For 30 år siden eksploderede vulkanen Mt. St. Helens. 57 mennesker omkom og alle træer i en radius på 27 km blev enten revet op med roden, knækket eller svitset af den glohede askesky som bevægede sig gennem området med mere end 1000 km/t.
Vulkanen er stadig aktiv og har haft mindre udbrud siden.
Når man ved det, så kan det virke en smule tosset at køre 45 miles af en snoet bjergvej ind til vulkanen. For hvis den går i udbrud mens man er der, så er der kun en vej ud.
Vi valgte at ‘tage chancen’ og begav os over bjergpas og gennem den tykkeste tåge til dato.
Desværre skulle tågen atter være skyld i, at vi ikke fik fuldt udbytte af en seværdighed. Selvom der var huller med klart vejr på turen derind, så var der desværre super tåget inde ved vulkanen. Man kan køre ind til en udkigspost som ligger 8 km fra vulkanen. Derfra kan man gå ad stier og komme en anelse tættere på, men man kunne ikke se en pind.
Inde i besøgscenteret kan man se en film om området og vulkanen. Biografen er indrettet sådan at man efter filmen får et spetakulært panorama kig til vulkanen. Den effekt udeblev desværre pga tågen og folk i salen kunne ikke lade være at smile/grine lidt af situationen.
På vej ud af området holdt vi ind ved en af de nye søer som udbruddet skabte. Imponerende hvordan naturen er i stand til at genskabe sig selv. Det gjorde sig også gældende med de store skovområder som for længst er kommet tilbage.
På trods af tågen var det besøget værd. Imponerende at se hvilke utrolige kræfter naturen gemmer på.
Fra vulkanen gik turen ned til Portland hvor vi skulle bo et par dage.
