Everglades, alligatorer og solnedgang

Højsæson i Florida betyder fyldt ved airboats og Shark Valley. Der var dog ikke mangel på alligatorer eller farverig solnedgang i Naples.

27 dec, 2018

Airboat tour i Everglades

Turen fra Key West skulle ende i Naples denne dag. Undervejs var der planlagt en del stop. Havde allerede kigget på broer på The Overseas Highway og smagt en fantastisk frugt milkshake hos Robert is Here.

Fra Robert is Here gik turen videre på tværs af Everglades mod Naples. En airboat tour i Everglades bør du sætte tid af til på et besøg i Florida. Jeg har tidligere været på flere airboat tours. Både i Everglades nær Miami, men også andre steder i USA, så oplagt at holde ind nu jeg kørte lige forbi.

Florida er populær i december og ikke mindst ved jul og nytår, så der var proppet ved alle airboat stederne. Da Everglades ikke er den eneste mulighed for airboats i Florida, ville jeg finde et andet sted senere på turen.

Shark Valley i Everglades

Turen videre gennem Everglades gik også forbi Shark Valley, som er en del af Everglades National Park.

Shark Valley er ikke det bedste navn, da det ikke er hajer, men alligatorer du kan opleve.

Everglades National Park var lukket pga Government Shutdown*, men det firma der driver turene i parken, var åbent.

Fra visitor centeret ved hovedvejen, er der 10 kilometer ned til udkigspunktet. Det kan du ikke selv køre i bil, men enten gå, leje cykler til eller tage på en tram tour.

Du kan booke tram tours på forhånd, hvilket jeg vil anbefale. Jeg havde ikke været ude tidligt nok, og julen er ekstra travl, så der var fuldt booket. Havde dog ringet til dem og det kunne være nogle ikke dukkede op, så skulle blot kigge forbi.

Det viste sig dog, at Shark Valley var populær. Meget mere populær end airboat turene, og de parkerede biler startede mange hundrede meter fra indgangen til Shark Valley.

Der var nærmest trafikkaos ved stedet, og uden Park Rangers til at holde styr på de mange biler, var det en håbløs opgave at komme til. De mange besøgende udelukkede en tram tour, så det må blive en anden gang.

Vi sagde farvel til Shark Valley og valgte i stedet at køre via Loop Road gennem Big Cypres National Preserve, da der nu var ekstra megen tid til overs grundet to oplevelser blev skrottet.

Loop Road Big Cypress National Preserve

Har du ikke fået nok (eller måske ingen) alligatorer på din airboat tour, så er Loop Road et godt supplement til din Everglade oplevelse. Der er nemlig gode chancer for at rende på nogle alligatorer up close and personal på den strækning.

Selvom vejen går gennem National Preserve, så koster det ikke indgang at køre på vejen. Det er en almindelig vej, som flere benytter for at komme til/fra deres hjem.

Det eneste sted der var tegn på Government Shutdown, var ved et lille Big Cypress National Preserve besøgscenter. Her var der lukket og der hang en seddel med en kort forklaring.

Turen på Loop Road er lidt ensformig ud af forruden, men er lidt mere varieret til begge sider. Landskabet er da heller ikke hvad de fleste kører strækningen for. De kommer for at spotte nogle alligatorer. Og det var der rig mulighed for denne eftermiddag.

Som i andre nationalparker, er det en god idé at holde øje med de andre biler i parken. Holder de stille og er gået ud af deres biler, så er der nok et dyr.
Det var sådan vi så de første alligatorer denne dag. To andre biler var trukket ind til siden, og i floden langs vejen lå et par og solede sig et godt stykke væk.

Her fra gik det slag i slag og og vi mødte enddog en alligator der havde fundet vej op til græsset i rabatten på vejen.

Alligatorer er dovne og gider ikke bruge kræfter på at spise noget de ikke kan sluge. Derfor er mennesker som udgangspunkt sikre nok i nærheden af alligatorerne.
Der hvor det kan gå galt (og gør det hvert år) er hvis du tirrer en alligator. Det kan være det at komme for tæt på, eller som desværre også er tilfældet hvert år, at du prøver at røre en – enten med din egen hånd eller med en pind eller andet.

Turen ad Loop Road bød på alligatorer flere steder og kig til Cypress træer reflekteret i det stillestående vand.

USAs mindste posthus

Loop Road er 50/50 afsalt og grus, men en grusvej der er fin at køre. Efter Loop Road gik turen det sidste stykke mod Naples, med et enkelt stop. I et lille indhug på Tamiami Trail (den vej der kører gennem Everglades), står et lille hus.

Det er et tidligere skur til en vandpumpe, men fungerer i dag som posthus i det øde område af Everglades.
Det blev taget i brug i 1953 og fungeret som posthus siden. Har også været billetkiosk for Trailways bus lines. Stedet menes at være USAs mindste posthus, men de er ikke helt sikre.

Solnedgang i Naples

Naples var ikke valgt til overnatning af andre årsager, end at det passede med en dags kørsel fra Key West.
Der var ikke udset nogen oplevelser i Naples, og ankomsten kl 16:30 gjorde de fleste steder alligevel var ved at lukke.

I stedet blev der fokuseret på solnedgangen. I Naples foregår det kollektivt på Naples Pier. Den store mole stikker ud fra en stor, offentlig strand, og da vejret denne decemberdag var super, var der rigtig mange på stranden og molen.

Her er der ingen drum circle som i Venice Beach eller gøgl og løjer som på Mallory Square i Key West.

Her er det bare dig, naturen og den nedgående sol (plus en hel masse andre mennesker).

Se indlæggets rute

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor fra frugtboden Robert is Here, gennem Everglades via Cypress Loop Road og en masse alligatorer. Forbi USAs mindst posthus, til en smuk solnedgang på striden i Naples.

*Government Shutdown sker, når forhandlingerne om statsfinanserne går i hårdknude. Groft sagt, svarer det til, at den danske finanslov ikke falder på plads. I USA giver det udslag i, at flere føderale kontorer lukker ned. Mest relevant for turister er, at National Park Services falder ind under dette. Derfor kan adgang til nogle nationalparker være berørt. I nyere tid, har der været Government Shutdown i 2013 (i 16 dage), januar 2018 (3 dage) og december 2018/januar 2019 (35 dage).

Andre roadtrip oplevelser:

Mallory Square i Key West

Solnedgangen på Mallory Square i Key West er en festlig tradition du bør opleve. Er solen ikke god, så tjek den farverige underholdning.

Natchez Trace Parkway til Tupelo

Natchez Trace Parkway er en fornøjelse året rundt. En perfekt strækning til at cruise i en cabriolet og få noget slow travel ind i din roadtrip.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada