Adirondack og High Falls Gorge, New York

Adirondack overses desværre af mange. Et skønt naturområde i det nordlige New York. Staten, ikke byen. Her er bjerge, søer og idylliske byer.

30 sep, 2018

Oversete Adirondack Mountains

Turen rundt i New England havde en afstikker til Niagara Falls og staten New York.
Fra Montreal i Canada gik turen over grænsen til USA ved Lake Champlain og ned gennem Adirondack Mountains.

New York som stat overses af mange. De fleste forbinder New York med byen New York City og selvom mange kender til Niagara Falls, forbinder de fleste ikke vandfaldene med New York.

Den mest direkte rute fra New York City til Niagara Falls er ikke super interessant og en omvej op gennem Adirondacks har de fleste ikke tid til. Staten New York kan dog anbefales på det kraftigste. Adirondack og Finger Lakes i New York er perfekte til at kombinere med en New England roadtrip.

Jeg havde tidligere stiftet bekendtskab med Adirondacks og overnattet ved Lake Pleasant.

Denne gang skulle en større del af Adirondacks Mountains krydses fra Canada i nord til Niagara i vest.
Adirondack Mountains er ikke så høje. Højeste punkt er Mount Marcy med 1629 meter. Bjergene dækker et cirkulært område på ca. 260 km i diameter.

Adirondack Park rækker lidt ud over det, og da ingen vej går lige igennem, så tager det noget tid at få oplevet området. Ikke mindst når du lægger nogle stop og oplevelser oveni.

Besøgscenter i New York

Da vi var krydset ind i staten New York fra Canada, var det oplagt at se på, hvad der lå af oplevelser i Adirondack området. Det gjorde vi ved et Visitor Center.
De ligger ofte nær statsgrænser på Interstates og nogle større highways eller populære trafikårer.

Disse Visitor Centers har alskens info om oplevelser og overnatning mm., samt personale der kan hjælpe med info og hjælpe til at sammensætte en rute/dag/oplevelser mm. Jeg fik hurtigt øje på High Falls Gorge der lå på min planlagte rute gennem området.

Efterårsfarver (Fall Foliage) i New York

Turen ned gennem Adirondacks havde flere farver end vi havde set på turen tidligere. Fall Foliage er meget afhængig af årstidens vejr, så du kan ikke sig at i x uge, er det bedst at køre et bestemt sted. Fall Foliage (efterårsfarver) i New England kræver fleksibilitet i både hvornår du kan tage afsted, men også med din rute hvis du skal jagte områder i peak.

Der havde været meget varmt i New England denne sommer, som havde holdt helt frem til de uger hvor jeg var afsted. Så de få dage med kulde havde ikke helt fået skiftet efterårsfarverne på træerne. Det var primært i områderne med lidt bjerge (White Mountains i New Hampshire og i Vermont) der havde været fall foliage på denne tur. Vi var nu en uge inde i det køligere vejr og det kunne specielt ses i Adirondack Park.

High Falls Gorge i Adirondack

Ved du ikke hvad du kører efter, så kan High Falls Gorge godt snyde lidt ude fra vejen, for det ser ikke ud af noget. Det hele foregår dog lidt inde på området, hvor du kan tage en lille hike rundt om de vandfald der udgør High Falls Gorge.

Vandfaldene er ikke kæmpe, men sammen med den gorge du kan komme ned i på smalle stier, udgør det en fin naturoplevelse.

På denne tur havde jeg været i Flume Gorge, som er en del større,. Kommer du ikke i nærheden af Flume Gorge på din tur, er High Falls Gorge et fint stop.

Lake Placid, New York

Lake Placid (Vinter Olympisk by) ligger i den nordlige del af New York og understreger at Adirondack er et yndet skisportsområde for New Yorkerne i den kolde årstid.

Vinter OL i Lake Placid var i 1980, men byen lever stadig højt på det. Vi nøjedes med et hurtigt kig på søen, inden turen gik videre.

Overnatning i Old Forge

Den videre tur ned gennem Adirondack bød på en masse natur og klassiske roadtrip motiver.

Vi stoppede i byen Old Forge for natten. Byen ligger inde i Adirondack Parken midt i en skov, så ved tjek ind fik vi lidt ekstra læsestof om områdets dyreliv der også skulle bekræftes. Bl.a. skulle bilen tømmes for madvarer, da bjørne er normale i området. Hvis du overnatte i bl.a. Yosemite Valley, vil du få samme besked (og kan få en bøde hvis du ikke efterlever det).

Old Forge er en lille by i skoven, der lever højt på turisme. Der er lidt main street og et par søer, men det var sent og lidt uden for sæson, så ikke så meget at lave. Byens biograf var dog åben. Nuppede dog ikke en film denne aften, men fik knipset nogle billeder af den klassiske facade.

Se ruten i beskrivelsen ovenfor

Her kan du se ruten jeg kørte i beskrivelsen ovenfor fra grænseovergangen fra Canada ind i USA, ned til High Falls Norge, videre til Lake Placid og endelig til Old Forge.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada