Blue Ridge Parkway fra Asheville til Cherokee med tåge, regn og bjergudsigt

Blue Ridge Parkway viste næsten alle sine vejrluner på vores første dag på ruten. Sol, tåge og regn skiftede flere gange på turen fra Asheville mod Cherokee, men det gjorde kun vores første møde med den berømte bjergvej mere interessant.

12. september 2013

Første møde med Blue Ridge Parkway

Efter besøget på Biltmore Estate overnattede vi i Asheville tæt på en af indkørslerne til Blue Ridge Parkway. Dagen efter skulle vi køre den sydlige del af ruten fra Asheville ned mod Cherokee og Great Smoky Mountains National Park. Senere på roadtrippen ville vi vende tilbage og køre næsten resten af Blue Ridge Parkway samt en stor del af Skyline Drive længere mod nord.

Strækningen denne første dag var omkring 130 kilometer. På en almindelig landevej ville det ikke være nogen voldsom distance, men på Blue Ridge Parkway er selve køreturen oplevelsen. Der er udsigtspunkter, korte vandreture og fotostop undervejs, så de relativt få kilometer kom til at fylde det meste af dagen.

Solskin ved starten fra Asheville

Vi havde haft godt vejr på det meste af roadtrippen indtil da, men bjergene skulle hurtigt minde os om, hvor omskiftelige forholdene kan være. Morgenen begyndte grå og tør, men inden vi nåede rigtigt ind på Blue Ridge Parkway, begyndte solen at bryde gennem skyerne.

Det gav os nogle flotte første kilometer på ruten og en passende introduktion til en vej, som vi skulle komme til at bruge mange timer på senere på turen.

Blue Ridge Parkway er ikke en endagstur

Blue Ridge Parkway er 469 miles lang, omkring 755 kilometer, og går fra Rockfish Gap i Virginia tæt ved Shenandoah National Park til Great Smoky Mountains National Park ved Cherokee i North Carolina. Ved den nordlige ende fortsætter Skyline Drive gennem Shenandoah National Park, så de to ruter kan nemt kombineres på en længere roadtrip.

Den normale maksimale fartgrænse på Blue Ridge Parkway er 45 mph, og mange steder kører man langsommere på grund af sving, udsigt og trafik. Derfor giver det ikke meget mening at betragte den som en hurtig transportvej. Hvis man vil opleve udsigtspunkter, vandreture og seværdigheder undervejs, bør hele ruten fordeles over flere dage.

På denne roadtrip brugte vi samlet omkring seks dage på Skyline Drive og Blue Ridge Parkway. Denne første dag dækkede kun den sydlige del, men den gav allerede en meget god idé om, hvorfor folk bruger flere dage på ruten.

Udsigter over Blue Ridge Mountains

Der ligger mange officielle overlooks langs Blue Ridge Parkway, og det er klart den bedste måde at stoppe på. Vejene er ofte smalle, og der er ikke meget plads i rabatten, mens de etablerede udsigtspunkter netop er placeret, hvor landskabet åbner sig.

Den karakteristiske blå farve over bjergene er også en del af forklaringen på navnet Blue Ridge. Vegetationen frigiver naturlige organiske forbindelser til atmosfæren, som bidrager til den blålige dis over bjergkæderne. Luftforurening kan samtidig forstærke disen og reducere sigtbarheden.

Black bears langs Blue Ridge Parkway

Bjørne er en del af dyrelivet langs Blue Ridge Parkway, og de bjørnesikrede skraldespande ved rastepladser og besøgsområder minder hurtigt besøgende om det. Vi så dog ingen bjørne denne dag, og National Park Service beskriver faktisk black bears som dyr, der kun relativt sjældent bliver set af besøgende langs selve Parkway.

De amerikanske sorte bjørne er gode klatrere, men hvis man ser en bjørn, er det vigtigere at holde afstand end at forsøge at komme tættere på for at få et billede. Man bør heller aldrig fodre dem eller efterlade mad og affald tilgængeligt.

Frokost i regn og tåge

Lige så hurtigt som solen var kommet frem, forsvandt den igen. Når man kører gennem bjergene, skal der ikke nødvendigvis mange kilometer eller højdemeter til, før vejret ændrer sig markant. På denne dag gik vi flere gange fra udsigt og sol til skyer, tåge og regn.

Omkring frokost blev sigtbarheden lavere, og tågen gik efterhånden over i regn. Heldigvis havde vores SUV en stor bagklap, så vi kunne stå nogenlunde tørt og spise frokost under den.

Ikke mange sving længere fremme begyndte skyerne igen at åbne sig. Det blev næsten dagens tema: man kunne stå i regn det ene øjeblik og få udsigt over bjergene kort tid efter.

Kom væk fra bilen på Blue Ridge Parkway

Det er nemt at gøre Blue Ridge Parkway til en række korte stop ved udsigtspunkter, men noget af det bedste er at parkere bilen og gå lidt væk fra vejen. Selv korte trails kan give helt andre udsigter og bryde de mange timers kørsel op.

Man skal dog regne med, at udsigt ofte kræver lidt arbejde. Terrænet går op og ned, og en sti, der ser kort ud på kortet, kan sagtens føles længere efter flere timer i bilen. Til gengæld er det netop disse små afstikkere, der gør forskellen mellem bare at køre ruten og faktisk opleve bjerglandskabet.

Cherokee og den sydlige ende af Blue Ridge Parkway

Da vi nåede Cherokee midt på eftermiddagen, var vejret endnu en gang ved at klare op efter mere regn. Her sluttede vores første dag på Blue Ridge Parkway samtidig tæt ved indgangen til Great Smoky Mountains National Park.

Cherokee var også det første sted i mange timer, hvor kommercielle skilte og virksomheder for alvor begyndte at fylde igen. Blue Ridge Parkway er bevidst designet som en scenic road uden almindelig kommerciel trafik, og lastbiler i erhvervskørsel er ikke tilladt. Skiltning og kommerciel aktivitet langs selve ruten er derfor langt mere begrænset end på almindelige amerikanske hovedveje.

Det giver en usædvanligt rolig køreoplevelse og minder lidt om Natchez Trace Parkway, hvor landskabet og selve køreturen også får lov til at fylde mere end reklameskilte, tankstationer og fastfood.

Første dag gav lyst til resten af ruten

På papiret havde vi kun kørt omkring 130 kilometer, men dagen havde været fyldt med udsigtspunkter, regn, tåge, sol, korte gåture og pauser langs vejen. Det er præcis derfor, Blue Ridge Parkway ikke bør behandles som en genvej mellem to byer.

Vores første møde med ruten sluttede ved Cherokee, men senere på turen vendte vi tilbage længere mod nord og fortsatte gennem både North Carolina og Virginia. Denne dag havde allerede gjort det klart, at Blue Ridge Parkway skulle blive en af de store køreoplevelser på roadtrippen.