Grand Canyon National Park blev fulgt op med en god bøf i Williams og en lokal sheriff, der agerede taxa chauffør for et par lokale cowboys.
21. marts, 2016
Morgenmad i Lake Havasu City
Efter en god aften i byen i Lake Havasu City – først på hotelbaren på The Heat Hotel og senere på Flying X Saloon – blev der nydt en god morgenmad inden afgang.
Der var ikke morgenmad på hotellet, men masser af muligheder tæt ved.
Vi endte på Makai Café og nød en Salmon Eggs Benedict på terrassen med en lækker udsigt.
I-40 gennem Arizona til Grand Canyon
Dagens køretur gik først fra Lake Havasu City til Grand Canyon og derfra tilbage til Williams for at overnatte.
Der er ikke så meget at stoppe efter på I-40, så det var køre, køre, køre. Vi skulle tilbage mod Las Vegas ad Route 66 dagen efter, så den tog vi ikke i denne retning, men kører du den klassiske roadtrip rute så skal du køre på Route 66 i Kingman på vejen mod Grand Canyon.
Grand Canyon National Park
Der var lidt kø ved indgangen til Grand Canyon pga. Påsken og Spring Break. Forventeligt og også oplevelsen mange vil få i højsæsonen (og måske endda værre endnu), men på trods var der ikke vildt crowded inde i parken, så det var til at komme til.
Billedet her ser måske ud som om der er crowded, men det kan være meget værre i højsæsonen.
Vi kørte først lidt hen langs South Rim og tog nogle stop på vej tilbage til de store udkigspunkter ved Visitor Centeret.
Kommer du i højsæson skal du regne med at skulle gå lidt fra parkering til udsigten ved Visitor Center.
Det var mit tredje besøg ved Grand Canyon South Rim – sommer, vinter og nu påske – og har også besøgt Grand Canyon North Rim en enkelt gang.
Jeg rejste med to på denne tur, der ikke havde været ved Grand Canyon før, så sjovt at se deres reaktion.
Enten synes du om Grand Canyon, eller så synes dut det er et stort hul i jorden, kedeligt og kører kort efter.
Jeg var heldig, at de delte min fascination med det store hul og samlet set blev der brugt 1.5 times tid ved South Rim og Visitor centeret.
Det er kun en lille del af de forskellige udsigtpunkter som Grand Canyon gemmer på.
Kører du den klassiske rute og skal videre op til Page, Horseshoe Bend, Lake Powell og Antelope Canyon, anbefaler jeg du inkludere en overnatning ved Grand Canyon.
Følger du den klassiske rute, vil du ankomme midt på eftermiddagen. Tjek ind og udforsk stederne ved visitor centeret og ud til Hopi Point og vest på.
Når du fortsætter dagen efter mod Page, kan du gøre stop langs South Rim ved Grand View, Lipan Point og Desert View Watchtower.
Overnatning i Williams på Route 66
Vi skulle ikke overnatte ved Grand Canyon men tilbage til byen Williams, hvor der ventede en fin, billig overnatning på et Motel 6 til 350 kr. for et dobbeltværelse.
Der skulle udleves en masse klassiske USA oplevelser på denne tur, så valget faldt på steak på en lokal restaurant i Williams, Red Raven.
Williams er stolt af sin Route 66 relation og turen ned ad samme om aftenen er et skønt virvar af vægmalerier, Route 66 skilte og neon.
Jeg har også været forbi Williams ved et par tidligere lejligheder, bl.a da jeg kørte Route 66 og oplevede et biltræf i Williams og stoppede ind en kold januardag og fik bbq til frokost.
Steak, drinks og pool i Williams
Efter en rigtig god steak samt god vin fra Arizona (det er ikke kun Californien der laver god vin i USA), krydsede vi gaden og gik på Canyon Club for at spille lidt pool. Her var ikke mange mennesker, men med G&T’s til 5 dollars, fik vi fint tiden til at gå.
På vej tilbage til motellet gjorde vi også stop på The World Famous Sultana Bar. Den ser ikke ud af meget ude fra, da den næsten ingen vinduer har, men et stort sted , hvor vi fik lidt flere drinks og spillede lidt mere pool.
Der er ingen fine fornemmelser på Sultana, og selv på toilettet skinner stedets personlighed igennem.
Sheriffen som taxa service
Vi faldt i snak med de lokale, og pludselig blev klokken mange (og vi fik lige lovlig mange sjusser). Faktisk så mange, at de to lokale skovarbejdere vi spillede pool med, havde fået for meget til at kunne køre bil hjem og de kunne ikke få fat i en taxi.
De gjorde så, som man kun kan i de små samfund rundt om i USA. De ringede til den lokale sheriff, som kom og gav dem et lift hjem.
Han kom ind på baren og hilste på, og jeg fik lov at tage et billede af dem da de kørte, så længe de ikke kunne genkendes 😉
Unikke roadtrip oplevelser
Jeg har haft flere finurlige oplevelser rundt om i small town america. I Texas kom jeg tilfældigt med på en polterabend for en soldat. Samme aften jeg var blevet æres maskot for et fodboldhold bestående af betjente fra Chicago.
Den type oplevelser kan du ikke planlæge, så jeg var heldig at kunne give to nye roadtrippere en god oplevelse på en lokal bar i Williams.
Vi var på vej videre til Las Vegas for at holde fødselsdag, men selvom Las Vegas er et kapitel for sig, så er det “blot” en storby, som hvis fødselsdagen blev holdt i Amsterdam eller Berlin.
Williams og Lake Havasu bidrog med de roadtrip oplevelser jeg håber alle har prøvet og er årsagen til jeg bl.a. anbefaler Lake Havasu City som overnatning på den klassiske rute.
Se indlæggets rute
Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.
Annual Pass til nationalparker
Du kan spare penge på adgangen til nationalparkerne ved at købe et annual pass (årskort). Skal du besøge flere nationalparker på din roadtrip, kan udgiften til entre godt løbe op. Skal du rundt på den klassiske roadtrip på vestkysten, inkluderer den ofte 3-4 af de store nationalparker. Det løber op i mere end 100 dollars i entre. Et annual pass koster 80 US dollars (pris i 2025) og giver adgang til mere end nationalparkerne..
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com