Oplevelser i Las Vegas: The Strip dag og aften

Las Vegas kan opleves på mange måder, og byen ændrer karakter i løbet af dagen. Her er lidt inspiration fra mit besøg i 2022 til The Strip i dagslys, Las Vegas efter mørkets frembrud, kasinoer, restauranter, shows og de oplevelser, der findes på de store hoteller.

14 sep, 2022

Las Vegas er det samme, men alligevel altid nyt

Jeg har besøgt Las Vegas flere gange på forskellige roadtrips. Før denne tur havde jeg senest været der i 2016, og noget af det fascinerende ved byen er, at den både føles velkendt og forandret på samme tid. Bellagio, Caesars Palace, Venetian og flere af de andre store resorts står der stadig, mens nye hoteller, attraktioner og arenaer hele tiden ændrer skylinen.

The Strip i Las Vegas i dagslys under mit besøg i september 2022

Jeg var der i september 2022. Året efter åbnede Sphere, som siden er blevet en af de mest markante nye bygninger i Las Vegas. Siden jeg så Oakland Raiders i NFL i Oakland, er holdet også flyttet til Las Vegas og blevet til Las Vegas Raiders.

Der er sket endnu mere siden mit besøg. Tropicana lukkede og blev revet ned i 2024. På grunden bygger Athletics et nyt baseballstadion, som efter planen skal være klar til MLB-sæsonen 2028. The Mirage lukkede også i 2024 og bliver erstattet af et nyt Hard Rock Hotel & Casino Las Vegas med en stor guitarformet hoteltårn, som aktuelt forventes at åbne i 2027.

Det er med andre ord en by, hvor et genbesøg efter nogle år altid giver noget nyt at kigge på.

På dette besøg havde jeg ingen større agenda. Jeg havde to overnatninger og ville primært gå rundt på The Strip og genopleve stemningen. På tidligere ture har Las Vegas blandt andet været rammen om:

Jeg ankom sidst på dagen den første dag og havde stadig tid til at gå lidt rundt i dagslys. Det var egentlig fint, for Las Vegas om dagen og Las Vegas efter mørkets frembrud er næsten to forskellige oplevelser.

Las Vegas og The Strip om dagen

Om dagen kan det være meget varmt på The Strip, især om sommeren, og det kan være fristende bare at blive ved poolen eller bevæge sig mellem kasinoernes aircondition. Jeg synes alligevel, man bør tage mindst én tur langs The Strip i dagslys.

Atmosfæren er helt anderledes end om aftenen. Facader, byggeri, slitage, trafik og alle de små detaljer, der forsvinder i lys og mørke senere på dagen, står meget tydeligere frem. Las Vegas ser kort sagt mere ærlig ud om dagen. Det er ikke nødvendigvis dårligere, bare anderledes.

Hoteller og kasinoer langs Las Vegas Strip fotograferet om dagen

Dagslys på Las Vegas Boulevard med de store resort-hoteller langs The Strip

Der findes selvfølgelig andet end bare at gå. High Roller er en oplagt mulighed for at se byen og ørkenen fra oven, og Mob Museum giver lidt historisk modvægt til alt det moderne glitter. Shopping findes i alle størrelser fra almindelige malls til ekstrem luksus, og vil man væk fra kasinoerne, er golf også en mulighed.

High Roller kan både tages om dagen og om aftenen. Jeg har tidligere taget turen efter mørkets frembrud, og du kan læse om min tur i High Roller her.

Las Vegas om aftenen

Når solen går ned, bliver byen mere som den Las Vegas-version, man kender fra film og reklamer. Temperaturen falder, flere mennesker kommer ud på The Strip, og hotellerne forsvinder delvist bag skilte, LED-skærme og lys.

Man ser også masser af mennesker gå rundt med drinks. Alkoholreglerne på The Strip er mere liberale end mange andre steder i USA, men det er ikke helt så simpelt som en generel “Open Container Law”, hvor alt er tilladt. Der findes blandt andet regler omkring glasbeholdere og særlige restriktioner under store events. På mit besøg i 2022 var drinks på fortovene dog en meget synlig del af aftenstemningen.

Bellagio og de oplyste hoteller på Las Vegas Strip om aftenen

Bellagios vandshow kan stadig opleves både dag og aften, og jeg synes personligt, det fungerer bedst efter mørkets frembrud, hvor lys og musik får lidt mere effekt.

Mirage vulkanen under aftenshowet på The Strip i Las Vegas i 2022

Mirage Volcano kunne jeg stadig opleve på denne tur. Det kan man ikke længere. The Mirage lukkede 17. juli 2024, og vulkanshowet sluttede sammen med hotellet. Området er under ombygning til Hard Rock Hotel & Casino Las Vegas.

Det meste af det lys, man i dag forbinder med Las Vegas, kommer heller ikke længere fra klassiske neonrør. Store LED-skærme kan lyse hele facader op, og enkelte steder er de så kraftige, at man nærmest ikke behøver gadelys.

Kraftige LED-skærme og lysreklamer på Las Vegas Strip om aftenen

Vil man se noget af det gamle Las Vegas-lys, er Neon Museum en god kontrast til de moderne skærme.

Mad, shows og kasinoer

Aftenen er også tidspunktet, hvor mange af de store restaurant- og underholdningsoplevelser begynder. Las Vegas har mad i næsten alle prisklasser, fra fastfood på The Strip til restauranter med store internationale kokkenavne. Navnet på døren er dog ikke i sig selv garanti for en fantastisk oplevelse. Jeg har både spist rigtig godt og ret middelmådigt på restauranter, der på papiret så imponerende ud.

Buffeter fylder mindre i Las Vegas end tidligere, men nogle af de kendte findes stadig. Et af dem er Bacchanal Buffet på Caesars Palace, som fortsat er en del af Caesars.

Shows, koncerter og residencies er en anden vigtig del af byen. Programmet ændrer sig konstant, og det giver ikke meget mening at planlægge ud fra en flere år gammel liste over kunstnere. Cirque du Soleil er en af undtagelserne, fordi selskabet fortsat har flere faste produktioner i byen. I 2026 spiller blandt andet O på Bellagio, Mystère på Treasure Island og Michael Jackson ONE på Mandalay Bay. Du kan se mine tidligere Cirque du Soleil-oplevelser i Las Vegas her.

Kasinoerne er også værd at besøge, selv hvis man ikke spiller. Grundideen er selvfølgelig den samme fra hotel til hotel, men arkitektur, tema, restauranter, butikker og stemning varierer meget. Jeg spiller næsten aldrig, men har en lille tradition med at bruge omkring 10 dollars på en slotmaskine, når jeg er i Las Vegas.

Slotmaskiner på et af de store kasinoer langs Las Vegas Strip

Mange kasinoer tilbyder stadig complimentary beverage service til aktive spillere, men det varierer efter kasino, spil og hvor meget man faktisk spiller. Bellagio beskriver eksempelvis fortsat complimentary beverage service i sit pokerområde. “Gratis drink” skal under alle omstændigheder tages med et gran salt: der forventes normalt drikkepenge, og maskinen kan have spist mere end drinken kostede, inden serveringspersonen når frem.

Oplevelser på dit eget hotel

En af de ting, der gør Las Vegas anderledes end mange andre storbyer, er, at selve hotellet kan være en stor del af ferien. Bor man på et af de store resorts, kan man i princippet bruge en hel dag uden at forlade matriklen.

Der er restauranter, barer, butikker, pools, spa, shows og naturligvis kasino. Caesars Palace, Venetian og Aria har store shoppingområder, mens steder som Wynn og Bellagio har flere luksusbutikker. Poolen er typisk en del af hoteloplevelsen, mens spa-behandlinger normalt koster ekstra. Præcis hvad der er inkluderet i resort fee varierer, så jeg ville ikke automatisk regne med, at alt omkring poolområdet er dækket.

Poolområde på et stort resort-hotel i Las Vegas

Indendørs område på et af de store hotelresorts på Las Vegas Strip

På denne tur havde jeg netop ikke travlt med at nå et bestemt show eller en lang liste af attraktioner. Jeg brugte tiden på at gå rundt, kigge ind på kasinoer og se, hvad der havde ændret sig siden 2016.

Det fungerer faktisk ganske godt i Las Vegas. Man behøver ikke have et tætpakket program for at have noget at kigge på.

Ofte stillede spørgsmål om oplevelser i Las Vegas

Er Las Vegas værd at opleve om dagen?

Ja. Las Vegas ser meget anderledes ud i dagslys, hvor man lægger mere mærke til bygninger, detaljer og selve ørkenbyen bag alle lysene.

Findes Mirage Volcano stadig?

Nej. The Mirage lukkede 17. juli 2024, og vulkanshowet sluttede sammen med hotellet. Området bliver ombygget til Hard Rock Hotel & Casino Las Vegas.

Kan man stadig se Bellagio Fountains?

Ja. Bellagio Fountains kører fortsat gratis shows både dag og aften, men tidsplanen kan variere.

Er Sphere en fast attraktion i Las Vegas?

Ja. Sphere åbnede i 2023 og bruges til koncerter, residencies og immersive oplevelser med den store indvendige skærm og den udvendige Exosphere.

Kommer Athletics til at spille baseball på The Strip?

Planen er, at Athletics åbner deres nye MLB-stadion på den tidligere Tropicana-grund til Opening Day 2028.

Får man stadig gratis drinks, når man spiller på kasino i Las Vegas?

Nogle kasinoer tilbyder fortsat complimentary beverage service til aktive spillere, men praksis varierer efter kasino og spil, og der forventes normalt drikkepenge.

Billige overnatninger i Las Vegas

Du kan altid finde billige overnatninger i Las Vegas, specielt i hverdagene. Las Vegas lokker også med luksusovernatninger og du kan finde billige suiter i hverdagene.
Find  priseksempler på hoteller i Las Vegas for hverdage og weekender. Find også mere om hoteller i de forskellige områder ved The Strip og det gamle Las Vegas.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Salvation Mountain og Salton Sea

Der gemmer sig små finurlige stop mange steder på en roadtrip rute. Mange ukendte og enkelte lidt mere kend som ex. Salvation Mountain og Slab City.

Full Moon Inn i Luckenbach

Full Moon Inn var nok denne roadtrips bedste overnatning. Fantastisk ombygget landbrug med en lokal bar på hotellet.

Sacramento og State Capitol

Sacramento har masser at byde på, og vi nåede kun lidt af det. Vi nåede dog at se State Capitol, Old Sacramento og nyde en kold is.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada