Mount Evans i Colorado – i dag Mount Blue Sky – blev et af de høje punkter på min roadtrip fra Denver. Helt bogstaveligt. Jeg kørte op over trægrænsen, stoppede ved Echo Lake og Summit Lake og nåede mere end 4.300 meter op ad Nordamerikas højest beliggende asfalterede vej. Undervejs var der sne i juni, bjerggeder og cyklister, der havde valgt en noget hårdere vej til udsigten end mig.
13. juni, 2012
Rejseberetningen er fra 2012, da bjerget hed Mount Evans. De praktiske oplysninger om navn, reservation og sæson er opdateret i september 2026.
Mount Evans hedder nu Mount Blue Sky
Hvis du leder efter Mount Evans på et nyt kort eller vil reservere adgang til bjergvejen, er navnet nu Mount Blue Sky. Navneændringen blev vedtaget den 15. september 2023. Det tidligere navn henviste til territorialguvernør John Evans, som var tæt knyttet til Sand Creek-massakren i 1864. Du kan læse baggrunden i den officielle meddelelse om navneskiftet.
Det er altså samme bjerg, selv om navnene er forskellige. I fortællingen om min tur bruger jeg også det gamle navn, som stod på skiltene under besøget.
Fra Denver til Mount Evans via Idaho Springs
Det var først sent i planlægningen af min korte roadtrip i Colorado, at Mount Evans kom med på ruten. Pikes Peak stod allerede på listen, men der var heldigvis plads til mere end én tur op i højderne.
Vanen tro vågnede jeg tidligt dagen efter ankomsten til Denver. Jetlag har sine ulemper, men en af sidegevinsterne er, at det er nemt at komme ud af døren om morgenen.
Jeg satte kurs vestpå ad I-70 mod Idaho Springs. Normalt prøver jeg at komme væk fra interstates på mine roadtrips, men denne strækning havde jeg ikke noget imod. Bjergene ventede lige forude, og jeg skulle senere på turen køre et længere stykke ad samme vej.
I Idaho Springs drejede jeg fra. Her begyndte de mindre, snoede veje og den gradvise opstigning mod Echo Lake. Fra Denver var det en udflugt på godt 100 kilometer, afhængigt af udgangspunktet og hvor på bjerget man måler til.
Echo Lake: første stop og primitive toiletter
På vej ud af Denver havde jeg handlet i Walmart, så der var mad og drikke i bilen. Ved Echo Lake holdt jeg ind for at få en snack og tjekke, at der var styr på bil og udstyr, inden den sidste del af opstigningen.
Echo Lake lå omgivet af skov med bjergene bagved. Det var et fint sted at holde en pause, før landskabet længere oppe blev mere åbent og stenet.
Jeg sørgede også for at drikke vand. Jeg var kommet fra Danmark dagen før og skulle nu op over 4.300 meter. Dengang tænkte jeg meget på væske, men vand alene beskytter ikke mod højdesyge. Den hurtige ændring i højde fortjener mere respekt, end jeg gav den i min oprindelige beskrivelse.
Vandet betød, at jeg også skulle forbi toilettet. Jeg har set en del primitive toiletter på ture langt fra byerne, og det ved Echo Lake hørte bestemt til den enkle slags. Det var ovenikøbet en temmelig åben konstruktion. Billederne fortæller vist resten.
Op ad Mount Evans Scenic Byway
Kort efter Echo Lake drejede jeg ind på vejen op mod Mount Evans og passerede indgangen. På min tur i 2012 kostede adgangen 10 dollars. Jeg valgte i stedet et årskort til 80 dollars, fordi jeg skulle tilbage til USA i september og besøge flere nationalparker.
Det er historiske priser og vilkår. Mount Blue Sky er ikke en nationalpark, og i dag gælder andre adgangsregler, som du finder længere nede.
Fra indgangen ved Echo Lake var der cirka 22,6 kilometer til vejens øverste område. På kortet ser det ikke voldsomt ud, men højdemeter og hårnålesving får hurtigt kilometerne til at føles anderledes end hjemme i Danmark.
Skoven blev lavere og mere spredt, og snart kom jeg op over trægrænsen. Der var masser af grunde til at holde ind undervejs, blandt andet udsigten tilbage mod Echo Lake.
Mount Goliath ved trægrænsen
Ved Mount Goliath var der mulighed for at komme tættere på vegetationen omkring trægrænsen. Her var vejrbidte træer og en helt anden fornemmelse af landskabet end nede ved søen.
Området beskytter blandt andet Rocky Mountain bristlecone pine. Det er et af de stop, der giver turen mere indhold end bare at køre op, tage et billede og køre ned igen.
Summit Lake og sne i juni
Længere oppe lå Summit Lake stadig delvist frosset. Sneen hang ved på bjergsiderne, og vinden gjorde det ekstra koldt, når jeg steg ud af bilen. Det var juni, men det var ikke sommer på samme måde som nede i Denver.
På billedet ved søen står også en påmindelse om at holde sig væk fra den sårbare tundra. Det åbne landskab kan se robust ud, men planterne har en kort sæson og hårde betingelser.
Flere steder lå der store snedriver lige ved vejen. Jeg holdt ind ved en af dem og legede lidt i sneen. Solen skinnede, men den kortærmede trøje var lige optimistisk nok. Sjovt var det nu alligevel.
Over 4.300 meter oppe på Mount Evans
Efter de sidste hårnålesving nåede jeg vejens øverste område. Skiltet viste 14.130 fod, cirka 4.307 meter. Det er værd at skelne mellem enden af vejen og selve bjergtoppen: Bilen bringer dig næsten op, men det sidste stykke til toppen foregår til fods.
Heroppe lå resterne af det gamle Summit House. På min tur var der ingen mulighed for at købe noget ved toppen, så jeg var glad for at have provianteret på forhånd.
Selve Mount Blue Sky er omkring 4.350 meter højt. Udsigten bredte sig over bjergene i alle retninger, men selv et kort stykke til fods kunne mærkes i den tynde luft.
Colorados vejmyndighed beskriver ruten som Nordamerikas højest beliggende asfalterede vej. Det gør den til noget særligt, men den store højde er også en del af det, man skal planlægge efter.
Højdesyge: jeg fik hovedpine og kvalme
Jeg kunne mærke højden. Hovedpine og kvalme blandede sig med jetlag og føltes lidt som tømmermænd. Derfor begav jeg mig ned ad bjerget igen.
I min oprindelige tekst fik jeg det til at lyde, som om et kort ophold på toppen betød, at højdesygen ikke rigtig kunne nå at få fat. Det er ikke en god tommelfingerregel. Min egen oplevelse viste jo netop, at jeg fik symptomer.
Ved hurtig opstigning kan man udvikle højdesyge, også selv om man er i god form. Tilvænning til højden er vigtigere end at forsøge at løse det med ekstra vand. Ifølge CDC’s råd om rejser i stor højde bør du ikke fortsætte højere op med symptomer. Bliver symptomerne værre under hvile, skal du ned i lavere højde. Forvirring, problemer med balancen eller åndenød i hvile kræver akut hjælp og hurtig nedstigning.
Bjerggeder og cyklister på bjergvejen
Der var fotomotiver nok på både op- og nedturen. Hårnålesvingene så ganske imponerende ud, når jeg holdt ind og kunne se, hvordan vejen foldede sig ind over sig selv.
Jeg var også heldig at møde lokale bjerggeder. De hvide dyr gik rundt mellem stenene og virkede langt mere hjemmevante i højden, end jeg gjorde.
Det var dog næsten cyklisterne, der imponerede mest. Jeg mødte flere, som kæmpede sig op ad bjerget ved egen kraft, og enkelte løbere havde også valgt at tage udfordringen. Her var både mange højdemeter og mindre ilt til rådighed i hvert åndedrag på grund af det lavere lufttryk.
Jeg var godt tilfreds med at have en bil. Og med at kunne holde ind og nyde udsigten uden først at skulle træde mig hele vejen derop.
Videre til Manitou Springs og Cañon City
Fra Mount Evans fortsatte jeg via Manitou Springs til Cañon City. Min rute var cirka 265 kilometer, og en stor del gik ad snoede bjergveje over større og mindre pas.
Undervejs kom der endnu en grund til at sænke farten: Heste havde taget en del af vejen i brug, mens biler og en motorcykel måtte dele pladsen med dem.
I Manitou Springs holdt jeg ind for at købe billet til tandhjulstoget op på Pikes Peak. Den tur var planlagt til dagen efter. Først havde jeg en aftale med Royal Gorge Railroad i Cañon City.
På det sidste stykke fladede landskabet ud, og temperaturen steg. Da jeg kom frem, var den over 90 °F, cirka 32 °C. Fra sne ved Summit Lake til varme i Cañon City på samme dag. Colorado havde allerede vist lidt af spændvidden.
Besøg Mount Blue Sky i dag: reservation og sæson
Kontrolleret i september 2026.
Bilister og motorcyklister skal bestille en billet med ankomsttid på Recreation.gov. Billetter sælges ikke ved indgangen. Download reservationen på forhånd, da der ikke er pålidelig mobildækning. Den aktuelle reservationsside oplyser også, at føderale rekreationskort, herunder America the Beautiful, ikke længere accepteres.
Efterår 2026: Fra 8. september til 4. oktober er billetten til Mount Goliath og Summit Lake. Toppen er i denne periode lukket for biltrafik, og vejret kan lukke området tidligere.
Vejen er sæsonåben. Kontroller den aktuelle adgang før afgang, og tag varmt tøj, mad og drikke med. Vejret kan skifte hurtigt med vind, kulde og sne, selv om dagen begynder mildt i Denver.
Ofte stillede spørgsmål om Mount Evans og Mount Blue Sky
Er Mount Evans og Mount Blue Sky det samme bjerg?
Ja. Mount Evans fik officielt navnet Mount Blue Sky i september 2023. Det er samme bjerg vest for Denver i Colorado.
Kan man køre helt op på toppen?
Vejen når cirka 4.307 meters højde tæt ved toppen. Det sidste stykke går man til fods. Adgangen med bil afhænger af sæson og vejr.
Skal man reservere adgang til Mount Blue Sky?
Ja, ankomst i bil eller på motorcykel kræver en reservation med ankomsttid. Bestil på Recreation.gov før turen, og gem billetten offline.
Gælder America the Beautiful-årskortet?
Den aktuelle reservationsside oplyser, at føderale rekreationskort ikke længere accepteres. Min brug af årskort i rejseberetningen var i 2012.
Hvad er forskellen på Echo Lake og Summit Lake?
Echo Lake ligger nede ved starten af den sidste opstigning. Summit Lake ligger længere oppe over trægrænsen og var stadig delvist frosset under mit besøg i juni 2012.
Hjælp med at hjælpe andre
Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Overnatning:
