washington Dulles Airport

Washington Dulles International Airport har lufthavnskoden IAD og ligger i Virginia, vest for Washington D.C. Lufthavnen er en af de vigtigste internationale lufthavne i hovedstadsområdet og benyttes af flere flyselskaber med forbindelser til Europa.

Dulles må ikke forveksles med Ronald Reagan Washington National Airport, som har lufthavnskoden DCA og ligger væsentligt tættere på Washingtons centrum.

Hvis du ankommer med et internationalt fly, som ikke allerede er blevet forhåndskontrolleret af de amerikanske myndigheder i afrejselandet, skal du gennem amerikansk paskontrol og told, inden du kan fortsætte ud af lufthavnen.

Procedurerne er ændret siden vores besøg i 2015. I dag findes blandt andet Mobile Passport Control, som berettigede rejsende kan benytte via en app. Det gælder blandt andre besøgende, der tidligere har rejst til USA under Visa Waiver Program med godkendt ESTA.

Hvis du skal hente en lejebil, ligger udlejningsselskaberne på lufthavnens område, og gratis shuttlebusser kører mellem terminalen og biludlejningen.

Alamo har fortsat en afdeling i Dulles, som du kommer frem til med shuttlebus fra Ground Transportation-området ved terminalen.

Hvis du planlægger at køre i det nordøstlige USA, bør du desuden undersøge de forskellige betalingsveje og mulighederne for elektronisk betaling, inden du henter bilen.

Det gælder især, hvis du skal køre mellem Washington D.C., Philadelphia og New York, hvor der findes flere betalingsveje, broer og tunneler, som kan blive en væsentlig del af transportbudgettet.

Du kan finde aktuel information om ankomst, immigration og transport på Washington Dulles Airports officielle hjemmeside.