Route 66 fra Kingman til Williams: Hackberry, Seligman og BBQ

Efter en kold nat i Kingman fortsatte turen østpå ad Route 66 med gensyn på Hackberry General Store, Grand Canyon Caverns og Seligman. Det var steder, jeg havde besøgt på min Route 66-tur i 2011, så tempoet var roligt. Målet var bare at nå Grand Canyon inden solnedgang, og undervejs blev der også tid til både Snow Cap, mere sne og en solid omgang BBQ i Williams.

2. januar, 2013

Fra Kingman ud på Historic Route 66

Jeg havde overnattet på Days Inn i Kingman efter turen fra Las Vegas via Hoover Dam. Natten havde været lidt køligere end planlagt, især fordi det trak rigeligt ind omkring døren, men motellets varmeapparat klarede nogenlunde opgaven. Næste morgen pakkede jeg Ford Edge’en og satte kursen østpå. Målet var Grand Canyon inden solnedgang, så der var ingen grund til at køre direkte ud på Interstate 40 og få kilometerne overstået hurtigst muligt.

Kingman ligger på en af de vigtigste bevarede dele af den gamle Route 66. Kører man østpå herfra, følger den historiske vej mod Hackberry, Peach Springs og Seligman, inden Interstate 40 igen overtager en større del af turen mod Williams. Hele den bevarede korridor vestpå fra Seligman gennem Kingman mod Topock regnes i dag som den længste sammenhængende historiske Route 66-strækning. Det er stadig en af de dele af Mother Road, hvor man kan køre længe uden konstant at blive sendt ind og ud på interstate.

Gensyn med Hackberry General Store og Grand Canyon Caverns

Første stop blev Hackberry General Store. Det er et af de steder, der næsten automatisk ender på programmet, hvis man kører denne del af Route 66. Jeg havde allerede været der to gange, senest på min Route 66-tur i 2011, så der var ikke noget stort nyt, jeg skulle nå denne gang. Jeg stoppede alligevel. Det er svært bare at køre forbi en gammel general store omgivet af rustne biler, gamle benzinstationseffekter og stort set alt det Route 66-nostalgi, der kan hænges på en væg eller stilles i en ørkenhave.

Hackberry General Store eksisterer stadig og er fortsat et af de oplagte fotostop på strækningen. Butikken åbnede oprindeligt i 1934 og fungerer i dag næsten lige så meget som et lille Route 66-museum som en butik. Mit besøg blev dog kort denne januarmorgen. Jeg havde set det meste før og fortsatte østpå gennem det åbne Arizona-landskab.

Det samme gjaldt Grand Canyon Caverns. Jeg havde været nede i grotterne på min tidligere tur og sprang derfor den guidede tur over denne gang. Hvis man ikke tidligere har været der, synes jeg stadig, det er et stop værd. Turen begynder med elevator cirka 200 feet under jordoverfladen, og grotterne er noget helt andet end de klassiske drypstenshuler, mange forbinder med et grottebesøg. Du kan læse mere om min guidede tur i Grand Canyon Caverns i 2011.

Grand Canyon Caverns har stadig guidede ture i dag og har endda en restaurant omkring 200 feet under jorden. En af de mere specielle muligheder er dog forsvundet. I 2011 var jeg så heldig at overnatte i Grand Canyon Caverns Suite dybt nede i grotten. Den historie kan du læse her. I dag oplyser Grand Canyon Caverns selv, at den underjordiske suite er permanent lukket og ikke længere kan reserveres.

Seligman og genoplivningen af Route 66

Næste længere stop var Seligman. Det er en lille by, men har en uforholdsmæssigt stor plads i den moderne Route 66-historie. Da Interstate 40 førte trafikken uden om byen i 1978, forsvandt en stor del af grundlaget for de gamle roadside businesses næsten fra den ene dag til den anden. I 1987 var den lokale barber Angel Delgadillo blandt initiativtagerne til Historic Route 66 Association of Arizona, og arbejdet blev afgørende for at få den gamle vej anerkendt og markedsført som Historic Route 66.

Seligman forbindes også ofte med Pixars Cars. Det er dog lidt for enkelt at sige, at byen direkte blev til Radiator Springs. Pixar tog på omfattende researchture langs Route 66, og den fiktive by blev sammensat af inspiration fra flere steder, blandt andet Seligman, Hackberry, Peach Springs og andre gamle Route 66-samfund. Historien om en lille by, der mistede trafikken, da interstate blev anlagt udenom, ligger til gengæld meget tæt på det, der skete i Seligman.

Hos Angel & Vilma Delgadillo’s Original Route 66 Gift Shop kunne man dengang stadig komme helt tæt på familien bag en stor del af genoplivningen. Den gamle frisørsalon var en del af stedet, og der stod kaffe fremme sammen med mapper fyldt med hilsner og bidrag fra besøgende fra hele verden. Da jeg kom ind, blev jeg som sædvanlig spurgt, hvor jeg kom fra. “Denmark”, svarede jeg, hvorefter manden bag disken overraskede med en dansk hilsen. Han fandt straks en mappe frem med hilsner fra danske besøgende, blandt andet et dansk swingband, hvis CD de jævnligt spillede i butikken.

Det er netop den slags små møder, der gør Route 66 interessant for mig. Vejen i sig selv er asfalt. Det er stederne og menneskene langs den, der gør den værd at køre langsommere for.

Snow Cap Drive-In var lukket for vinteren

Et andet Seligman-stop, jeg normalt ville tage, er Delgadillo’s Snow Cap Drive-In. Juan Delgadillo byggede stedet i 1953 af blandt andet genbrugstræ, og hele konceptet blev kendt for mindst lige så meget drilleri som burgere. Skilte som “Sorry, We’re Open”, mærkelige dørhåndtag og bevidst fjollede svar til kunderne er en del af oplevelsen.

Men den 2. januar var der lukket. Snow Cap har traditionelt været sæsonåben, så jeg måtte nøjes med et billede og et gensyn udefra.

Jeg havde heldigvis oplevet stedet åbent i 2011. Her kan du læse mere om min frokost på Snow Cap Drive-In. Stedet findes stadig i dag og holder fast i kombinationen af burgere, shakes og dårlige jokes, men det er fortsat værd at kontrollere sæsonens åbningstider, hvis man kommer forbi om vinteren.

Sne og en stille januarformiddag i Williams

Fra Seligman gik turen videre mod Williams. Undervejs begyndte sneen at fylde mere i landskabet, men vejen var tør og gav ingen problemer. Det var netop den type forhold, jeg havde haft i baghovedet, da jeg bookede en SUV til turen. Arizona er ikke kun kaktusser og ørken, og når man nærmer sig Williams og Flagstaff, er man oppe i en helt anden højde end Las Vegas.

Jeg kendte også Williams fra Route 66-turen i 2011. Dengang ramte jeg tilfældigvis et stort Route 66-biltræf, og byen var fyldt med klassiske biler og mennesker. Du kan læse om biltræffet i Williams her. Denne januardag var kontrasten stor. Det var koldt, gaderne var stille, og en del af de turistprægede steder var lukkede eller havde reducerede vinteråbningstider.

Williams er blandt andet udgangspunkt for Grand Canyon Railway, som kører de omkring 64 miles op til South Rim. Jernbanen kører fortsat i dag, også uden for sommersæsonen, så byen er ikke generelt lukket ned om vinteren. Men min oplevelse denne 2. januar 2013 var bestemt en anden end den travle sommerdag, jeg havde ramt halvandet år tidligere.

BBQ-frokost før Grand Canyon

Et af stederne, der faktisk havde åbent, var ikke svært at få øje på. Udenfor stod en stor BBQ-smoker og sendte røg ud i den kolde luft, mens facaden gjorde sit bedste for at ramme alle tænkelige Route 66-temaer på én gang. Der var flammer, skilte og klassisk roadside-stemning nok til, at jeg ikke behøvede meget overtalelse for at gå ind.

Indenfor var indretningen klassisk amerikansk diner, og det passede fint til en frokost på Route 66. Jeg bestilte en blanding af forskellige slags BBQ-kød. Det var næsten uundgåeligt, at jeg ville sammenligne det med de BBQ-steder, jeg tidligere havde besøgt i Texas, og det er ikke en specielt nem konkurrence at stille op i.

Maden var god. Den nåede bare ikke helt samme niveau som mine oplevelser på Kreuz Market eller Smitty’s Market i Lockhart, Texas. Det er ikke nødvendigvis kritik af restauranten i Williams. Lockhart havde bare sat barren irriterende højt.

Efter frokosten var jeg klar til at forlade Route 66 igen og dreje nordpå. Grand Canyon ventede, og planen var stadig at nå kanten inden solnedgang.

Ofte stillede spørgsmål om Route 66 fra Kingman til Williams