10 trafikråd i USA

Det er nemt at køre bil i USA og Canada. De amerikanske og canadiske færdselsregler er ikke meget anderledes end de danske.

Erfaring med regler i USA og Canada

Jeg har erfaring fra mere end 45 lejebiler (og 10.000-vis af miles) i USA og Canada og er fortrolig med at begive mig ud på en roadtrip. Det kan dog være lidt af en mundfuld for førstegangsrejsende, at køre ud fra biludlejningsstedet og ud på en motortvej med flere vejbaner, end du oplever i Danmark og det meste af Europa. Men du vænner dig hurtigt til det.

Jeg har gjort mig mange erfaringer gennem årene og nedenfor har jeg samlet flere ting som er gode at huske på når du færdes i bil i USA og Canada.

PS. Denne liste er for længst vokset ud over de 10 trafikråd i titlen. Nedenfor er flere end det, men på trods, vil jeg godt understrege at det ikke er svært eller farligt at køre bil i USA og Canada.

Automatgear

Hvis ikke du har prøvet det før, så bliver dine første meter i en Amerikansk udlejningsbil også de første i en bil med automatgear. Men bare rolig, det er super nemt at køre med automatgear.
Det er helt normalt du klodser bremsen et par gange den første gang (fordi du tror det er koblingen). Så mit råd er, at du minder dig selv om, at vestre ben blot skal hvile på den støtte der er i de fleste biler.

Udover at automatgearet er super når du holder i kø, så er det også en alletiders assistent i kuperet terræn. Noget af det stejleste du kommer ud for på din roadtrip, er gaderne i San Francisco. Så snart du slipper bremsen, holder bilen sig selv (og hvis det ikke er så stejlt, så kører den) så du risikerer ikke at du triller baglæns.

Du kan også komme ud for nogle stejle oplevelser i bjergene, men der er det mere nedkørslerne du skal være opmærksom på. Det er en god idé at benytte de lave gear ved nedkørsel, så der skal du ændre fra D til 1, 2 eller 3 på gearskifteren. På den måde lader du motoren klare det meste af nedbremsningen. Gør du ikke det, så kan dine bremser blive for varme og du risikerer de svigter.

Bl.a på Pikes Peak, Colorado er der bremsekontrol når du kører ned af bjerget. Temperaturen på dine bremser bliver målt og er de for høje, skal du holde ind og vente på de køler ned.

De fleste når at blive OK fortrolige med automatgearet inden de forlader udlejningsselskabet, så ingen grund til bekymring. Du kan ikke leje en bil med almindeligt gear (stick shift).

Automatgear er standard i amerikanske biler. Det samme er et højt udstyrsniveau. Når du lejer bil i USA og Canada, er der ofte mange knapper at lege med, som kan være med til at gøre køreturen lidt mere behagelig. Her kan du se mere om udstyr i din lejebil.

Tilbage til oversigt

Dreje til højre for rødt lys

En ting du skal vænne dig til i USA og Canada, er muligheden for at dreje til højre selvom der er rødt i lyskrydset.
Medmindre andet fremgår af skilte, så må du køre frem og dreje til højre når der er rødt lys. Bemærk at skiltningen kan indeholde tidspunkter på døgnet hvor du ikke må gøre det og hvis der er flere svingbaner, så kan det være forbudt i bestemte baner.
De første par gange føler man sig lidt frem, men mange steder er der deciderede højresvingsbaner der forbigår lyskrydset. Hvis du er i tvivl, så gør som lokalbefolkningen.

Højresving ved rødt er tilladt i alle 50 stater i USA. Der er dog undtagelser i nogle byer, bl.a. New York City (Manhattan, Brooklyn, Queens, Bronx, Staten Island). Det er ikke altid skiltet i New York City, at du ikke må, så vær opmærksom på dette.

I Canada er det også lovligt at dreje til højre ved rødt lys. Som med undtagelsen i New York City, er der også en undtagelse i Montreal, hvor du heller ikke må dreje til højre for rødt lys.

Er du i tvivl, så lad være.

Her kan du læse mere om hvor i USA og Canada hvilke højresving ved rødt regler findes.

Tilbage til oversigt

Bilens placering i trafikken i USA og Canada

I Danmark har vi nogle steder tre vejbaner på motorvejen og enkelte steder fire. I USA er fire nærmest normen i de større byer og fem, seks og syv kan opleves i de helt store byer.
Min erfaring er, at du ikke bør holde helt til højre når du kører på interstates inde i byerne. Hvis du ved du først skal dreje fra om et stykke tid, så vælg den anden eller tredje vejbane fra højre. Oftest er den tredje bedst. Dels slipper du for hele tiden at skulle flette med biler fra tilkørslerne, men du bliver heller ikke fanget i en ‘Right lane must exit’ situation. Ofte blive den højre vejbane ved en frakørsel lavet om til en farkørselsbane og det er super upraktisk i de store, komplicerede motorvejsnet der er nogle steder.

Når du kører på interstates med mange biler og vejbaner, så vil du ofte se folk køre forbi højre om. Selvom det virker som normen, så er det faktisk ulovligt. Der gælder samme regler i USA som i Danmark, at man skal holde til højre og overhale venstre om. Det er bare ikke altid praktisk når der er fem vejbaner, et mylder af biler og til- og frakørsler i et væk. Mit råd er at du følger trafikken.

Udenfor byerne ser du ofte skiltet ‘Left lane for passing only’. Ofte er der kun to vejbaner, så overhaling venstre om kommer helt naturligt. Der sker dog ofte det at folk blot lægger sig i en vejbane og sætter fartpiloten til, og så er det op til de andre at køre udenom. Også dét vænner du dig også hurtigt til!

Tilbage til oversigt

Samkørselsspor, car pool, HOV+

For at komme den megen trafik på interstates til livs flere steder, er der oprettet samkørselsspor. Du oplever dem ikke alle steder, men de fleste store byer har dem. De er skiltet nogenlunde ens og HOV+ er den betegnelse der benyttes de fleste steder.

HOV betyder High Occupancy Vehicle.

Det kan varierer lidt fra by til by, og nogle strækninger i samme by, hvor mange man minimum skal være i bilen for at måtte benytte sporet.
De fleste steder skal i minimum være to personer i sporet. Nogle steder er tallet 3. Det er skiltet.

Der er også samkørselsspor som koster penge at benytte.

Det er ikke sikkert du kan køre på et samkørselsspor når du har lyst. Det kan være afskærmet så du kun kan køre af/på bestemte steder. Andre steder kan der være fuldt optrukket, og så må du ikke trække ind/ud som du lyster.

Benytter du GPS skal du være opmærksom på, om den er indstillet til samkørselsspor. Kører du på et afskærmet spor, er det ikke alle afkørsler du kan komme af på, da du ikke kan forlade samkørselssporet uden at overtræde færdselsreglerne.

Tilbage til oversigt

Betalingsveje – toll roads

Flere storbyer og områder i USA har betalingsveje.

Fra Boston ned til DC og vest på til Chicago, kan du næsten ikke undgå betalingsveje hvis du benytte interstates. I det område hedder det EZ-Pass og når du lejer bil, kan du leje en bro-bizz med og betale for brug af veje den vej. Du kan læse mere under billeje i New York.

I Florida fra Orlando og ned til Miami, er der også en del betalingsveje. Her er udfordringen af de fleste steder er det blevet fuldautomatisk. Du kan derfor ikke betale med kontanter og skal bruge en bro-bizz. Du kan nemt ordne det selv, eller leje en ved udlevering af din lejebil. Du kan læse mere under billeje i Miami.

Byer som Atlanta, Denver og Houston m.fl. har enkelte betalingsstrækninger. Dem kan du nemt undgå at benytte, specielt hvis du har en GPS. De er også skiltet.

Der er kun en enkelt strækning i LA som er betalingsvej. Den kommer kun de færreste i kontakt med, da den ikke ligger i et område de fleste kommer igenne.

I San Francisco er det broerne der koster at benytte. Golden Gate kan du ikke længere betale for med kontanter. Du skal betale for brug af broen online. Du kan finde mere info her.

Tilbage til oversigt

Hastighedgrænser

85_mpg_signI de fleste stater er den højeste tilladte hastighed på highways og interstates 65 mph (105 km/t) eller 70 mph (113 km/t). Hastigheden stiger jo længere ud på landet man kommer. I de fleste midtvest stater er den 75 mph (120 km/t). I Texas og Utah er der strækninger med hastihedsgrænse på 80 mph (128 km/t). På en enkelt strækning syd for Austin, TX er der en toll road hvor du må køre 85 mph (136 km/t). Der er ingen steder i USA hvor der er fri hastighed.

Nogle stater har differentieret hastighed for biler og lastbiler. Når det er tilfældet (ofte på interstates) skilter de med det. Typisk kommer der først et skilt med hastigheden for biler og dernæst for lastbiler. Mange steder er hastigheden den samme og man skal være forberedt på at blive overhalet af lastbiler.

I Texas er der ikke længere differentieret hastighed på dag/nat, men det findes andre steder i USA. Specielt i områder med mange vilde dyr.

Her kan du se et kort over USA og hvilke hastigheder der gælder hvor.

I Canada benytter man metric systemet. Det betyder afstande og hastighed er angivet i meter og kilometer. Krydser du grænsen mellem de to lande, skal du være opmærksom på dette. De fleste biler har begge hastigheder angivet på speedometeret.

Hastighederne i Canada er generelt lavere end i USA.

Tilbage til oversigt

Svingbane til u-vending

uturn_laneLangs mange af de store interstates ligger forretninger og virksomheder på de Frontage Roads* som med to og tre spor ligger udenpå interstates. Hvis du skal over til en forretning der ligger i modsat retning (eller du bare skal den modsatte vej) så kører du af Interstate ned på en Frontage Road.
Er det et trafikeret område, så kan der ved den næste underkørsel være en specifik bane forbeholdt de som skal svinge rundt og modsatte vej. Det er en decideret svingbane som ligger inderst (til venstre for venstresvingsbanerne) hvor du uden at holde for lyssignalet kan lave en uvending og komme over på den modsat kørende Frontage Road.

Det du skal være opmærksom på, er hvis du skal til venstre ved underkørslen, at du uturn_lane_mapvælger den rigtige svingbane og ikke den til u-vending, da du ikke kan afbryde dit foretagende undervejs.

*Frontage Roads er et udbredt navn for de veje som liggere parallelt med interstates så du vil se navnet mange steder rundt om i USA.

Tilbage til oversigt

Fartpilot i lejebiler i USA og Canada

Har endnu ikke haft en udlejningsbil i USA der ikke havde fartpilot. Lær den at kende, for den bliver din bedste ven på de lange stræk.

Så snart du er væk fra de supertrafikerede veje i og omkring byerne, så er fartpiloten genial. Den hjælper først og fremmest med til at du holder en jævn hastighed (og lovlig hastighed) på de lange stræk. Du skal ikke have været passager særlig længe i bilen før du lynhurtigt kan mærke om chaufføren benytter fartpilot. Hvis ikke, så files der på speederen for at holde en bestemt hastighed.

Når du er rigtig fortrolig med din fartpilot (som ofte er ratbetjent), kan du langt hen ad vejen udelukkende benytte den til at kontrollere din kørsel. Overhalinger og fartændringer / justeringer foretages nemt uden brug af pedaler.

Når du først har kørt med fartpilot et stykke tid så lærer du også at spotte dem i trafikken der ikke gør. Hvis den forankørende også benytter fartpilot, så kan du justere din hastighed efter hans og du skal ikke spekulere på overhaling mm. Hvis han ikke gør, så vil du hurtig opdage det, da du hele tiden skal justere din hastighed.

Fartpilot er blot en af de mange typer ekstraudstyr som er mere regelen end undtagelsen i lejebiler i USA og Canada. Her kan du se mere om udstyr i din lejebil.

Tilbage til oversigt

3-way, 4-way, all-way stop

Mange steder erstatter et skilt med ordlyden 3 way stop, 4 way stop eller All way stop, lyskrydset. Her gælder det om at holde tungen lige i munden, da det er først til mølle princippet der gælder.

Glem alt om højre vigepligt mm.

Hvis du er 3. mand i krydset, så er du den 3. der må køre og de andre skal holde tilbage. Og det er underordnet om du skal lige ud eller dreje. De fleste steder står disse stopskilte i områder uden så megen trafik, og det bliver nemmere og nemmere jo flere gange man prøver det.

3, 4 og All way stops ses ofte i forbindelse med t-kryds og almindelige vejkryds, hvor der ikke er så megen trafik. Du kan også opleve dem ved større parkeringspladser ved shopping centre og malls. Som med trafikken generelt i USA, så vænner du dig hurtigt til denne regel. Når du bliver lidt øvet, så er du allerede begyndt at tælle de andre biler, inden du når hen til krydset. På den måde ved du hvornår det er din tur. Vær dog opmærksom, hvis det er et travlt kryds. Hold på din ret, men undgå et uheld.

Fra tid til anden kan du møde et All Way stop på større veje. Det største jeg har oplevet er i Beverly Hills. Her er der et kryds med 6 veje uden lyssignaler. I stedet for en rundkørsel, er der all way stop og der er 9 vajbaner der leder trafik ind i krydset. Det kan lyde overvældende, men fungere OK.

Tilbage til oversigt

Skoler og skolebusser i USA og Canada

Er du på ferie i USA når skolerne er åbne, så kan det ikke undgås at støde på en af de karakteristiske gule skolebusser. Holder en skolebus ind foran dig og sætter blinkene i gang, så skal du stoppe helt op og du må ikke overhale.
school_bus_stopped
Hvis en skolebus i den modsatte retning er stoppet op og benytter sine blink, så skal du også stoppe helt op. Al forbikørsel af en skolebus som er igang med af- eller pålæsning er forbudt. Og er det en skole i et nogenlunde beboet område, kan du næsten være sikker på, at færdselspolitiet er i nærheden.

Kun hvis en crossing guard eller betjent giver signal til det, må du køre forbi. Der er dog undtagelser, bl.a. ved dobbeltsporede veje. Her kan du læse mere om reglerne for skolebusser og forbikørsel. Hvis du stadig er i tvivl så gør som de lokale.

Der er nedsat hastighedsgrænser ved skoler. Den er ofte tidsbestemt og godt skiltet. Det kan betyde du evt. må køre med 30 mph, men i perioder med børn må du kun køre 20 mph.

Tilbage til oversigt

Center lane

Rigtig mange steder i trafikken i USA er der en Center Lane. Den fungerer som en kontinuerlig venstresvingsbane for dig og ditto for modkørende. Man kører ganske enkelt ud i den bane hvis man ved man skal dreje til venstre længere fremme. Kør ikke derud for tidligt, for der kan komme en den anden vej fra.
Hvis du skal krydse en stærkt befærdet vej, så fungerer den også som midtvejsstop og du svinger ud i den og så videre ud når der er blevet plads.

Tilbage til oversigt

Angivelse af afstande

I USA er angivelser på skiltene er i miles. I Canada er de angivet i meter og kilometer.
I Canada er det ikke anderledes end i Danmark, men i USA skal du vænne dig til angivelserne, da de ofte angives i brøker og ikke hele tal.
I USA er de store afstande angivet med antal hele miles ex. 110. For at lave det om til en afstand du er vant til, kan du lægge halvdelen oveni. Det er 165 km (helt præcist skal du gange 110 med 1,6 = 176 km).

Når du nærmer dig en afkørsel, vil det ikke længere være hele tal der er angivet som distance. Det er nu angivet i fraktioner ex. 3/4. Det betyder der er tre fjerdedele af en mil til afkørslen. Det kan være svært at regne ud i hovedet når du kører med 60 mph på seks vejbaner og en masse trafik omkring dig.

Derfor kan en GPS være en god idé til den befærdede navigation inde i byerne. Her kan du finde mere info om GPS på din roadtrip.

Tilbage til oversigt

Benzinstationer og tankning

Ved mange benzinstationer kan du betale og tanke ude ved standeren. Betaling foregår med kreditkort.

Ved nogle tankstationer skal du indtaste et postnummer når betalingen foregår med kreditkort ved benzinstanderen. Det kan du sjældent når du benytter et dansk kreditkort.
Har hørt fra flere, at de taster et amerikansk postnummer – ex. 90210. Det virker nogle gange.
Du kan også prøve med et nul (0) foran eller efter dit eget danske postnummer.

Brug af PIN ved kreditkortbetaling bliver mere og mere udbredt ved benzinstanderen i USA.

Virker dit kreditkort ikke ved standeren er du nødt til at gå ind i butikken og betale på forhånd. Typisk vælger du et beløb som du betaler. Hvis du ikke fylder op for det betalte beløb, føres resten tilbage på dit kort (eller der trækkes kun det endelige beløb).

Frem til august 2023, kunne du ikke selv tanke benzin i Oregon og New Jersey (i Oregon kunne du i nogle tilfælde godt tanke selv). Fra 4. august, 2023, blev det fuldt lovligt i Oregon at tanke selv. Full service findes dog stadig og nogle steder er tankstationen delt ind til full service og tank selv.

I New Jersey har politikere i mange år forsøgt at få ændret lovgivningen, men det er ikke lykkedes endnu.

Her har benzinstations-lobbyister for mange år siden sikret ved lov, at det skal være personalet der gør det. De kan også tjekke luft, olie, sprinkler og vaske vinduerne. En oplevelse fra en svunden tid, hvor stort set alle tankstationer i USA (og også herhjemme) havde fuld service. Deraf navnet Service Station.

Det er ikke normalt at give drikkepenge for full-service hvad angår påfyldning af benzin. Lidt flere giver, hvis de får vasket vinduer eller andet, men det er en af de ting man ikke giver drikke penge for.
Fordi det er et lovkrav at man ikke selv må fylde på, kan det sammenlignes med en barista. Når du køber en kop kaffe hos Starbucks giver du heller ikke drikkepenge.

Priser på benzin oplyses inkl. sales tax. Det betyder den pris du ser på kiltet ude ved vejen, er den pris du betaler. Sådan er det jo ikke med alt, da der tilkommer sales tax på de fleste ting når du shopper i USA og Canada.

Tilbage til oversigt

Færdselspoliti alle steder i USA og Canada

Der er færdselspoliti alle steder og specielt steder man mindst venter det. De åbner vidder og snorlige veje med godt udsyn kan friste til at køre lidt for stærkt, men en highway patrol kan dukke op når man mindst venter det.

Jeg har prøvet at køre i Nebraska hvor der var halvanden time mellem beboelse og måske 7 biler på hele strækningen, men mindst en af dem var en politibil.

Jeg har også på 3 ugers roadtrip set flere stoppede billister end man ser på flere måneder herhjemme.

Har kun været uheldig en enkelt gang, og blev stoppet af en State Trooper i Oregon. Ikke for at køre for stærkt, men pga. manglende fuldt stop.

Sætter du din fartpilot til hastighedsgrænsen så har du ikke noget at være nervøs for. På Motorvejene i de større byer, så finder du hurtigt ud af, at hastighedsgrænsen kun bliver overholdt sporadisk. Her er mit råd at følge trafikken (også selvom der køres med hastigheder der ligger over fartgrænsen). Det er mere sikkert at følge med, end hele tiden at blive overhalet. Specielt fordi lastbiler må kører samme hastighed som biler de fleste steder. Så selvom amerikanske biler er større end gennemsnittet, så er de stadig små i forhold til en 18-wheeler.

Bemærk også at det er påkrævet (og god stil) at trække ud hvis der holder nogle i nødsporet, hvadenten det er en der er stoppet af politiet, vedligehold (græsslåning mm.) eller en der er brudt sammen.
Med påkrævet, kan du se det skiltet flere steder og når du krydser grænsen til en ny stat, opsummeres mange regler gerne på en håndfuld skilte, som det er en god ide at være opmærksom på.

Hvorfor rører politiet ved bilen i USA?

Det gør de for at sikre en forbindelse mellem betjente og bilen de stoppede vha. deres fingeraftryk.

Har du set udsendelser fra USA om politiets arbejde, har du måske set dem stoppe en bil. Du har måske bemærket, at betjenten berører bilen på vej hen til føreren. Måske på bilens bagagerum eller baglygte.

Det gør de for at sætte deres fingeraftryk på bilen. Skulle der ske noget med betjenten i situationen, kan bilen beviseligt sættes i relation til betjenten.

Der er dog flere moderne foranstaltninger i spil i dag. De fleste politibiler har i dag videoovervågning, der optager politiets arbejde ud af forruden. Flere betjente har også et body-cam, der sidder på deres bryst. Det optager alt betjenten foretager sig.

Tilbage til oversigt

Busser stopper ved jernbaneoverskæringer

Hvis du kører bag en bus – skolebus eller turistbus med passagerer mm. – så vær opmærksom hvis i nærmer jer en jernbaneoverskæring.
Det er bestemt ved lov, at busser (og nogle større lastbiler) skal stoppe op ved alle jernbaneoverskæringer og tjekke efter tog. Det kan inkludere de stopper helt op, åbner døren og lytter.
Det gælder både overskæringer med og uden bomme.
Du kan måske spotte et klistermærke bag på køretøjet der oplyser om det, så du er forberedt.

Tilbage til oversigt

Lane splitting


I Californien er lane splitting lovligt. Det betyder at motorcyklister må køre mellem bilerne og ikke skal holde sig i sin bane mellem for- og bagved kørende biler.
Du skal derfor holde et ekstra øje med sidespejlene, da en motocykel kan klemme sig ind hvor biler ikke kan.

Tilbage til oversigt

Parkering på din roadtrip i USA & Canada

Skal du opleve noget på din roadtrip, skal du parkere bilen. Det er gratis langt de fleste steder, men fra tid til anden er du nødt til at betale for det.
Information om self parking, valet, parkeringshuse, parkometre mm. kan du finde i denne artikel om parkering i USA & Canada.

Tilbage til oversigt

Har du lejet din bil til roadtrippen?

Hvis du er ved at planlægge en roadtrip i USA og ikke har lejet bil endnu, så kig her efter alt om billeje i USA og Canada samt links til hvor du finder god og billig billeje.

Info om billeje i USA og Canada

Billeje til din roadtrip i USA og Canada er nemt at håndtere selv. Jeg har samlet den nødvendige information, om alt det du skal være opmærksom på inden du lejer. Den information, samt link til billige biludlejningssider, finder du via linket.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Populære billeje byer

Her finder du detaljeret info om, hvordan du nemmest lejer bil på en række populære destinationer.



Sidst opdateret: 15. jan, 2023

Andre roadtrip oplevelser:

57 Comments

  1. Skal til USA (Midt vest og Californien ) sommer 2017, mit spgs. er jeg har ældre EF-kørekort fra medio 90’erne, det lyserøde der kan lukkes op som hæfte. Skal jeg mon tro have den nyere model ? Jeg får naturligvis også lavet internationalt kørekort.

  2. Hej Rene,

    Tak for en god side. Min søn og jeg skal cykle fra Santa Monica til Washington til sommer og i den forbindelse vil vi høre om du ved om vi må cykle på highway. Eksempelvis highway 89 mod Flagstaff ?
    Vi vil blive meget glad hvis du vil dele ud af din erfaring

    1. @ Gert

      Tak fo ros.

      Jeg har ikke erfaring med cykling i USA.

      Jeg ved dog, at reglerne varierer lidt mellem stater. Ex. nogle steder er det lovligt at cykle på Interstates/Freeways, andre steder er det ikke.

      Specifikt Highway 89, som kører mellem Flagstaff og Page, er en almindelig landevej, hvor du godt må cykle.

      Du skal ud på google og finde reglerne på sider som disse:
      http://bikeleague.org/StateBikeLaws
      https://en.wikipedia.org/wiki/Non-motorized_access_on_freeways

      Og så vil mit råd også være at spørge lokale/lokalt politi, om reglerne hvis noget af strækningen er tænkt kørt på interstates eller freeways.

  3. Hejsa og tusind tak for en mega informativ og gd hjemmeside, den bliver brugt rigtig meget pt, da vi er midt i vores planlægning af 1 mdr rejse til Californien maj 2017.

    Jeg er dog rigtig meget i tvivl omkring bil størrelse, jeg har læst på din side omkring str på bil og antal personer … Nu er det sådan at vi er 2 voksne og 3 børn – 1 barn på selepude og 1 barn i autostol, hvilket kræver en del plads og jeg ved simpelthen ikke hvilken str bil vi skal vælge . Vi har “base” i LA hos noget familie, og kører ud derfra, så vi skal ikke have alt bagage med hver gang vi kører, da vi kommer tilbage til LA hver gang….

    Kan du anbefale bil str til os, så alle sidder ok til de lange ture?

    På forhånd mange tak

    Christina & Co

    1. @ Christina

      En Jeep Grand Cherokee størrelse bør være fint.
      I kan også gå op i en Chevrolet Tahoe størrelse.

      Alternativt en minivan.
      Den er ikke optimal mht. bagage, da i skal bruge det bageste sæde (noget af det nedfældet) til både passager og bagage.
      Da bagage ikke er så vigtigt, gør det ikke så meget.
      I en minivan vil alle børn sidde adskilt.

      1. FEDT!!
        tusind tak for hurtig svar – vi prøver med en Jeep Grand Cherokee – mon ikke også faderen syntes det er en smule mere lækkert end en minivan 🙂

        Igen tak..

        C

  4. Hej Rene…

    Fedt at du gider at dele dine erfaringer 🙂
    Har du erfaringer med levering af udlejningsbiler til hoteller( Jersey City )… Tænker om det er noget fx car trawler gør sig I ? ELLER har du en hjemmeside som du kan anbefale ?

    Skal nok bruge din A-kode : RENEF 😉

    MVH. Michael

    1. @ Michael

      Det er ikke noget jeg har erfaring med.

      Du kan hente bil mange flere steder end i lufthavnen, så i mange tilfælde kan du hente en udlejningsbil tæt ved hvor du bor (enten på hoteller eller bykontorer). Du skal dog være opmærksom på, at udvalget af lejebiler er begrænset når du ikke henter i lufthavnen.

  5. Hej, jeg har mange gange før brugt den gode side her til at finde svar.

    Men nu sidder jeg med en spørgsmål, som google ikke har kunne hjælpe mig med, så håber du kan selvom det er rimelig atypisk .

    Min problem er at jeg har dummet mig og kørt over for rødt i Florida (helt sikkert et misforstået højresving for en forvirret turist)

    Men nu her jeg så fået en brev fra min bil udlejer og et handling fee. Uheldet skete den 11/1 . De sendte et brevet den 2/2, men har stadigvæk ikke fået den rigtige bøde endnu.
    Så ville høre om du kendte nogen der havde været ude for det samme måske og hvor langt tid der normalt går for den dukker op. Og hvor stor sådan en bøde kan ende på.

    mvh Lea

    1. @ Lea

      Jeg har ikke selv erfaring med dette og kan ikke umiddelbart hjælpe.

      Her kan du se nogle bødestørrelser (ved ikke om de er opdaterede): http://www.photoenforced.com/fines-dmv-points.html

      Hvad jeg kan finde frem til, er at en Red Light Ticket ikke er som andre forseelser i trafikken, så straffen er ikke andet end bøden – hvis du vel og mærket betaler den.

      Min erfaring med udlejningsselskaberne er, at der godt kan gå lang tid inden regningerne dukker op. I dette tilfælde vil jeg dog tage kontakt til dem og høre hvordan og hvorledes så du sikrer dig den bliver betalt til tiden.

  6. Hej Rene.

    Jeg skal en tur til Florida og har lejet bil med din anbefaling i gennem Rentalcars hos National i Miami AirPort
    Har du erfaring med dette firma, da de får meget forskellige anmeldelser på nettet ?
    Fra meget gode til meget dårlige ?

    Venlig hilsen
    Poul Vestergaard

    1. @ Poul

      Jeg har hentet hos National før, dog ikke i Miami.

      Jeg har hentet hos alle udlejningsselskaberne (i alt mere end 25 gange) og har aldrig oplevet noget, der gør jeg vil fraråde dem til andre.

      Jeg kigger aldrig anmeldelser. Der er dårlige anmeldelser på alle flyselskaber, udlejningsselskaber og hoteller. Hvis jeg gjorde, kom jeg aldrig afsted 😉

      Jeg har gjort mine egne erfaringer, og hvis man sætter sig lidt ind i tingene (ex. læser de artikler jeg har om hvad man kan sige nej til af mersalg, hvordan udlevering af lejebil foregår, og at man ikke er garanteret en bestemt model mm.) så er man godt klædt på. Det udelukker ikke personale der vil sælge mere til, eller en lang kø ved udlejningsstedet, men det er en del af det man skal accepterer og tage som en oplevelse.

      1. Hej Rene

        Tak for dit hurtige svar. Jeg bruger min sunde fornuft og glæder mig til turen.?
        Mange tak for din hjemmeside med rigtig mange gode råd

        Venlig hilsen
        Poul

  7. Hej Rene,, hvis man bor privat og låner en bil af dem man bor ved, er der så noget man skal tænke på forsikring, kan man bare kører fra stat til stat,
    Hilsen
    Henrik Thomassen

    1. @ Henrik

      Det vil jeg passe på med at gøre. Forsikringsreglerne i USA er lidt anderledes og så kan de godt lide at sagsøge hinanden.

      Det kan være den forsikring der er på bilen (hos ejeren) vil dække i tilfælde af, at du laver en materiel skade på den eller andre biler. Det skal undersøges, da det er forskellige fra selskab til selskab og type forsikring (og der gælder så igen forskellige regler fra stat til stat).

      Hvor det kan gå rigtig galt, er ved personskade på andre. Her vil du ikke være dækket af ejerens/bilens forsikring. Hvis du bliver gjort til ansvar for personskaden, vil du hæfte for den personligt (og det kan blive rigtig dyrt). Her dækker din rejseforsikring ikke, da den kun dækker skade på dig selv.

      Det er af samme årsag man betaler for ekstra chauffører når man lejer bil. Det er forsikring for de andre førere af bilen i tilfælde af, at de gør skade på andre.

  8. Hej René.
    Jeg læser med stor fornøjelse dine sider. Jeg kører meget på ferier i USA. Jeg er football nørd og laver ture hvor jeg kombinerer 3 – 4 kampe over en forlænget week-end. Det gir mange kilometer i bil da jeg hellere vil køre og se hvad USA er mellem byerne end flyve fra sted til sted.

    Det har så givet mig mit første “sammenstød” med det amerikanske politi, da jeg som du giver udtryk for ovenfor var af den opfattelse at man må dreje til højre ved rødt med mindre andet er angivet ved skiltning.

    Hmm ikke i staten New York. Her må man som grundregel ikke dreje ved rødt med mindre det er skiltet at man må! Det kostede mig $280,- at finde ud af. Ærgerlige penge.

    Hvis du kender til undtagelser/forskelle i amerikanske færdselsregler kunne det sikkert hjælpe mange hvis du kunne lave en artikel om det.

    For øvrigt tak for inspiration og information. Jeg har brugt disse sider til at spare mange penge og udfordringer på mine ture.

  9. Hej René

    Tak for din meget informative hjemmeside 🙂

    Jeg har et opfølgende spørgsmål mht. 12 volt udtag i bilerne i USA. Vi skal bruge 12 volt udtagene til GPS samt DVD-afspiller/skærme til bagsæderne.

    På Wikipedia står der, at der er en lille forskel i størrelsen på de amerikanske vs. de europæiske 12 volt udtag / stik (se nedenfor). Men du har aldrig oplevet problemer med dette?

    Mvh. Rasmus

    —–

    Udsnit fra Wikipedia-artikel:

    12-volt cigar lighter receptacle and plug, size A
    • Receptacle inside diameter: 20.93 – 21.01 mm (median 20.97 mm)
    • Plug body diameter: 20.73 – 20.88 mm (median 20.805 mm)
    • Most often used in American automobiles.

    12-volt cigar lighter receptacle and plug, size B
    • Receptacle inside diameter: 21.41 – 21.51 mm (median 21.455 mm)
    • Plug body diameter: 21.13 – 21.33 mm (median 21.18 mm)
    • Most often used in European automobiles, and sometimes as a second socket in American automobiles expressly for DC power connections.

    Hele artiklen findes her:
    http://en.wikipedia.org/wiki/Cigarette_lighter_receptacle

  10. Hej

    Fed og informativ side… Tænkte om hvad jeg skal tænke på når mig og en ven i efterårsferien tager til USA. Vi lejer bilen i Canada er der noget ved det vi skal være opmærksomme på?

    1. @ Andreas

      Tak for ros.

      Hvis i skal køre ind i USA, så skal i oplyse det til udlejningsselskabet – ikke siden i booker den på, men hvor den hentes. Der kan tilkomme ekstra gebyrer (forsikringer mm.) for at være dækket i USA. Og i kan ikke leje bil i Canada og afleverer i USA (eller omvendt).

  11. Hej Rene.

    Jeg synes, at jeg har set et sted på din side, hvor du har skrevet om lovlig placering af GPS i de forskellige stater. Vi skal igennem CA, Utah, Nevada og Arizona og er i tvivl om hvordan GPS’en skal placeres i de forskellige stater for at undgå en “dum” bøde. Kan du hjælpe?

    Venlig hilsen
    Stefan

    Ps. Tak for en super lækker side! Den har hjulpet os ekstremt meget indtil videre! Vi drager trygt afsted til USA på torsdag!

  12. Hej Rene.
    Jeg skal med nogle venner til USA, hvor vi lejer en bil i New York-området og vil derfra køre landet tyndt, også over Florida. Hvad gør man da, hvis bilen er lejet i New York, og vil køre på Sunpasses i Florida?
    Bliver man stadigvæk takseret via nummerpladen, eller hvordan skal man?

    1. @ Lucas

      Det er ikke noget jeg har erfaring med, så du skal forhøre dig når du afhenter bilen. Jeg ved Hertz har en pay-by-plate løsning, hvor du ved at betale et fast fee + toll road use, betaler. Ulempen med den løsning er, at du betaler alle dage (mener det er 3 dollars pr. dag) også de dage du ikke benytter toll roads.

      Hvis du har GPS på turen, så kan du undgå betalinsveje. Giver lidt længere køretid, men så skal du ikke spekulerer på det med toll roads.

      Du kan også købe et pre-paid sunpass når du kommer til Floida. For 5 doallars + 10 dollars på kontoen, kan du købe et pre-paid klistermærke til forruden: https://www.sunpass.com/sunPassRetailers

      Når i lejer bil, så tjek prisen i Newark lufthavn. Der kan være mange penge sparet på ikke at leje bilen i New York (som generelt har nogle høje lejepriser).

  13. Hej René

    Er der et alternativ i forhold til at køre i bil rundt i Los Angeles? Er det f.eks. muligt, at cykle rundt i downtown LA?
    Jeg synes tanken om at køre i bil i en storby som LA er rimelig skræmmende:-)

    Mange hilsner
    Rie

    1. Selvfølgelig KAN man cykle, men man skal ikke regne med at amerikanerne tager hensyn. De er ikke vant til at se cyklister.

      Og så er afstandene i LA ret voldsomme. Tager man f.eks. udgangs punkt i “Det indre Hollywood” som f.eks. Chinese Theatre på Hollywood Boulevard er der 23 km ud til Santa Monica Pier og omkring 70 km ud til Disneyland – i den modsatte retning. Det er altså ikke ligetil at komme omkring på cykel.

      Samtidig risikerer man at cykle gennem nogle belastede områder, hvilket kan være en dårlig ide.

      Jeg vil anbefale at tage bilen. Min oplevelse af bilister i LA er i øvrigt, at de fleste er venlige og hjælpsomme og gode til at give plads.

    2. @ Rie

      Som Peter skriver, så er det ikke en by for cyklister. I kan leje cykler og tage dem langs stranden (Venice Beach op til Santa Monica) men at bruge dem som transportmiddel er ikke en god idé.

      Der er lidt offentligt transport i LA, men det kører ikke rigtig derhen hvor i har brug for det.

      Det kan virke overvældende at køre bil i så stor en by, men det er faktisk ikke så skræmmende.

    3. Tanken om at cykle i LA er endnu mere skræmmende.
      (skrevet i lobbyen på mit LA hotel)

      Kh
      Jens

    4. Hej Rie

      Faldt lige over dit spørgsmål – måske du har være afsted…
      Hvis ikke: Kørsel i LA og generelt i Californien ikke noget at frygte.
      Det går forbavsende gelinde og uden nogen “giver fingeren” eller aggresive på anden vis.
      Lej en bil, blive “dus med den” før du tager det mest trafikerede, og vær OBS på de væsentligste regler. No problem – bare afsted!

  14. Vedr. “3-way, 4-way, all-way stop”

    Det er en grænseoverskridende (- og bevidsthedsudvidende) oplevelse, at skulle krydse et relativt trafikeret vejkryds med 2 baner i hver retning (i alt 7 baner ud over din egen du skal holde øje med). Men som allerede nævnt er amerikanerne utroligt afslappede og venlige (også) i trafikken, så det går normalt uden panik.

    Min kone og jeg talte ofte om, hvordan noget sådant ville forløbe i København eller Rom eller Paris for den sags skyld… det ville være et rent kaos af råbende og dyttende bilister der med jernstænger gik til angreb på hinanden.

    Jeg har dog hørt rygter om, at amerikanerne ovre østpå ligner os europæere mere i temperamentet end de laid-back californiere mv. er der noget om den snak?

  15. Hej René

    Alle amerikanske biler har en lille pil i benzin-måler display’et som peger til den side benzin-dækslet sidder i

  16. Hej René

    Min kone og jeg skal (igen) til det syd-vestlige USA i september.

    Med hensyn til at give tegn med hånden i trafikken, ved vi alle at “fingeren” er banlyst ! Men jeg mener at have hørt at et “OK” med tommel- og pegefinger heller ikke er velset, da det kan tillægges en helt anden betydning. Har du en kommentar til dette og hvordan siger man bedst “tak for Hjælpen” ?

    Med venlig hilsen
    Jørgen Olsen

    1. Det er min erfaring at et smil og et nik evt ledsaget af et vink med et par fingre, forstås de fleste steder.

    2. @ Jørgen

      OK har en anden betydning i sydeuropa (aldrig hørt der skulle være noget med det i USA), men generelt ikke et udtryk jeg bruger i en bil (vist mest brugt i forbindelse med dykning).
      Jeg plejer blot at smile og vinke med klør-fem.

      1. Tak til René og Peter for jeres svar.

        Vi ser frem til en hel måned i USA inden længe.

        Mvh
        Jørgen Olsen

  17. Hej Rene

    Vi er en gruppe studerende der skal til San José her i efteråret og studere.
    Vi har overvejet at leje en bil i San Francisco Lufthavn, og køre ned til San Jose og aflevere bilen i lufthavnen der, for at slippe for at skulle have oppakning osv. med i tog og taxi.

    Hvordan er køreturen ud af San Francisco fra lufthavnen, og hvordan kører de generelt i USA? En ting er at de overhaler på højre og venstre side, men kører de generelt fornuftigt?

    Tak for en god og informativ side.

    Vh.
    Kenneth

    1. Amerikanerne kører meget hensynsfuldt – især hvis man er vant til den københavnske bytrafik. Det er helt generelt let at kapere amerikansk trafik, selv i byerne i myldretiden.

      1. Fantastisk! Jeg kører ofte i indre København, så det jeg er mest bekymret for er nu de store veje om det er til at overskue. Men hvis man kører forsigtigt og koncentreret skulle det vel være til at finde ud af. Om man så ender med at køre nogen omveje. 🙂

        Men tak for svaret.

        1. Det tror jeg ikke at I vil få problemer med.

          Man skal være opmærksom på at afkørselsnumre er baseret på miles, så hvis man skal af ved afkørsel 54 og man nu passerer afkørsel 58, så er der 4 miles igen. Til gengæld er der ikke nødvendigvis noget, der hedder 57, 56 eller 55.

          Tilsvarende med husnumre når man ikke er på store veje: hver gang man krydser en vej, stiger husnumrene med 100. Det betyder at man ikke behøver at sidde og stirre efter husnumre hele tiden.

  18. Hej Rene… tak for information, dejlig hjemmeside du har dig her…

    jeg har 2 ting .

    1 spørgsmål og 1 tilføjelse.

    1: Vi skal til Florida i 14 dage her til sommer, og der er jo told på visse veje. er det ikke muligt at købe ligesom iandre toldveje lande, et pas man bare kan klæbe i lejebilen og så ikke tænke på at have kontanter fremme hele tiden.?

    2: Jeg er stødt på denne nyhed, og kan ikke se om du har opdateret eller ikke er bevidst om det men i bund og grund handler det om at turister i Florida skal have et udenlandsk kørekort, de har strammet reglerne..

    http://articles.orlandosentinel.com/2013-02-15/news/os-international-driving-permit-orlando-20130215_1_international-visitors-law-enforcement-unintended-consequences

    1. Hej Bo,

      Var i Florida for 3 måneder siden. Vi kørte bare igennem i sunpass lanes (tror jeg det hed, men ihvertfald den uden betaling) og så registrerede systemet det via nummerpladen. Så bliver det automatisk trukket på dit kreditkort. Om den løsning er forskelligt fra biludlejer til biludlejer aner jeg ikke 🙂

      Ellers spørger du bare når du henter din bil.

    2. @ Bo

      Specielt i Florida, men også udbredt andre steder i USA, er det nu fuldautomatisk toll road. Det betyder du ikke kan bruge kontanter overhovedet. Som Mik skriver, så er der ikke noget at være bekymret for. Lejebilerne i disse områder er allerede klar til dette via “borbizzer” og du bliver så faktureret efterfølgende.

      Det er ikke alle udlejningsselskaber der har forklaret det lige tydeligt. Her er hvad Alamo skriver i lejebetingelser på Auto Europe:

      For billejer startende i Florida, Texas eller Colorado: Toldvejs service gebyr på $4,95 USD per billeje vil blive trukket fra kundens kreditkort i tillæg til toldomkostningerne.Dette gebyr vil ikke blive trukket, hvis kunden ikke benytter sig af toldveje.

      Det de ikke skriver her er, at dit service gebyr har et max. så hvis du eks. lejer bil i to uger, så betaler du ikke 4,95 pr. dag, men et max på ex. 14,95. Og så de enkelte betalingsstrækninger derudover (som Mik forklarer).

      Brobizzen i bilen kan du som oftest selv slå til. Så hvis du vil undgår betalingsveje (er muligt i Florida, men kræver opmærksomhed og en god GPS) kan du helt undgå at betale for dette.

      Havde ikke set det med kørekortet. Kan se det er kommet som en overraskelse – selv for de lokale og turistorganisationerne. Jeg har længe anbefalet at skaffe et internationalt kort, og opdaterer lidt i forhold til dette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada