Lufthavnshotel i AMS og Delta til SLC

Jeg testede et lufthavnshotel inde i Amsterdam lufthavn. Det gjorde turen til Salt Lake City til en bedre oplevelse.

8/9 Sep, 2019

Lufthavnshotel i Amsterdam lufthavn

Udvalget af flybilletter til denne roadatrip var ikke optimale. Enten i den dyre ende eller med for mange mellemlandinger. Valget faldt på en billet med 11 timers mellemlanding i Amsterdam. Måske ikke optimalt, men gav mig mulighed for at teste et lufthavnshotel.

Jeg har godt set folk ligge på bænke og gulve rundt om i lufthavne i forsøget på at få noget søvn. Ofte fordi de har en lang mellemlanding, måske valgt for den billigste billet. Jeg havde 11 timers mellemlanding fra søndag aften til mandag morgen. Dem havde jeg ikke lyst til at tilbringe på en bænk så havde booket et hotel.

Der er flere hoteller i Schiphol, Amsterdam lufthavn, men de fleste ligger alle udenfor terminalen. Det ville betyde jeg skulle igennem sikkerhedskontrollen næste morgen + lidt transport til/fra hotellet.

AMS lufthavn er heldigvis stor nok til at have to hoteller indenfor i terminalen, på den rigtige side af sikkerhedskontrollen.

Jeg valgte Yotelair. Et minimalistisk hotel med små værelser, men hvor der ikke manglede noget for at få en god nats søvn og et bad dagen derpå.

Svært at tage billeder i det lille rum, så tjek dem ud på deres hjemmeside.

Jeg gav knap 800 kr for værelset og det var det hele værd. Jeg fløj på denne måde for at få et program i Danmark til at gå op og så jeg ikke skulle op kl 04:00 i Danmark for at komme med det samme fly kl 10 i Amsterdam. Samlet set har jeg ikke sparet noget ved det, men kroppen havde det meget bedre og følelsen af at kunne træde direkte ud i terminalen og gå til gate var det hele værd.

Delta fra AMS til Salt Lake City, Utah

Jeg havde købt billetten hos KLM men det var Delta der fløj turen fra AMS til Salt Lake City.

Har fløjet med Delta mange gange og har kun haft fine ture på tværs. Jeg flyver ikke for underholdningen eller madens skyld. Jeg flyver for at komme mest bekvemt (og gerne billigst) til USA. Flyveturen til USA er 8-11 timer af din 2-3 ugers ferie. Gør dig selv den tjeneste ikke at hænge dig i madens kvalitet eller hvilke film de viser på skærmen i sædet.

Economy class hos alle selskaber, er skrabet. Personligt synes jeg prisen for en opgradering er det hele værd pga. den ekstra benplads. Desværre var det ikke muligt denne gang, men mine 182 cm klarede turen fint på almindelig economy class med Delta.

Turen far Amsterdam til Salt Lake City er på 10 timer og 15 minutter. Vi landede til tiden og brugte et kvarters tid til at taxi ind til gaten. SLC er ikke en kæmpe lufthavn, men flyet fra Amsterdam og Paris landede samtidigt, så immigration føltes proppet.

Immigration i Salt Lake City

Skiltningen i SLC kunne godt forbedres. Jeg fulgte skiltene til en start, men efter 5-10 minutter fandt jeg ud af, at rejsende på ESTA kunne benytte US Citizen køen. Dette var i 2019. Jeg ved ikke hvordan skiltene er i dag. Men vær altid opmærksom når du bevæger dig gennem immigration. Skiltene er en god start. Er du i tvivl, så spørg det personale der som regel er stil stede.

Betjenten i immigration spurgte til det sædvanlige (purpose of trip). Jeg sagde ferie. Han spurgte hvor hen. Jeg sagde til Billings til konference og lidt rundt. Så gik han lidt i dybden og spurgte ind til konferencen, da jeg jo havde sagt ferie og ikke arbejde. Kunne ikke helt greje om han prøvede at være sjov, og han spurgte ind til hvad jeg laver i Danmark. Efter en runde mere slap han mig igennem med et smil.

Turen fra gaten og ind gennem immigration tog 45 minutter. Herfra tog det ingen tid at finde min bagage og gå gennem tolden og ud i ankomsthallen.

Her kan du læse detaljer fra en række afgange, mellemlandinger og oplevelser i immigration.

Afhentning af lejebil i Salt Lake City

Biludlejningen (rental cars) i Salt Lake City ligger i lufthavnen. Her ligger de største selskaber. Skal du hente lejebil ved et mindre selskab, skal du benytte dig af de gratis shuttlebusser der kører dig ud til de andre selskaber.

Biludlejningscenteret ligger 5 minutters gang fra ankomsthallen. Jeg skulle hente min lejebil ved Alamo. Jeg havde mit kreditkort og kørekort samt voucher klar. Jeg havde skrevet min adresse og telefonnummer på voucheren hvilket gjorde det hele meget nemmere. Sagde pænt nej tak til de ekstra forsikringer jeg blev tilbudt.
I alt tog det mig fem minutter at ordne papirerne til min lejebil.

Jeg havde bestilt en mid size SUV (en Rav4 eller lign.). Der var ikke frit valg ude på p-pladsen, men fik i stedet valget mellem to biler i skranken. Jeg kunne vælge mellem en Nissan Rogue eller en Jeep Cherokee. Jeg valgte Jeep Cherokee. En time og femten minutter efter jeg var landet, sad jeg i min bil på vej ud af lufthavnen.

Her kan du læse mere om udlevering af lejebil.

Her kan du læse mere om frit valg af lejebil ved udlevering.

Overnatning i Rock Springs, Wyoming

Jeg kom afsted fra Salt Lake City kl 14:00. Jeg havde booket et motel 3 timer kørsel fra lufthavnen, i byen Rock Springs i staten Wyoming. Med lidt stop undervejs og ikke mindst i en Walmart for at handle lidt ind til de næste tre uger, gik der nærmere 4,5 timer inden jeg nåede til Rock Springs.

Overnatningen var valgt ud fra pris. Jeg skulle tidligt videre næste morgen, så det var primært en seng at sove i, jeg havde booket. Jeg havde dog tid til at se nærmere på byen Rock Springs og slutte en lang dag af, med en lokal burger og øl.

Se ruten i beskrivelsen ovenfor

Her kan du se ruten jeg kørte i beskrivelsen ovenfor fra lufthavnen i Slat Lake City i Utah og ind til byen Rock Springs i Wyoming.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Populære billeje byer

Her finder du detaljeret info om, hvordan du nemmest lejer bil på en række populære destinationer.



Andre roadtrip oplevelser:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada